Peter Harder har et citat, han tænker meget på for tiden. Det stammer fra det murstensværk, han lige har sat på sit sofabord, Anders And-tegneren Carl Barks’ samlede værker, som han fik, da han blev 70 år i februar.

I en scene i bogen bliver Anders Ands evigt heldige fætter med navnet Højben taget i kraven af en kreditor, der kræver at få de penge, Fætter Højben skylder ham. Han stikker ham en frist på fem sekunder, ellers vanker der.

Roligt grubler Fætter Højben i en tankeboble:

»Ja, gad vidst, hvordan heldet vil bære sig ad med at komme mig til hjælp i denne situation.«

Peter Harder befinder sig i en knibe, der er mindre akut, men han tænker alligevel på den scene, når han skal beskrive sin nye situation: Han er netop gået på pension efter et langt liv som sprogforsker, og ligesom Højben er han både usikker og nysgerrig på, hvad der nu skal ske.

Forskerrollen har været en identitet, en beskæftigelse, der har fået ham til at gruble over grammatik og sprog nat og dag. Spørgsmålet er, om han kan skrue ned for tankemylderet?

»Det er det, jeg er lidt spændt på. For jeg er jo stadig meget optaget af forskningen,« siger Peter Harder, hvis titel er professor i engelsk. Nu emeritus.

»Men jeg gider ikke prøve at bevogte alle fronter, når jeg ikke længere er ansat. Der er så mange ting, man skal gøre og være opmærksom på som professor. Jeg vil ikke sige: Nu gider jeg ikke X, Y og Z, men jeg vil på den anden side også udnytte den frihed, pensionen giver.«

Ved siden af Carl Barks-samlingen på sofabordet ligger et blad fra Dansk Ornitologisk Forening, som Peter Harder har været medlem af i mange år. Det samme har han været i Dansk Botanisk Forening, for som han selv siger, er han lidt af en naturflipper. Og så er han bedstefar, indskyder han. Alt det har han mere tid til at være nu.

Jamen, Peter Harder, det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden.

Helge Sander, minister for videnskab, teknologi og udvikling i 2009

Det betyder dog ikke, at han har tænkt sig at lægge forskningen fra sig.

Da han fredagen inden mødet med Uniavisen giver den sidste forelæsning ved sit afskedssymposium, inden han går på pension, ser han alt andet end pensionsmoden ud. Han begynder straks at affyre formfuldendte engelske sætninger i et tempo, der får vejtrækningen til at halse efter ordene, og når han leverer en pointe, afslutter han gerne sine sætninger med et spørgende »okay?«. Han venter ikke på, at hovederne nikker i salen, før han iler videre til næste pointe.

Det er en slags afskedsforelæsning, men gnisten, siger han senere, er den samme, som den var den første dag.

»Man skal være lidt speciel for at være forsker. Man bliver nødt til at have evnen til fuldstændig at lade sig opsluge af noget, som ikke vil forekomme alle mennesker værd at lade sig opsluge af,« siger han.

»Den fascination har aldrig svigtet mig.«

LÆS OGSÅ: Afskedsinterview med Ditlev Tamm, ‘Dobbeltmennesket’

Forskningens evige risiko for fiasko

Peter Harder skal altså forsøge at finde balancen mellem to kald: Mellem fascinationen af forskningen, der er så stærk, at han kalder sig selv »lidt obsessive-compulsive« (OCD-agtig, red.), og de mange fritidsinteresser, han har forsømt en smule i en lang, hektisk forskerkarriere. Øvelsen er at finde et kompromis.

Men der er også en anden grund til, at han får svært ved at holde sig væk: Han har længe været en højlydt modstander af den udvikling, der er sket på universiteterne i den seneste årrække, og han er på vej med en bog, der samler meget af kritikken: Ledelse på afveje, hedder den.

Det universitet, han startede på, er et helt andet sted henne end det, han nu – delvist – siger farvel til. Eller sagt på en anden måde: Hvis han i dag skulle beslutte, om han ville fortsætte som gymnasielærer eller blive forsker – et valg, han netop stod med for fyrre år siden – så havde han valgt anderledes.

