»Det er, som om dem, der tager beslutningerne, ikke ved, hvad de laver«

Eske Willerslev og Jesper Grodal har nået at se et par af konkurrenternes valgoplæg og kan konstatere, at deres egen mærkesag – mere inddragelse af forskerne – ikke er enestående.

Alligevel fortryder de ikke, at de har kaldt deres liste ’Inddrag forskerne!’, en liste, de står på sammen med 13 andre forskere, spredt bredt over Københavns Universitet (navnene kan læses nederst):

»Det er måske ikke taktisk heldigt, men at mange fokuserer på det viser jo kun, at der virkelig er behov for det,« siger professor Eske Willerslev, der leder Center for GeoGenetik.

Han har selv siddet i bestyrelsen i de seneste fire år, og her har han oplevet det, han kalder »en stigende magtarrogance«. En manglende føling med, hvad der rører sig hos de studerende og hos forskerne, hvilket har ledt til beslutninger, som han betegner som »helt hen i vejret«.

Man kan remse sagerne op, siger han, og nævner forsøget på at fusionere Biologisk Institut og Statens Naturhistoriske Museum, fyringen af geologen Hans Thybo, nedlæggelsen af Susan Stipps forskningsgruppe og den aktuelle blokade på Humaniora, hvor han udtrykker støtte til de studerende.

Jesper Grodal, professor i matematik, står næstøverst på listen, og også han hudfletter ledelsens beslutninger. Han nævner, at hans eget Institut for Matematiske Fag har været udsat for to fusionsforsøg, selv om instituttet ifølge professoren har haft »en stærkt stigende faglig profil«.

Det er kørt af sporet med en meget kraftig topstyring.

»Det er, som om dem, der tager beslutningerne, ikke ved, hvad de laver. Det er ikke ordentligt gennemtænkt,« siger Grodal. »Det er kørt af sporet med en meget kraftig topstyring. Ikke nok med at forskerne ikke driver beslutningerne, de bliver slet ikke inddraget, før de her kæmpe omlægninger bliver spillet ud. Det vil vi tage fat i.«

Totalt makværk

Ifølge de to forskere er konsekvensen af de beslutninger, de kritiserer, at Københavns Universitets omdømme har fået så heftige skrammer, at det kan afskrække internationale forskere fra at tage til universitetet.

»Hvis man siger, hvordan det er her, med helt rutinemæssige fyringer af faste medarbejdere, så bliver de gedigent chokerede,« siger Jesper Grodal og nævner tenure track-programmet, der skal tiltrække talentfulde unge forskere mod et løfte om, at de har gode muligheder for fremtidig ansættelse.

»Hvordan kan man indføre tenure track uden tenure (uopsigelighed, red.)?« spørger Grodal.

En af de centrale pointer for de Willerslev og Grodal er, at Københavns Universitet skal skele mere til de topuniversiteter, man gerne vil sammenligne sig med. For eksempel Oxford, Stanford eller Cambridge, hvor Willerslev selv er tilknyttet.

Ifølge Willerslev og Grodal har forskerne og underviserne her mere magt, på en måde så beslutningerne præges nedefra, og medarbejderne bliver inddraget i væsentlige beslutninger.

»Der er på rektorgangene for lidt indsigt i, hvordan et internationalt universitet fungerer. Det giver anledning til fejl, som ender som katastrofer for de ramte medarbejdere og møgsager for ledelsen,« siger Jesper Grodal.

Både Willerslev og Grodal har erfaring fra udenlandske universiteter, og det er den, de fremhæver, når de skal forklare, hvorfor netop deres liste kan sikre medarbejderinddragelse.

»Vores liste består af 15 stærke forskere på tværs af KU, og uanset hvem af de 15, der bliver valgt ind, vil vi benytte det store netværk til at give ledelsen et stærkt forskningsmæssigt modspil,« siger Grodal.

»Hvis du skal have lydhørhed i bestyrelsen, så hjælper det at kunne forklare i detaljer, hvordan lignende sager håndteres andre steder i verden,« tilføjer Eske Willerslev.

LÆS OGSÅ: Stem på den fælles forskerliste ved valget til bestyrelsen.

Spørgsmålet er så, om Willerslev selv har været i stand til at bruge den viden i den seneste bestyrelsesperiode?

Ifølge professoren er den afgående bestyrelse, han har været en del af, lykkedes med en række ting, herunder at få medarbejderinddragelse skrevet ind i strategien. Problemet er, siger han, at »det ikke er blevet eksekveret af ledelsen«.

