Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

University of Cambridge gør alle forelæsninger virtuelle helt frem til sommeren 2021

Corona — Samtidig med at universiteterne herhjemme tæller på knapper, og kun Copenhagen Business School har fremlagt en plan for efterårets undervisning, vækker et af verdens førende universiteter opsigt ved at gøre alle forelæsninger virtuelle indtil næste sommer.

University of Cambridge er ikke et hvilket som helst universitet. 800 år gammelt og med helt oppe, hvor det er sjovt, blandt den absolutte verdenselite inden for akademia. Universitetets auditorier har været scenen for utallige stjerneforelæsninger – men nu må de forblive tomme i hele det akademiske år 2020/21.

Universitetets forelæsninger er foregået online siden marts, og det bliver de altså ved med godt et år frem i tiden. Mindre grupper af studerende får stadig lov at møde op fysisk til klyngeundervisning, såfremt kravene om afstand og hygiejne overholdes. Det samme gælder andre undervisningsformer med få deltagere såsom laboratorieøvelser og vejledningssessioner.

LÆS OGSÅ: CBS melder plan for corona-efterår ud: Over halvdelen af undervisningen bliver online

Cambridge er andet og mere end forelæsninger

I sin egen udmelding lægger universitetets vicerektor vægt på, at forelæsninger for større grupper ganske vist er en værdifuld del af uddannelserne på Cambridge, men at disse uddannelser også består af mange andre vigtige komponenter. Universitetet har en høj ratio af undervisere i forhold til antallet af studerende, og en stor del af undervisningen foregår i små grupper. Derfor skriver CNN, at omstillingen formentlig ikke bliver lige så forstyrrende for Cambridge, som den ville være for de fleste andre universiteter.

Phil Baty er prisvindende journalist på Times Higher Ecucation, hvor han skriver om forskning og universitetspolitik, og så er han ansvarlig for en af verdens toneangivende universitetsranglister. Han deler vicerektorens og CNN’s analyse:

»Cambridge er – ligesom Oxford – berømt for sine intime en-til-en sessioner som en del af bachelor- og kandidatuddannelserne. Forelæsninger er egentlig kun en del af den overordnede undervisnings- og læringsoplevelse,« skriver Phil Baty til Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Her er retningslinjerne for videoeksamen: Film dit lokale og sid med ryggen til døren

Cambridges placering blandt de øverste pladser på universitetsranglisterne tror Phil Baty ikke vil blive truet af tiltaget. Han skriver, at der er mange faktorer i spil i disse rangeringer, men at kvalitetsforskning forbliver den centrale indikator – og den kommer Cambridge ikke til at stoppe med at producere.

I en kommentar i The Chronicle of Higher Education skriver lektor ved Seton Hall University i New Jersey Robert Kelchen, at de amerikanske universiteter er tilbageholdne med at erklære efterårsesmesteret virtuelt, fordi en sådan udmelding ville forværre situationen for universiteternes allerede pressede økonomier. Robert Kelchen mener dog, at aflysning af den fysiske undervisning til efteråret er næsten uundgåeligt, og at universiteterne hellere bør melde ud om dette før end senere.

LÆS OGSÅ: Fjernundervisning er ikke rigtig undervisning

Sammenlignet med denne penible situation står Cambridge bedre rustet på den anden side af Atlanten. Cambridges samlede værdi var i 2018 99 milliarder kroner ifølge The Guardian, og med sin prestige skal universitetet formentlig ikke bekymre sig om at kunne tiltrække studerende.

En talsmand for universitetet siger til The Guardian, at beslutningen er blevet taget for at muliggøre planlægning, men at den vil blive taget op til evaluering, hvis de officielle råd om håndtering af coronavirus skulle ændre sig.

Seneste