IDF-billede hører selvfølgelig ikke hjemme i undervisningslokalet

I Uniavisen d. 24. juni leverer ni forskere, heraf syv fra KU, et indirekte forsvar for, at der på Det Juridiske Fakultet er blevet vist en pauseskærm med teksten »Death death to the IDF«, hvor IDF er de israelske forsvarsstyrker.

Jeg ønsker ikke her at tage stilling i Israel/Palæstina-konflikten, men alene at give udtryk for min principielle holdning til, at undervisere benytter forelæsningssituationen som platform for at ventilere politiske synspunkter uden relation til det emne, der undervises i. Og min holdning er klar: det er helt utilstedeligt.

Det er vigtigt at understrege, at jeg naturligvis respekterer de ni forskeres holdning, som de argumenterer udførligt for i deres indlæg.

Jeg synes også, det er yderst relevant og rimeligt at problematisere, hvis man finder, at KU – som det anføres – ikke i tilstrækkelig grad bryder sine forbindelser til Israelske universiteter og institutioner.

Men mens ytringen af disse holdninger er velanbragte i et avisindlæg, har de efter min mening absolut ingen plads i undervisning i emner, som de ingen relation har til.

I modsat fald er der jo ingen grænser for, hvilke irrelevante politiske konflikter, man som lærer løbende kunne flashe sin holdning til.

LÆS OGSÅ: Det er ikke ekstremt at ønske, at Israels militær ophører med at eksistere

Vide rammer for undervisningen

Jeg synes generelt, at der skal være meget vide rammer for, hvilke pædagogiske midler der anvendes i en forelæsning – og de må meget gerne være lidt personlige eller overraskende.

Jeg har selv oplæst kærlighedsdigte eller omtalt egne dårligdomme under forelæsninger med lægefagligt indhold, trippet rundt på bordene i klasseværelset illuderende en patient med Parkinsons sygdom og faktisk også berørt politiske problemstillinger, f.eks. etiske, på en polemisk (men objektiv) facon – men i alle tilfælde har der været tale om indslag af direkte relevans for forelæsningens faglige indhold.

De ni forskere synes derimod at mene, at hvis man finder en politisk sag alvorlig nok, så trumfer dette hensyn alle andre, herunder de studerendes rimelige forventning om, at fokus i et undervisningsrum er på fagligheden.

Det nærmer sig faktisk et overgreb

Hvis man sætter sagen på spidsen, kan man efter min mening godt opfatte IDF-pauseskærmen som en slags variant af en metoo-krænkelse.

Naturligvis er der ingen tilsvarende seksuelle aspekter, men de studerende, der ikke deler forelæserens politiske opfattelse (eller bare føler sig ilde berørt), vil typisk føle sig tvunget til at undlade at kommentere eller imødegå den, ikke mindst fordi undervisere i varierende grader og former har magt over de studerende.

Det kan også anføres, at netop fordi der er tale om en pauseskærm og ikke et diskussionsoplæg, er de studerende berøvet et rum til at kunne formulere deres eventuelt divergerende holdning.

De er henvist til bare passivt at modtage budskabet. Det nærmer sig faktisk et overgreb.

LÆS OGSÅ: Venstreorienteret aktivisme sætter universitetets fremtid på spil