Knud Brix skal dække det kontinent, han aldrig blev færdig med

Knud Brix var 16 år, da han første gang landede i Afrika. Han var rejst afsted med sin farfar, og sammen skulle de på jagt i Sydafrika og Zimbabwe.

Inden rejsen havde Afrika for den unge dreng mest været en forestilling skabt af fortællinger om storvildtjægere, gravrøvere og krigsherrer.

Men nu stod han der selv. Midt i varmen, omgivet af lyde og landskaber, der var anderledes end noget, han kendte.

»At lande i Afrika, hvor alting er så fremmedartet, det var så intenst,« siger han.

Knud Brix kalder selv den tidlige fascination for det store kontinent »klichéfyldt jagteventyr«.

Siden blev jagtfortællingerne blandet med journalistik, litteratur og akademiske studier.

Og nu skal han for alvor gøre sin livslange interesse til en levevej.

Efter næsten fem år som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet bliver Knud Brix DR’s nye Afrika-korrespondent med base i Kenyas hovedstad, Nairobi.

»Jeg har læst Afrikastudier, og jeg har rejst der hele mit liv. Og jeg har altid drømt om at kunne komme til at lave journalistiske fortællinger og historier derfra på mere fast basis,« siger han.

Det var derfor ikke svært at sige ja.

»Dybest set kunne jeg mærke en kriblen efter at komme ud og fortælle journalistik og få jord under neglene igen. Altså en tilbagevenden til det, som, jeg synes, er det smukkeste i faget, nemlig at fortælle historier.«

Ét Afrika findes ikke

Når Knud Brix taler om Afrika, taler han om et kontinent, der har trukket i ham siden barndommen, men som gennem årene er blevet mere komplekst for ham.

»Der er jo ikke noget, der hedder Afrika. Altså jo, et kontinent, men med mange lande og enormt mange forskellige etniske spor. Jeg synes, det smukkeste er, at Afrika ikke findes som én ting, for der er så mange forskellige ting,« forklarer han.

Jo mere Knud Brix har rejst i Afrika og oplevet forskellige lande, folk, kulturer og traditioner, jo større er hans fascination blevet.

»Uanset hvor jeg har rejst i Afrika, er folk ekstremt gode til at leve. Måske fordi døden tit er tæt på. Det kommer nemt til at lyde enormt klichéfyldt, og som en romantisering af fattigdom, og det er det ikke. Men jeg kan bare konstatere, at de folk, jeg har mødt, som har været mest til stede i nuet, har jeg mødt i Afrika. Der er nogle ekstremer i Afrika, som på en eller anden måde må tale til mit sind,« siger Knud Brix.

Journalist med akademisk mindreværd

Da Knud Brix begyndte på Afrikastudier på Københavns Universitet i 2010, havde han allerede arbejdet journalistisk i flere afrikanske lande. Han havde blandt andet været i Cameroun og Senegal og skrevet om udenrigspolitik og bistand som stofområder.

Han havde oplevelserne, men han manglede et sprog for dem.

»Jeg havde en masse praktisk erfaring fra rejser mange steder i Afrika. Men jeg havde meget lidt akademisk forståelse for, hvad det er, der foregår.«

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Allarp: Hvis jeg synes, hele verden er blevet vanvittig, er jeg nødt til at sige det højt

Flere af hans venner var antropologer, som arbejdede i Afrika. De kunne tale om kolonihistorie, migration og de kræfter, der former et samfund. Selv kunne han ’blot’ lave reportager af, hvad han så.

»Jeg kunne måske beskrive nogle mennesker på flugt, men de kunne på en helt anden måde fortælle, hvad der lå bag.«

På den måde blev Afrikastudier en efteruddannelse for Knud Brix, hvor hans erfaringer også kunne blive udfordret og sat ind i en større sammenhæng.

»Det var en lise. Simpelthen en form for balsam for sjælen at komme derind.«

Han tog den professionelle master ved siden af arbejdet, først som journalist på Jyllands-Posten og senere på TV 2. Første gang han trådte ind på Center for Afrikastudier, lå det i en baggård ved Strøget. Stedet var dekoreret med traditionelle masker, og rundt omkring lå der store bøger med billeder fra Afrika.

