Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Carsten Rahbek forstår ikke, hvorfor dansk lovgivning bygger på den mindst kvalitetssikrede forskning

Der kommer for mange »mærkelige« rapporter ud af universitetet, fordi forskere ikke vil sige nej til bevillinger, siger centerleder og biodiversitetsforsker Carsten Rahbek. Han har selv oplevet pres fra embedsfolk og er glad for, at han har råd til at afvise myndighedsopgaver.

Jeg ringer til fotografen for at briefe hende om vores opgave. Vi skal besøge en, der hedder Carsten Rahbek, siger jeg, hun kender ham ikke, så jeg leder efter ordene for at forklare helt kort, hvem han er. »Han er en stor kanon i uni-verdenen,« siger jeg, »han ved en masse om biodiversitet, og han er leder for en masse forskere.«

Mere præcist er Carsten Rahbek leder af Københavns Universitets Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, som huser cirka 50 forskere fra ph.d.-studerende til professorer. Han siger selv, at de arbejder med at forstå, hvad der bestemmer livet på jorden og fordelingen af det. At de arbejder en million år tilbage i tiden og samtidig ude i fremtiden.

Vi skal besøge ham, fordi han siger, at han er bekymret over, at dansk lovgivning ofte baseres på rapporter og notater, som er udført med for få midler på for kort tid af de forkerte forskere, og som slet ikke er kvalitetssikret i samme grad som anden forskning – nogle gange slet ikke. Han siger, at der bliver lavet lovgivning på baggrund af »rapporter, hvor man sidder og siger: jamen herre jemini, jamen altså, hvordan kan I da …«

Jeg har fundet vej gennem Nørre Campus’ stisystemer langs en byggeplads, som har været byggeplads meget længe, og hen til Bygning 3. Den er ikke en flot bygning, Bygning 3. Vi har at gøre med en del beton.

Carsten Rahbek

54 år

Er professor og leder Center Makroøkologi, Evolution og Klima ved Globe Institute på Københavns Universitet og Villum Center for  Global Mountain Biodiversity

Er professor chair ved Imperial College London og adjungeret professor ved Peking University

Vandt sidste år Dansk Magisterforenings forskningspris og har tidligere modtaget EliteForsk-prisen og Villum Kann Rasmussens Årslegat

Har udgivet snart 400 artikler, mere end 25 af dem i Science og Nature

Har tidligere været professor ved Statens Naturhistoriske Museum, professor ved Biologisk Institut og professor MSO ved Zoologisk Museum

Er uddannet zoolog med en ph.d. i biogeografi fra Københavns Universitet og The National Museum of Natural History, Smithsonian Institution

På anden sal finder jeg Carsten Rahbek i frokoststuen midt i en samtale. Han er en stor mand, høj, store hænder, skaldet på toppen og iklædt små briller uden ramme.

På hans kontor er der rodet, det tror jeg ikke, han vil modsige, men han synes nok heller ikke, det er vigtigt. Der er flere skriveborde – blandt andet et flot, gammelt et i mørkt træ og et blåt hævesænkebord – nogle meget røde lænestole, en meget rød sofa med nogle meget røde puder, mange tomme Coca Cola Zero-flasker og udsigt til Bygning 3’s betonvægge – og lidt til Universitetsparken.

Der ser med andre ord ikke særlig stor-kanon-agtigt ud. Et løbehjul læner sig op ad skrivebordet, ikke et af dem med el, men sådan et trick-løbehjul. Rahbek siger, at han har fået det af sin nevø, og at han bruger det, når han skal hurtigt ned i den anden ende af etagens lange gang.

Sektorforskningens gamle uvaner

Carsten Rahbek har travlt, han har meget at lave, og han har meget at sige. »På grund af biodiversitetskrisen og klimaforandringerne er vores viden blevet sindssygt samfundsrelevant,« siger han.

Derfor bliver han og hans forskerhold også spurgt, om de vil lave myndighedsbetjeningsopgaver, det bliver de cirka ti gange om året, siger han. Og det er den slags opgaver, han gerne vil tale om.

