Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Arbejdsmiljø
Arbejdspladsvurdering — APV’erne er netop blevet offentliggjort, og især work/life-balance halter.
10 procent. Så mange medarbejdere på tværs af funktioner og fakulteter har været vidne til stødende adfærd på arbejdspladsen. Det viser nye tal fra den netop offentliggjorte APV for Københavns Universitet. Sidst man lavede APV’en var i 2022, og dengang lå tallet på otte procent. Af undersøgelsen fremgår det ligeledes, at 10 procent af medarbejderne på tværs af universitetet har været udsat for mobning mod ni procent i 2022. Uniavisen gennemgår her de vigtigste tal og tendenser fra de nye rapporter, som netop er gjort tilgængelige på KUnet.
To procent af de adspurgte medarbejdere rapporterer at have været udsat for uønsket seksuel opmærksomhed, blandt andet upassende jokes, stirren, invasive spørgsmål, uønskede berøringer eller upassende invitationer til dates eller sex. To respondenter svarer, at de er forsøgt tvunget til sex.
To procent af de adspurgte har modtaget trusler om vold, og i alt 10 personer har oplevet trusler på deres sikkerhed, herunder dødstrusler.
Syv procent af de adspurgte medarbejdere fortæller, at de har været sygemeldt det seneste år på grund af arbejdspress, stress eller andre arbejdskrav, hvilket ligger på niveau med undersøgelsen fra 2022 (syv procent). På tværs af fakulteter viser APV’en problemer med stress. Generelt tegnes et billede af, at der på tværs af universitetet er udfordringer med arbejdstid og mængden af opgaver.
LÆS OGSÅ: Afspejler APV 2022 virkelighedens verden på KU?
På spørgsmålet om, hvorvidt man oplever at have tid nok til at udføre sine arbejdsopgaver på en skala fra 1 (dårligst) til 5 (bedst), scorer både HUM og JURA 2,8. På SUND har man ifølge APV’en færrest problemer med at nå arbejdsopgaverne – her lander man på en score på 3,4.
SAMF scorer 2,9 på spørgsmålet om, hvorvidt man sjældent oplever, at arbejdet kræver så meget energi, at det påvirker ens privatliv.
Et gennemgående billede er, at medarbejdere på tværs af fakulteter oplever problemer med at have tid nok til både undervisning og forskning, ligesom der scores lavt på forholdet mellem arbejdstid og arbejdsopgaver.
Ledere rapporterer om mindre tid til forskning end ansatte. Fordelt på stillingsbetegnelser oplever fakultets VIP’er generelt størst misforhold mellem arbejdstid og arbejdsmængde, og de oplever i højere grad, at arbejdet påvirker deres privatliv negativt. I gennemsnit ligger tilliden til rektoratet på omkring 3,4 på tværs af fakulteter.
På tværs af KU synes der at være tilfredshed med de fysiske rammer. 81 procent af de adspurgte er enige eller meget enige i, at de har gode fysiske rammer på arbejdet. Støj- og lysgener er forbedret en smule siden sidste APV, ligesom muligheden for at arbejde hjemme uden at udsætte kroppen for fysisk overanstrengelse er blevet bedre.
LÆS OGSÅ: Lektor: »Jeg tvivler på, at vi kan bruge arbejdspladsvurdering 2022 til noget fornuftigt«
21 procent af medarbejderne på tværs af universitetet er enten uenige eller meget uenige i, at de har et godt indeklima. Generne kommer primært fra varme (55 procent), kulde (46 procent) og ventilation (51 procent).
22 procent er enten uenige eller meget uenige i, at de ikke bliver forstyrret af støjgener. Det er en smule bedre end ved sidste APV. Generne kommer primært fra storrumskontorer (46 procent) og fra larm på gangen (47 procent).
På tværs af fakulteter er der en betydelig forskel i, hvordan medarbejderne vurderer de fysiske rammer. På HUM og SAMF er de mest utilfredse, mens SUND og TEO scorer højest.
Mænd er en smule mere tilfredse med det fysiske arbejdsmiljø, end kvinder er.