—
Uddannelse
Optag — Psykologi overgår sidste års adgangskvotient og topper listen. Forsikringsmatematik går frem og lander på andenpladsen, mens Medicin dumper et par pladser tilbage – muligvis på grund af et øget optag.
Man troede måske ikke, det var muligt, men årets karakterkrav på Psykologi er højere end sidste år: Ingen, der har fået tilbudt en direkte plads på uddannelsen via kvote 1, har under 11,8 i karaktersnit.
Forsikringsmatematik – den KU-uddannelse, der i gennemsnit giver den fedeste månedsløn – indtager andenpladsen med 11,5, en stigning på 0,2 i forhold til sidste år.
LÆS OGSÅ: Københavns Universitet optager 450 flere studerende end sidste år
Til gengæld dumper Medicin et par pladser ned ad listen, muligvis fordi Københavns Universitet som følge af en politisk beslutning har optaget næsten 100 flere studerende på uddannelsen end sidste år.
De skyhøje – nogle vil sige kunstigt oppustede – snit kan dog forventes at krympe til næste år, efter et enigt Folketing besluttede at skrotte hurtigstartbonussen fra 2020. De nye studerende er derfor de sidste, der får lov til at gange deres snit med 1,08, hvis de har taget to eller færre sabbatår.
LÆS OGSÅ: Optag, afslag, standby: Det skal du gøre, når du får svar på din ansøgning
Her følger top 10 over de højeste adgangskvotienter på Københavns Universitet.
1. Psykologi 11,8
2. Forsikringsmatematik 11,5
3. Molekylær biomedicin 11,2
4. Medicin 11,1
– Statskundskab 11,1
– Antropologi 11,1
7. Veterinærmedicin 11,0
8. Odontologi 10,8
9. Sociologi 10,7
10. Samfundsfag 10,4