Han hører til en gylden generation, der havde tid til at fordybe sig i deres forskningsfelt. Det står i kontrast til den usikkerhed, som mange yngre forskere må leve med i dag, for eksempel Harders egen søn, der har været ansat på løse kontrakter på universitetet i ti år.

Ifølge professoren betyder den konstante uvished om fremtiden, at forskerne har sværere ved at arbejde på den måde, som han altid selv har gjort: med evig risiko for fiasko.

»En rigtig forsker er en, der prøver at sige noget om ting, som ingen har sagt noget fornuftigt om før. Risikoen for fejl er derfor enorm,« siger Peter Harder.

»Man er nødt til at være grundlæggende ydmyg over for stoffet, og man er nødt til at indkassere en hel masse skuffelser. Hvis alting skal være en succes, så går hele formålet tabt.«

Ifølge Harder startede forfaldet i høj grad med universitetsloven fra 2003, der erstattede kollegastyret med en øget topstyring og fødte en bestyrelse, hvor de fleste medlemmer ikke har tilknytning til universitetet.

Topstyring er ikke i sig selv et problem, siger Peter Harder, det kan faktisk være nødvendigt, når man skal indfri samfundets krav. Ifølge professoren er problemet, at de videnskabelige værdier, som ledelsen bør værne om, er blevet fortrængt af en kalkulerende økonomisk tankegang.

Samtidig har balancen mellem basismidler og eksterne bevillinger forskudt sig, i en grad så professorer ifølge Peter Harder ikke ansættes på baggrund af deres faglighed, men deres evne til at skovle midler i kassen. Alt imens sektorforskningen har bevæget sig længere ind på universitetet og har været med til at skabe sager, hvor forskningsfriheden har været under pres, senest illustreret af oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅ: Carsten Rahbek forstår ikke, hvorfor dansk lovgivning bygger på den mindst kvalitetssikrede forskning

Alt sammen betyder ifølge Peter Harder, at det er blevet sværere at bedrive solid grundforskning af den type, der ikke konstant skal tage højde for politikere og virksomheders omskiftelige krav.

»Man er under et langt større pres for at sige, at alting er en succes i vore dage. I dag er det ikke klogt, hvis man går ud og siger, at man har brugt to år på noget, der gav ingenting. Men sådan er det, hvis man laver sit arbejde ordentligt. Så er der ting, der går på røven.«

Tællelys og gåsefjer

Alt det har Peter Harder sagt igen og igen. Som tidligere formand for det forskningspolitiske udvalg i Videnskabernes Selskab og på Københavns Universitet, hvor han som suppleant til bestyrelsen og »selvindbudt gæst« i senatet ofte har kritiseret ledelsen for ikke at inddrage medarbejderne nok i væsentlige beslutninger.

Han er kort sagt en mand, der blander sig.

Det er ikke, fordi Harder ikke kan genkende billedet af professoren, der forskanser sig på sit kontor og »udsondrer ren ånd«. Han tager sig da også ud som en forsker af den gamle skole med sin grå sweater, mørkegrå bukser, busket overskæg og gråt og krøllet hår, som han af og til roder i, så det stritter mod loftet.

Men han siger, at han altid har set det som sin pligt at åbne døren til samfundet:

»Jeg er ikke en af de der ultimative nørdeforskere, der murer sig inde og sidder med tællelys og gåsefjer og glemmer verden udenfor.«

Sådan en forsker ligner han heller ikke, da han giver sin afsluttende forelæsning.

Her tager han afsæt i den danske funktionelle lingvistik, som han har været med til at udvikle – en teori, der siger, at sproget, inklusive strukturen, skal ses i den sammenhæng, det bruges, ikke som et rent abstrakt system – men han ender med at snakke om demokrati og identitetspolitik.

Han pakker ikke sine budskaber ind, men leverer dem gerne med et strejf af humor og en snert af stridslyst.