Myndighedsbetjening er en slags bestilt forskning. En myndighed, et ministerium for eksempel, beder om en rapport eller et notat, som den bruger som grundlag for at træffe politiske beslutninger. Engang havde ministerierne tilknyttet såkaldte sektorforskningsinstitutioner til at udføre de opgaver, myndighederne bestilte, men i 2007 fusionerede man det meste af sektorforskningen ind i universiteterne efter kritik af, at institutionerne var for tæt knyttede til embedsværket og derigennem til politikerne. Man håbede, at universiteterne kunne bidrage med en større grad af forskningsfrihed – man indførte et armslængdeprincip.

Dengang var Carsten Rahbek fortaler for fusionen. Han siger, at han var sikker på, at universiteterne kunne »lægge et stort klassisk tryk« på de her mindre enheder, der blev sluset ind i universiteterne, og rette op på problemerne.

I dag siger han, at han har set det omvendte ske.

Det er, som om vi har to standarder: Én standard, for når vi laver international grundforskning, og en anden standard, når vi laver myndighedsbetjening. Sådan burde det ikke være.
Carsten Rahbek

Han siger, at sektorforskningens gamle uvaner i stedet er smittet af på universiteterne, som i stigende grad opfører sig som konsulenter for embedsværket. »Det klassiske humboldtske universitet med meget store kvalitetskrav er begyndt at blive udvandet,« siger han, for der er for ofte hverken midler eller tid nok til at besvare myndighedernes forespørgsler ordentligt, og det er ikke altid de bedste og mest relevante forskere på et område, der høres.

»I den fri grundforskning skal man søge om midlerne i åben konkurrence med andre, så der sker allerede en kvalitetssikring der: Er du den rigtige til det her? Er du dygtig? Når jeg så skal publicere min forskning, så går den ud i international peer review, og det er jo benhårdt. De fleste tidsskrifter afviser 70-90 procent, og der sidder en række professionelle forskere på området og går det igennem i detaljer. Når det så bliver publiceret, kan hele verden se det, og så læser alle dine kolleger det, og jeg lover dig, de skal nok være efter dig, hvis kvaliteten ikke er i orden.«

Myndighedsrapporter og -notater går ikke igennem en lignende proces. Nogle institutioner har kvalitetstjek af deres myndighedsbetjening, men der er ingen faste procedurer.

»Der er ingen åben konkurrence om, hvem der skal skrive rapporten, så bliver det mon den bedste? Rapporterne skrives typisk på dansk, så der er ingen international vurdering, og de afleveres typisk til ministeriet, så det kan godt være, de bliver offentliggjort, men der er ikke den samme bevågenhed, og meget går under den offentlige radar,« siger Rahbek.

»Det er, som om vi har to standarder: Én standard, for når vi laver international grundforskning, og en anden standard, når vi laver myndighedsbetjening. Sådan burde det ikke være.«

Sidste nyt fra Tågeskovene

På bordet mellem den røde lænestol, jeg sidder i, og den store røde sofa, hvor Carsten Rahbek sidder, ligger to store stakke bøger. Øverst i den ene ligger Birds of Peru og øverst i den anden The Birds of Ecuador.

Carsten Rahbek er lige kommet hjem fra en rejse til Tågeskovene, der ligger højt i bjergene hele vejen fra Ecuador til Bolivia. Rahbek har fået 40 millioner kroner af Villumfonden til at forstå biodiversiteten på Jorden, og bjergene er nøglen, siger han, for bjergene styrer mangfoldigheden af liv på Jorden. Bevæger man sig højt op i de her bjerge, op over 4.000 meter og hvad man ellers troede var trægrænsen, finder man en masse små skovpletter med 20 meter høje træer, og i de skove findes en super sjælden biodiversitet, men den dør ikke, siger han. Arter, der burde være uddøde, fordi bestandene er for små, er det ikke, og nu vil han kortlægge dem.

Carsten Rahbek siger, at der ikke burde være forskel på, hvordan man går til opgaven, når man laver fri forskning, og når man laver myndighedsbetjening, men at forskerne ikke får arbejdsbetingelser, som gør, de kan leve op til det princip. Derfor er han også glad for, at han kan sige nej. Hvor nogle institutter på universiteterne har faste kontrakter med ministerier om at levere rapporter og notater, når de efterspørges, kan andre udføre opgaverne ad hoc og altså også afvise dem.

