Var de romerske kejsere gale – eller blev de blot fremstillet sådan?

Caligula skulle have planlagt at udnævne sin egen hest til konsul.

Sådan lyder en af de mest berømte og berygtede historier om den romerske kejser, der i eftertiden er blevet stående som et billede på den vanvittige tyran. En mand så magtfuld, virkelighedsfjern og sindssyg, at han kunne finde på at give et af Romerrigets fineste embeder til et dyr.

Men måske er historien slet ikke et tegn på sindssyge. Måske er den snarere udtryk for politisk satire.

»Hvis man ser på det i sin historiske kontekst, kan det have været en måde at gøre nar ad aristokratiet på,« siger Poul Videbech, professor i psykiatri ved Københavns Universitet og overlæge på Psykiatrisk Center Glostrup.

For hvis Caligula kunne udnævne sin hest til konsul, var pointen måske ikke, at kejseren havde mistet forstanden. Måske var det snarere, at embedet var så ligegyldigt, at selv en hest kunne udføre det.

Det er den slags omfortolkninger, Poul Videbech og hans datter, arkæologen Christina Videbech, arbejder med i bogen Sindets ild – sindssygdom og galskab i antikken.

I bogen lægger de nogle af Romerrigets mest berygtede kejsere og kejserinder på briksen og stiller spørgsmålet: Var de faktisk sindssyge, eller er det historien, der har gjort dem gale?

Skjulte dagsordener

Interessen for antikken og Romerriget har altid floreret i familien Videbech, som ofte tog på ferier i Rom, ligesom Christina Videbech er endt med at blive arkæolog med speciale i netop antikken.

For nogle år siden begyndte far og datter at tale om de romerske kejsere, der gennem historien er blevet beskrevet som gale, perverse eller brutale.

»Vi kom til at diskutere, hvad de egentlig fejlede, de her kejsere, som havde gjort sig så bemærket,« siger Poul Videbech.

Der var allerede skrevet en del om emnet. Problemet var, at teksterne ofte kom fra en specifik faglighed.

»Enten var det skrevet af arkæologer, der prøvede at gøre sig kloge på det lægelige område, eller også var det skrevet af læger, der prøvede at gøre sig kloge på det arkæologiske og historiske område. Og det sidste har læger i hvert fald ikke særlig meget forstand på,« siger han.

Derfor besluttede de sig for at kombinere hans blik for symptomer på psykiatriske sygdomme og hendes historiske og arkæologiske blik på kilderne.

Men det er ikke helt enkelt at lave en psykiatrisk udredning af en romersk kejser 2.000 år senere.

De antikke kilder er nemlig ikke neutrale.

Hvis en historiker skrev, mens kejseren stadig levede, kunne det være farligt at skrive for kritisk. Hvis historikeren skrev efter kejserens død, kunne der omvendt være en interesse i at sværte den afdøde kejser til for at indsmigre sig hos den nye magthaver.

»Man skal virkelig veje alt på en guldvægt,« siger Poul Videbech og fortsætter:

»Kilderne har hver deres skjulte dagsordener.«

Det betyder, at en historie om galskab ikke nødvendigvis handler om sygdom.

Den kan også handle om magt.

Ifølge Poul Videbech er kejser Nero et eksempel på det. Han er kendt for historien om, at han skulle have spillet violin, mens Rom brændte. Men dette instrument blev først opfundet flere hundrede år senere.

Til gengæld blev Nero beskyldt for at have profiteret af branden og måske endda selv påsat den. Men her peger de arkæologiske spor ifølge Poul Videbech i en anden retning:

»Vi kan se i de arkæologiske udgravninger, at han brugte rigtig mange penge på at brandsikre Rom efterfølgende. Og det er usandsynligt, at han først brænder det hele ned for så at bruge sin formue på at bygge det op igen,« indvender professoren.

Sådan var anklager om sindssygdom, seksuel afvigelse eller moralsk forfald i de romerske kilder ofte en måde at delegitimere magthaverne på.

»Der er mange ting, som lyder vanvittige, hvis man tager dem ud af sammenhængen. Men når man ser dem i deres historiske kontekst, er de det måske ikke alligevel,« siger Poul Videbech.

