Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Pandemien gjorde hende til digter

Rebecca Kjar-Levins vaner ændrede sig, da pandemien lukkede samfundet ned og dømte store dele af en generation til isolation og ensomhed. Hvor heldigt! Det kom der et vinderdigt ud af.

»Jeg var ikke nogen særlig god studerende under nedlukningen, men jeg fik læst en masse,« siger hun. »Især efter at Yahya Hassan døde, begyndte jeg at læse mange digte.«

Og skrive dem. Rebecca Kjar-Levins digt ‘Et statskup på en tinderdate’ gjorde hende til vinder af en universitetsomspændende coronaessay-konkurrence, som løb hen over foråret og sommeren 2020.

LÆS DIGTET: ‘Et statskup på en tinderdate’

Rebecca Kjar-Levins digt blev til på en eftermiddag, efter en kort flugt ud af karantænen, til Sydhavnstippen af København, hvor man kan klappe alpacaer og have en »kometaffære« på et svensk børnearbejdertæppe.

Det er svært at forestille sig, at andre end en studerende kunne skrive som Kjar-Levin, for hun mikser dagligsproget og den politologiske litteratur, som hun arbejder med, når hun studerer statskundskab.

Det er også netop denne lille dans mellem det faglige og profane, som Carsten Jensen, forfatteren, fremhæver, da han skal begrunde, at Rebecca Kjar-Levins bidrag er det bedste af de 25 corona-essays, som studerende havde sendt ind til essaykonkurrencen. (Og der var mange fornemme bidrag i puljen).

Bog med corona-essays på vej

Det begyndte på Institut for Antropologi, men efterhånden blev det meste af Københavns Universitet involveret i at skrive essays om coronaperioden i første halvdel af kataklysmiske 2020. For at animere til skrivelyst udskrev institutter fra hele universitetet konkurrencer om at indfange studerendes oplevelser og refleksioner i essayistisk form, så ud over den åbne konkurrence, som Rebecca Kjar-Levin vandt, har der været afholdt lokale universitetskonkurrencer på tværs af campus.

Det betyder også, at initiativtager Kristian Engberg, der selv er studerende, har fået rigeligt materiale til at udgive en bog, som, ifølge Engberg selv, vil »blive den københavnske studentergenerations bidrag til den danmarkshistorie, som vi skriver i øjeblikket.«

Releasefesten for udgivelsen er planlagt til 1. oktober.

»Digtet har en trodsig munterhed,« skriver Carsten Jensen, »en virtuos leg med sproget, ikke mindst med alle de begreber, hovedpersonen har lært sig at tænke tilværelsen i på universitetet.«

LÆS OGSÅ: Få dit essay om corona bragt i Uniavisen

Jensen kalder også digtet for »en overdådig, sprogligt oplagt hyldest til lystens nødvendige anarki.«

»Det var mit ordforråd efter tre et halvt års akademisk skrivning,« siger Rebecca Kjar-Levin. »Jeg havde været på date og oplevet noget. Det var intenst. Så jeg kom hjem med alle de her følelser og skulle finde noget at gøre med dem.«

Nu hvor verden truer med at blive normalt vanvittig igen, skal Rebecca Kjar-Levin med nogle medstuderende til at skrive bacheloropgave.

Enten kommer det til at handle om, hvordan højrefløjens identitetspolitik adskiller sig fra den, der udspiller sig på venstrefløjen, eller også bliver det en undersøgelse af de ideologiske skillelinjer i klimapolitikken: lyrisk råmateriale.

Seneste