»Ret tit siger vi nej,« siger Rahbek om sit center, otte ud af ti gange, skyder han på.

Det gør de, siger han, fordi rammerne er urimelige. »De kommer og siger, at de vil have os til at svare på det og det for 300.000 kroner, og de vil i øvrigt gerne have svaret om to måneder, og så må jeg sige til dem, at det koster millioner at svare ordentligt på.«

Han siger, at nogle af hans forskere har været lidt rystede, når de har set ham sige nej, for »de kommer fra en verden, hvor man aldrig siger nej til penge, de siger: Det kan vi da ikke! Så siger jeg: Watch me

Problemet, siger Carsten Rahbek, er, at der er institutter, som er kontraktligt forpligtet til at levere rapporterne, de kan forsøge at forhandle rammerne, men i sidste ende skal de levere et svar. Det er okay, hvis rammerne er i orden, siger han, men han har selv oplevet, at ministerierne helst ikke vil have »et for vattet svar« og derfor forsøger at presse forskerne til ikke at tage for mange forbehold.

»Der er bestemt mange gode, stærke sektorforskere, som ved, hvordan de gør det her, og er opmærksomme på ikke at falde i, og så er der nogle miljøer, hvor de har rigtig svært ved at sige, at de faktisk ikke kan svare ordentligt på spørgsmålet.«

Forskningens manglende kvalitetstjek

Carsten Rahbek peger på et eksempel inden for sit eget forskningsfelt, et notat om bier, der blev skrevet på Aarhus Universitet for nogle år siden.

I 2018 bad Landbrugsstyrelsen Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) på Aarhus Universitet om et notat med en kort svarfrist, som skulle give svar på, om honningbier har negativ effekt på vilde bier i Danmark. Notatet konkluderede, at honningbier i deres nuværende tæthed og fordeling ikke skulle udgøre en generel fare for de vilde bier. Den konklusion var flere forskere, inklusiv Carsten Rahbek, lodret uenig i. Information beskrev sidste år forløbet, hvor tre forskere, der oprindeligt skulle bidrage, ikke ville sætte deres navn under notatet, men i stedet udgav deres eget med en anden konklusion.

»Sådan et notat er endnu mindre kvalitetssikret end en rapport, og det er endnu mindre synligt. Men det har en effekt, fordi det bruges til at træffe beslutninger om fx at tillade udsætning af honningbier i vores bedste naturområder, hvor vilde arter prøver at overleve,« siger Carsten Rahbek.

Det er her, siger han, at han synes, det bliver rigtig alvorligt, for sådan et notat får synlige konsekvenser her og nu i form af politiske beslutninger.

»Hvis jeg sidder og kigger på min ypperste grundforskning, så er den ekstremt kvalitetssikret, men dens påvirkning af den virkelige verden er svær at se på den korte bane. Når jeg laver et notat om urørt skov, som jeg fx er blevet bedt om, så omsætter politikerne det til noget inden for et par år. Man kan undre sig over, at det, som er mere abstrakt, er enormt kvalitetssikret, men det, der rent faktisk bliver lavet politik på, er så svagt kvalitetssikret. Der burde ikke være forskel.«

Jeg har måttet sidde til møder og sige, at jeg nægter at gøre det på en bestemt måde, og insistere på, at der er noget, der hedder armslængdeprincippet.
Carsten Rahbek

Rahbek siger, at han ikke er anti-sektorforskning, for der er et behov, og »der er rigtig mange stærke sektorforskningsmiljøer,« men han mener, der er nogle miljøer, hvor der er problemer, og at de problemer handler om penge.

Grunden til, at han kan sige nej til at lave myndighedsbetjening, når han mener, at rammerne er forkerte, siger Carsten Rahbek, er, at han kan konkurrere om de fri forskningsmidler, og at han har studerende og uddannelse på sit center. Den kombination gør, at han ikke er afhængig af midlerne fra myndighedsbetjeningen.