Som da han kritiserer lingvistikken for at have fortabt sig i uforenelige fraktioner, der alle hævder, at deres virkelighed er den eneste rigtige. Han kalder sin analysemodel for en fredstraktat, et forsøg på at bygge bro mellem de grene, der påstår, at strukturen kommer før sproghandlingen, og dem, der påstår, at sproghandlingen skal ses totalt løsrevet fra en bagvedliggende struktur.

Han tilføjer så:

»I og med jeg har brugt 40 år på lingvistikken, så ved jeg, at det med fredstraktaten har været totalt forgæves. Men selv om det er forgæves, er det et godt projekt.«

Den uvorne deltidsautist

Han lader heller ikke kanonen blive hjemme, når han blander sig i debatten om universiteterne. Det er der flere politikere, der har måttet sande, blandt andet Anders Foghs minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander, der flere gange har lagt ører til Harders kritik af universitetsloven.

Under en debat i 2009 kritiserede Harder en paragraf, der gjorde det muligt for institutledelsen at pålægge sine ansatte bestemte forskningsopgaver. Sander afviste, at den såkaldte instruktionsbeføjelse ville blive taget i brug, men Harder og Videnskabernes Selskab så formuleringen som et oplagt indgreb i forskerens frihed.

Det gav professoren ifølge Magisterbladet ikke bare udtryk for i ord, men også i sit kropssprog. Det fik Helge Sander til at reagere:

»Jamen, Peter Harder,« sagde ministeren, »det kan ikke være rigtigt, at du sidder og ryster på hovedet hele tiden.«

Harder griner og stryger en hånd gennem håret, mens han tænker tilbage på situationen:

»Jeg har altid haft en Rasmus Modsat i mig. Jeg kalder mig nogle gange deltidsautist. Selv i skoletiden var jeg et irriterende barn, og dengang gjorde jeg nogle ting, der var så kvajede, at jeg stadig skammer mig over dem,« siger han.

»Hvor andre mennesker synes, at det er rarere ikke at lave for meget ballade, så er der noget i mig, der får mig til at reagere, når nogen siger noget, som jeg synes er indlysende forkert og ikke er i fællesskabets interesse. Så har jeg haft fornemmelsen af, at nu må nogen sige fra, og hvis det ikke er andre, så må det være mig.«

Det er der ifølge Peter Harder færre og færre forskere, der gør, altså siger fra. Det skyldes ikke mindst, at et stigende antal ansatte sidder i korte kontrakter og er bange for at sige noget, der kan forhindre dem i at blive forlænget. Selv de fastansatte kan ikke vide sig sikre efter de mange – og ifølge Harder ikke altid velbegrundede – fyringer, der har ramt universiteterne i de seneste år.

Men det har altså ikke fået Peter Harder til at tie stille.

»Jeg er ikke Niels Bohr, men jeg har haft held nok med det, jeg laver, til, at ingen kan komme og påstå, at jeg ikke har gjort mit arbejde. Hvis nogen så vil begynde at være efter mig, fordi jeg siger sandheden, som den er, så må de gøre det.«

Men der er også en anden grund til, at de færreste yngre forskere er lige så højtråbende som Harder.

Ofte handler det slet ikke om mod, siger han. Det handler om, at forskerne ikke længere ser det som en pligt at sætte sig ind i, hvordan styringen af universitetet foregår, fordi den alligevel finder sted i lukkede rum, langt væk fra deres indflydelse.

»Jeg mener ikke, folk er krystere i dag, men der er ingen, der forventer, at man blander sig. Det skal ledelsen nok klare selv. Så det er virkelig heroisk, hvis unge forskere alligevel gør det i dag, velvidende at det, man siger, med garanti bliver ignoreret. De fleste har accepteret det, og når de dukker op til møder, sidder de bare og ryster på hovedet, og så går de hjem og passer deres sydfrugter.«

»Men det er selvfølgelig problematisk, for man kommer til at træffe dårligere beslutninger, end man behøver.«

Kommandoveje, strategier og pis og lort

Det fører ham til hans centrale pointe: Der er opstået en kløft mellem medarbejderne og ledelsen på universiteterne.