»Og så var der mennesker, der nørdede det samme som mig, så jeg følte mig hjemme med det samme.«

På studiet blev den ivrige Knud Brix tvunget til at sænke tempoet. Teksterne skulle læses på en anden måde, end han var vant til. Erfaringerne fra rejserne skulle ikke bare beskrives, de skulle forstås.

Med tiden åbnede undervisningen nye måder at se Afrika på. En forelæsning kunne begynde med fugle, bevæge sig over migration og ende i politik.

Det var den mangfoldighed, der blev siddende i Knud Brix. Ikke bare historierne, men fornemmelsen af, at de kunne hænge sammen med noget større.

»Det åbnede bare en kæmpe verden for mig,« siger han.

LÆS OGSÅ: Journalist Christian Bennike: »Jeg ville ønske, jeg kunne gå på universitetet igen«

90 procent under vandet

Knud Brix ved ikke præcis, hvordan hans viden fra Afrikastudier kommer til at vise sig i arbejdet som korrespondent.

Han beskriver viden og erfaring som et isbjerg. I journalistikken bruger man ofte de ti procent, der ligger over vandet. Resten ligger under overfladen, klar til at blive trukket frem, når man står i en situation og skal forstå, hvad der foregår.

»Journalistik er at forbinde punkter, der ellers ikke er forbundne. Og hvis du så pludselig kan huske nogle punkter fra Afrikastudier, når du står i Nigeria og skal tale med en professor, så kan du trække på de undersøiske dele af isbjerget,« siger han.

Studiet gav ham ikke en færdig opskrift på det kommende job som korrespondent. Men det gav ham en ballast.

»Og jeg håber jo egentlig bare, at jeg på en eller anden måde har noget erfaring, som er nok. Og noget viden, som er tilstrækkelig til, at jeg kan sætte tingene i perspektiv.«

Færre historier, større fortællinger

Reportager fra Afrika er sjældent blandt de mest læste i danske medier, og Knud Brix bilder sig ikke ind, at alle danskere pludselig vil begynde at interessere sig for Afrika, fordi han flytter til Nairobi.

»Det ville være indbildning af allerværste skuffe,« siger han.

Den klassiske nyhedsdækning fra Afrika kan have svært ved at konkurrere med Trump, Ukraine, Mellemøsten og andre store dagsordener.

Derfor er målet for den kommende Afrika-korrespondent at lave færre historier, men til gengæld større fortællinger.

For Knud Brix handler det om at bruge fascinationen som indgang til de større spørgsmål om Kinas indtog på det afrikanske kontinent, migration, klimaforandringer, krige og forholdet mellem mennesker og dyr.

»På den måde er der jo det hele.«

Ny base i ukendt land

Selvom han har rejst meget i Afrika, har Knud Brix endnu ikke været i Kenya, hvor han skal have base. Han ved endnu ikke, hvor han skal bo, hvor hans datter skal gå i skole, eller hvordan hverdagen kommer til at se ud.

Men alt det tiltaler ham.

»Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, at om et halvt år bor jeg et helt andet sted, har andre venner, og at min datter går i en skole, som jeg ikke kan visualisere,« siger han.

Hans kone flytter med og har sagt sit lederjob op. I den første tid skal hun være hjemme hos deres datter, mens familien finder sig til rette.

»Vi har det begge to sådan, at vi ikke gider være blandt de rigeste på kirkegården. Vi vil hellere være blandt dem, som på en eller anden måde har levet.«

Hvis man kunne gå tilbage til den Knud Brix, der læste Afrikastudier på KU, og fortælle ham, at han en dag skulle være DR’s Afrika-korrespondent, ville han have genkendt drømmen.

Men han ville ikke have troet på den.

»Det var en urealistisk drøm, for der var så få stillinger, og jeg følte mig slet ikke dygtig nok,« siger han og fortsætter:

»Jeg får lov til at repræsentere Danmarks Radio på et helt kontinent. Det er et kæmpe privilegium. Det er lige før, det tynger mig lidt, det ansvar.«

Trods ubesvarede spørgsmål om fremtiden er det, der fylder mest for Knud Brix, følelsen af at have fået en sjælden mulighed:

»Hold op, hvor er jeg heldig. Så nu skal jeg kraftedeme også slå til.«