»Men så er der de miljøer, som har meget få studerende, som ikke er i stand til at konkurrere om frie forskningsmidler, og som er enormt afhængige af penge fra deres myndighedsbetjeningsflow. Det er tit der, vi ser de her mærkelige rapporter. De bliver fristet til at svare på hvad som helst, fordi de har brug for pengene, og så ser vi rapporter blive skrevet af folk, der faktisk ikke arbejder med det, de skriver rapport om.«

De problemer eksisterer ikke kun på Aarhus Universitet, selv om det er der, der senest har været kritik af fx notatet om bier og af oksekødsrapporten, siger Rahbek, de udfordringer har de andre store universiteter også.

»Måske burde vi på Københavns Universitet – i stedet for at dukke hovedet og lade Aarhus tage de offentlige hug – se lidt indad og spørge: Har vi lignende problemer? For det har vi.«

Kan du pege på de steder, som har problemer?

»Nej, for så kommer jeg jo til at sige, hvem det er, og jeg har ikke lyst til at sidde her og nævne navne. Men hør: Alle ved, hvor det er. Fra institutleder til rektor ved man godt, hvor de steder er.«

Så Københavns Universitet kan ikke sige sig fri for det her?

»Nej, og jeg tror, der er et ønske fra nogen om, at vi ordner det internt, for vi kan ikke tåle at tabe ansigt udadtil. Men der sker ikke meget, når jeg bringer de her ting op internt, og det har stået på, siden de her miljøer blev fusioneret ind på KU.«

Men er der ikke nogle forskningsområder, der bare er mere gearet til at få frie forskningsmidler end andre?

»Vi har forhåbentlig ikke nogen på Københavns Universitet, som ikke kan levere international forskning på højt niveau. Vi driver ikke konsulentvirksomhed.«

Så alle institutter burde kunne have en sund fordeling, mener du?

»Ja. Men på ledelsesplan har ingen af universiteterne fundet ud af, hvordan man håndterer de her ting.«

Carsten Rahbek siger, at universiteterne i dag har udfordringer, de ikke havde, før sektorforskningen rykkede ind. Når han har sagt ja til myndighedsbetjeningsopgaver, har han oplevet at blive presset af embedsværket.

»Jeg har lavet opgaver for fire forskellige ministerier, og det er enormt forskelligt fra ministerium til ministerium, hvor stort et pres der bliver lagt fra embedsværket. Jeg har måttet sidde til møder og sige, at jeg nægter at gøre det på en bestemt måde, og insistere på, at der er noget, der hedder armslængdeprincippet. Jeg leverer det bedst mulige svar inden for rammerne, men jeg vil ikke lade embedsmæssige overvejelser påvirke fagligheden i mine udredninger, og det er bestemt noget, jeg har oplevet i ekstrem grad at blive sat under tryk med,« siger han.

Rahbek siger, at opbakningen fra ledere i sådan nogle situationer har været forskellig. At han har mødt institutledere, der er blevet dybt bekymrede, når de har hørt, at det foregår, og har arbejdet for at løse det, men at han også har mødt opfordringer til »at lytte til, hvad klienten vil have.«

»Så opfører vi os jo som en virksomhed, der skal aflevere en konsulentrapport,« siger han.

Carsten Rahbek siger, at den øverste ledelse på universiteterne bør indføre nogle meget klare principper for, hvordan myndighedsbetjeningen skal foregå, og så også være villig til at tage konsekvensen, hvis de principper brydes.

»Hvis der slipper ting igennem, skal det ikke fejes ind under gulvtæppet, det skal ikke rubriceres som, at ’der er nok tale om faglig uenighed’. I Aarhus blev en institutleder fyret, fordi tingene ikke var i orden.«

Fotografen er listet ind, mens vi snakkede. Hun kigger sig omkring i det fyldte kontor. I vinduet står en stor udstoppet fugl. Det er en næsehornsfugl, fortæller Carsten Rahbek, og navnet giver mening, for fuglen har et stort horn oven på næbbet. Han fik den med, da han stoppede i sit gamle job som fuglekurator ovre på Zoologisk Museum, men han vil altså ikke fotograferes med den i armene, siger han bestemt, for det har fotografer før bedt ham om, og det synes han er fjollet.

De går ud på gangen, og jeg opdager, at der står noget i hjørnet. Det er en kæmpestor rød boksebold.

# Skriv kommentar
Del

Deltag i debatten

Seneste