Tusindårs fjerndiagnosticering

Man skal dog ikke tage fejl; mange af de romerske kejsere var brutale, og flere fik mennesker henrettet, ydmyget eller tortureret. Meget tyder for eksempel på, at Nero brugte kristne som levende fakler i sin have.

Men brutalitet er ikke i sig selv en psykiatrisk diagnose, og det er netop en af bogens pointer, understreger Poul Videbech.

»Man skal passe på med at gøre historiske personer syge, alene fordi deres handlinger virker uforståelige i dag. Desuden får vi aldrig det rigtige svar, for vi kan jo ikke rejse tilbage i tiden og tjekke fakta,« siger han.

I stedet forsøger de to forfattere at nærme sig forklaringer, der hænger sammen. Nogle gange virker en diagnose sandsynlig. Andre gange kan den afvises.

Det gælder for eksempel kejser Tiberius, hvis handlinger gennem tiden er blevet forklaret med forskellige sygdomme, blandt andet demens.

Men Poul Videbech mener ikke, at det passer med kildernes beskrivelser:

»Han beskrives som en glimrende taler højt op i alderen. Det betød meget for de gamle romere at holde lange taler uden manuskript, og det kunne han stadig. Og det passer jo ikke med demens,« siger han.

Og her blev fordelene ved samarbejdet mellem far og datter tydeligt. Christina Videbech kunne læse kilderne og pege på beskrivelser, mens Poul Videbech kunne vurdere, om symptomerne passede med en moderne psykiatrisk forståelse.

Ifølge Poul Videbech har samarbejdet og de to faglige baggrunde været afgørende for bogen.

Som psykiater kunne han vurdere sygdomsbilleder. Men han understreger flere gange, at det historiske og arkæologiske arbejde har været mindst lige så vigtigt.

»Det kræver psykiatrisk ekspertise at bedømme symptomerne, men det kræver endnu mere historisk ekspertise,« siger han.

Et samfund på en anden planet

Bogen dykker også ned i, hvordan romernes forståelse af psykiske sygdomme som depression, mani, skizofreni og epilepsi var en anden end i dag.

Epilepsi blev for eksempel opfattet som en hellig sygdom og et tegn på, at guderne havde rørt ved den syge.

Men samtidig havde romerne også tanker, der kan virke overraskende moderne. For eksempel stammer princippet om, at man ikke skal straffes, hvis man er sindssyg i gerningsøjeblikket fra romerne.

»De mente, at sindssygdommen i sig selv var straf nok. Derfor skulle man ikke straffes oveni, hvis man begik en forbrydelse, mens man var sindssyg,« siger han.

Det humane princip står i skarp kontrast til et samfund, der på andre måder var ekstremt brutalt.

Romerne tog deres børn med til gladiatorkampe, hvor mennesker og dyr blev slået ihjel som underholdning. Og når en kejser blev myrdet, blev hans familie ofte også dræbt for at forhindre hævn.

»Jo mere man studerer det, jo mere virker det som et samfund på en anden planet,« siger Poul Videbech og fortsætter:

»Men vi kan ikke bare gå tilbage i tiden og forstå romerne ud fra vores egne holdninger og måder at tænke på.«

Romerrigets fordomme lever videre

Arbejdet med bogen har taget flere år, men Poul Videbech beskriver samarbejdet mellem far og datter som både lærerigt og underholdende.

»Respekten for hinandens faglighed er bare vokset og vokset. Jo mere vi har lært hinandens arbejdsmetoder at kende, jo sjovere er det blevet,« siger han.

Og det nye forfatterpar har allerede nye idéer i støbeskeen – blandt andet en historisk kriminalroman, der foregår i det antikke Rom.

Foreløbig håber Poul Videbech dog først og fremmest, at Sindets ild giver folk en god læseoplevelse.

Men ambitionen rækker videre end underholdningen. For bogen skal også vise, hvordan en kultur, der på mange måder virker fjern og fremmed, har sat dybe spor i vores egen. Og hvordan fortidens syn på sygdom, køn og seksualitet kan få os til at se kritisk på vores egne forestillinger.

»For hvor meget bedre er vi egentlig med vores egne fordomme?« spørger Poul Videbech.