»Derfor er der behov for, at bestyrelsen bliver mere synlig og melder klarere ud, når sagerne ligger på deres bord.«

Det gjorde bestyrelsen faktisk efter den mislykkede fusion mellem Biologisk Institut og Statens Naturhistoriske Museum, hvor Eske Willerslev selv forskede.

Sagen endte med, at museets prominente forskningscentre, herunder Willerslevs, løsrev sig fra SCIENCE-fakultetet og kom i stald hos Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Bagefter gav bestyrelsen de ansatte på Biologisk Institut ret i, at de ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Også Jesper Grodal siger, at bestyrelsens udmelding var den rigtige:

»Bestyrelsen skal selvfølgelig ikke stå for den daglige drift af universitetet, men den skal klart sige fra, når spillereglerne ikke overholdes, og den skal udstikke en kurs.«

Det eneste værktøj er en forhammer

Eske Willerslev siger, at han ofte har været chokeret over, hvor lidt de eksterne medlemmer, der udgør flertallet af bestyrelsen, ved om universitetsverdenen.

Derfor har bestyrelsesarbejdet også været »op ad bakke«, indrømmer han. Men han siger, at han vil »kæmpe videre«, og tilføjer, at det er vigtigt, at der er medlemmer med historik i bestyrelsen, nu hvor mange stole skal have nye ejermænd.

Samtidig udtrykker han et ønske om stærkere modstand fra hele forskerstanden:

»Hvis der ikke sker ændringer i ledelsesstilen, så håber jeg, at der kommer et oprør fra forskerne, lidt som vi ser det hos de studerende på Humaniora. Jeg ved godt, at det er rabiat, og jeg har ikke tjekket det af med min makker,« siger han og kigger over på Grodal.

»Men jeg må sige, at det, der sker, er så ødelæggende for kvaliteten af forskning og undervisning, for hele organisationen, at det kalder på handling. Om det så kræver, at professorerne ligger med hvide masker på Vor Frue Plads,« siger Willerslev.

Det eneste værktøj, man har kunnet finde i værktøjskassen, er en stor forhammer.

Kan man ikke forsvare ledelsen med, at de har været tvunget til at tage nogle svære beslutninger, fordi universitetet har været hårdt ramt af blandt andet omprioriteringsbidraget?

»Jeg vil i hvert fald sige så meget, at toprocentsbesparelserne har gjort, at organisationen har været nødt til at tilpasse sig,« siger Eske Willerslev.

Læs valgoplægget for ‘Inddrag forskerne!’ her: (engelsksproget pdf åbner i browser)

Besøg deres hjemmeside her.

»Men det, der går ruskravende galt, er processen. Det er jo ikke bare en papirøvelse. Man har ikke haft nogen lydhørhed over for dem, der ved, hvor det gør ondt og knap så ondt, altså forskere og studerende. Det eneste værktøj, man har kunnet finde i værktøjskassen, er en stor forhammer.«

Ifølge Jesper Grodal går kontakten i systemet den forkerte vej. I stedet for at dekanen hjælper institutlederen med at drive instituttet, og institutlederen hjælper forskerne, så er det omvendt, siger han.

Institutlederen servicerer dekanen, dekanen servicer rektor … de kigger alle sammen op. Det er det, der er problemet.

»Institutlederen servicerer dekanen, dekanen servicer rektor … de kigger alle sammen op. Det er det, der er problemet.«
Grodal siger, at deres valgoplæg består af mærkesager, der til sammen skal vise, at der er »en anden vej« med mere inddragelse af forskerne.

Willerslev erklærer sig enig:

»Problemet er, at man har mistet fokus på bolden,« siger han. »Alle beslutninger, man tager, skal have to ting for øje: forskning og undervisning.«

LÆS MERE OM UNIVALGET på uniavisen.dk/univalg2019

De opstillede på listen Inddrag forskerne!:
1. Eske Willerslev
2. Jesper Grodal
3. Pia Quist
4. Randi Starrfelt
5. Mikael Rask Madsen
6. Nanna MacAulay
7. Michael Broberg Palmgren
8. Claus Thustrup Kreiner
9. Morten Rievers Heiberg
10. Dorte Sindbjerg Martinsen
11. Janus Mortensen
12. Thomas Mears Werge
13. Stine Helene Falsig Pedersen
14. Timo Minssen
15. Hans Heugh Wandall