Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Til kamp mod boligmangel – plejehjem bliver studiebolig

GODT OG GAMMELT – Om tre måneder vil 240 studerende kunne flytte ind i de tomme boliger i plejecentret Sølund i midten af København. Det kræver blot at Borgerrepræsentationen godkender forslaget.

En studiebolig lige ved søerne til knap 3.500 kroner om alt inklusive. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

Ikke desto mindre kan dette boligscenarium blive virkelighed for 240 københavnske studerende om kun tre måneder. I dag, torsdag den 22. august, behandler Københavns Borgerrepræsentation nemlig et forslag om, at gøre de tomme ældreboliger i Plejecentret Sølund midt i København til studieboliger.

Bag forslaget står sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen:

»Der er rigtig mange unge, der mangler en ungdomsbolig, og det her forslag giver op mod 240 studerende mulighed for at flytte ind på Sølund inden for få måneder. Aftalen med boligselskabet KAB er allerede på plads,« udtaler hun til Politiken.

Midlertidig løsning

Der er dog kun tale om en midlertidig løsning for tre år. På længere sigt skal plejecentret nemlig rives ned for at gøre plads til nye, moderne plejeboliger. Det blev allerede besluttet i 2011, men grundet politisk uenighed i Borgerrepræsentationen, er den fremtidige proces stadig uvis.

Det kommer nu de studerende til gode. Og det er da også en begejstret Gwen Gruner Widding, formand for Studenterrådet ved KU, der om nyheden siger:

»Forslaget er en god start. Det er et kæmpe problem for studerende i København, at der ikke er boliger, der er til at betale. Den her løsning er konkret og kan hurtigt føres ud i livet, hvilket er rigtig positivt,« siger hun.

Søg via KAB

Bliver forslaget vedtaget, kan man om tre uger begynde at søge boligerne gennem KAB (www.kab-bolig.dk)

Og der bliver højst sandsynligt rift om dem. For de 240 lejemål løser langt fra studieboligmanglen i København, hvor 917 står på kommunens akutliste til en ungdomsbolig.

Nicklas.lund@adm.ku.dk

Seneste