Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

150 studerendes karakterer blev påvirket af deres fødselsdato

EKSAMEN – På Copenhagen Business School skal vurderingen af 150 studerendes eksamensresultat gå om, efter at studerende har dokumenteret, at deres karakterer afhang af, om de havde fået tildelt den ene eller den anden bedømmer. På Københavns Universitet har vicedirektør for uddannelse Anni Søborg ikke kendskab til lignende sager.

På Copenhagen Business School (CBS) har nogle årvågne studerende gennemskuet, at deres karakterer fra den samme eksamen var påvirket af deres fødselsdato, der automatisk sendte deres skriftlige prøve videre til den ene af to forskellige bedømmere.

En analyse af resultaterne afslørede, at de CBS-studerende fra gruppen, der er født i den første halvdel af en måned, opnåede et karaktergennemsnit, der var 2,31 point højere end det, deres medstuderende med fødselsdato i anden halvdel af måneden, fik.

På CSB har Uddannelsesdekanatet erkendt, at bedømmelsen af de i alt 150 studerende ikke levede op til Eksamensbekendtgørelsens krav om ‘ensartet behandling og pålidelig bedømmelse’.

Besvarelser sendt til ny bedømmelse

Derfor er samtlige eksamensopgaver sendt til en ny bedømmelse, skriver CBS Observer.

Eksamenen med de forskellige bedømmere fandt sted i december 2013, og en evalueringskonsulent, Michael Møller Nielsen, har kørt en statistisk test på bedømmelsen. Den viser, at karaktererne med over 99,9 procents sandsynlighed ikke er uafhængige af, hvem der bedømte opgaverne.

Nu får de studerende på CBS nye karakterbedømmelser, forhåbentlig på et ensartet grundlag. De kan dermed risikere at få sat deres karakterer ned – og tillade sig at håbe på en mere favorabel bedømmelse.

At dømme efter debatten på CBS Observers site er det ikke alle studerende, der er tilfredse med denne løsning.

KU har ingen kendte tilsvarende sager

På Københavns Universitet (KU) siger vicedirektør for uddannelse Anni Søborg, at fordi KU er et meget stort sted, er det umuligt at garantere, at alting altid foregår perfekt, men at KU, så vidt hun ved, har det samme problem med forskellige standarder hos forskellige bedømmere.

»Vi har ikke kendskab til tilsvarende sager,« siger hun til Uniavisen.

Ifølge CBS Observer skal den ny bedømmelse finde sted ved hjælp af en ekstern censor, selv om den oprindelige bedømmelse fandt sted uden. Det sker for at sikre ‘den størst mulige robusthed’ i det endelige karakterresultat.

anfj@adm.ku.dk

Seneste