Han ynder selv at bruge ordet magtdistance. Hvor den før universitetsloven var for lille – organisationen var så decentral, at ingen groft sagt kunne beslutte noget – så siger Peter Harder, at den har vokset sig »uhyggeligt« stor siden reformen. Alle kigger opad i magthierarkiet, og det har efterladt medarbejderne stort set uden indflydelse.

»Det værste er, at kanalerne nedefra og op er blevet afskåret,« siger han.

»Jeg har ikke noget imod, at en ledelse siger, hvilke samfundsmæssige behov vi skal indrette os efter. Problemet er, at de ikke har tid til at høre på forskerne, når de kommer med løsningsforslag, eller når de beskriver, hvilke konsekvenser de enkelte forslag vil have. Det er det, som er helt åndssvagt.«

Han giver et eksempel i sin kommende bog, Ledelse på afveje: Peter Harder og en række kollegaer stod for nogle år siden bag et projekt, der skulle løse de sproglige udfordringer, globaliseringen havde skabt, og de gik derfor direkte til den daværende rektor med deres forslag. Men det var ikke meningen, at forskere på magtstigens nederste trin skulle kontakte manden på det øverste, skriver Harder. Derfor blev deres møde aflyst, og i stedet mødtes gruppen med dekanen, hvor deres forslag så strandede i lang tid.

»Det er et meget konkret eksempel på, at man har fået en langt større hierarkisk afstand, som spærrer for, at man kan fokusere på indholdet. Fordi det hele skal sættes ind i en sammenhæng, hvor der er kommandoveje og strategier og pis og lort.«

Han fremhæver en række andre sager, der viser den voksende kløft mellem medarbejdere og ledelse på Københavns Universitet. Fra fyringen af geologiprofessor Hans Thybo, som en voldgift afgjorde var usaglig, til sagen om forskningssektionerne på Statens Naturhistoriske Museum, der endte på det spritnye Globe Institut efter en mislykket fusion.

LÆS OGSÅ: Næsten 200 ansatte på Biologisk Institut har underskrevet kritisk brev til bestyrelsen 

I de tilfælde efterlyser Harder mere åbenhed og inddragelse fra ledelsen – og i sidste ende en offentlig selvkritik:

»Det kan ikke tænkes, at ledelsen kan tage fejl. Selv i indlysende tilfælde som det der Globus-institut, hvor enhver kan se, at de har kvajet sig helt afsindigt. Kan man få dem til at sige, at her tog de fejl? Gu’ kan man ej.«

I det hele taget ville Peter Harder lyve, hvis han sagde, at han havde fået meget ud af sin indædte kamp for inddragelse og forskningsfrihed. Faktisk mener han selv, at det kun er blevet værre i den tid, han har engageret sig i universitetspolitik. Hans kamp har indtil videre været forgæves.

LÆS OGSÅ: »Det er, som om dem, der tager beslutningerne, ikke ved, hvad de laver«

Han afviser dog flere gange, at han føler bare en snert af desillusion.

»Nej, det er en form for forfængelighed: ’Hvorfor lytter verden dog ikke til, hvad jeg siger’. Det er noget pjat,« siger han.

»Jeg er ukuelig optimist nok til at mene, at man vil gøre noget ved de problemer, der er nu, for i virkeligheden er der jo ikke stor uenighed om, at de er der. Ledelsessystemet er så åndssvagt, at det må blive lavet om på et tidspunkt.«

Peter Harder foreslår selv, at universiteterne inviterer medarbejdere ind i ledelserne på institut-, fakultets- og rektoratplan. Så de, med hans ord, kan påpege ting, som ledelsen ikke lige har tænkt på.

I så fald bliver det ikke ham selv. Han er trods alt ikke længere ansat på universitetet.

Men det er svært at forestille sig, at han ikke vil blande sig alligevel.

Rektoratet på Københavns Universitet er blevet forelagt kritikken og har takket nej til at kommentere den.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER