Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
Udvist — Den irske studerende James Lang blev udskrevet fra Københavns Universitet efter en misforståelse. Ifølge KU er alle regler fulgt, men sagen rejser spørgsmål om administrationens fleksibilitet.
Den irske studerende James Lang troede det var løgn, da han 8. oktober fandt ud af, at han var blevet smidt ud af sin kandidatuddannelse i agronomi på Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet.
Årsagen var en misforståelse opstået i forbindelse med hans optagelse. Ved en fejl havde han indsendt et eksamensudskrift i stedet for sit bachelorbevis.
Men da KU via optagesystemet skrev og bad ham sende det korrekte dokument, nåede beskeden aldrig frem. Den blev fanget i hans spamfilter, og kort efter blev han slettet fra Absalon, frataget sin SU og fjernet fra KU’s systemer.
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne blive smidt ud på grund af en misforståelse,« siger James Lang til Uniavisen.
Jeg forstår, at reglerne skal følges, men jeg fik aldrig en reel mulighed for at rette fejlen
James Lang
Ifølge hans underviser, professor Søren Husted, har sagen vakt opsigt på instituttet, hvor flere undervisere mener, at sådan en fejl tidligere ville være blevet rettet og løst med et enkelt opkald.
Søren Husted ser James Langs forløb som en uheldig konsekvens af administrationsreformen, der trådte i kraft på KU i foråret 2025. Han mener, at den nye centraliserede administration håndterer de studerende mere rigidt, end dengang administrationen befandt sig tættere på de studerende, den skal servicere.
Tilbage i maj måned blev James Lang optaget på kandidatuddannelsen i agronomi, dog med den betingelse, at han inden 20. september skulle indsende dokumentation for, at hans irske bacheloruddannelse var afsluttet. Han uploadede et eksamensudskrift, men ikke selve diplomet, som han ellers havde fået besked på.
5. september sendte Københavns Universitetet en automatisk besked via ansøgningsportalen med en påmindelse om fristen for indsendelse af det manglende dokument. Ifølge James Lang modtog han ingen mail om beskeden – den blev nemlig fanget i hans spamfilter – og han fandt ikke grund til at logge på portalen igen.
Det er en banal misforståelse, som kunne rettes med et enkelt opkald
Søren Husted, professor på Institut for Plante- og Miljøvidenskab
James Lang begyndte derfor på kandidatuddannelsen i god tro, men så opdagede han, at han ikke kunne komme på de studerendes intranet, Absalon.
Først tænkte han, at det skyldtes en it-fejl, men 8. oktober erfarede han, at hans optagelse var annulleret, og at han er blevet fjernet fra alle KU’s systemer, fordi han ikke har indsendt de korrekte dokumenter inden fristens udløb 20. september.
»Jeg forstår, at reglerne skal følges, men jeg fik aldrig en reel mulighed for at rette fejlen,« siger James Lang.
Han fortæller, at han flere gange har forsøgt at komme i dialog med administrationen, men at kommunikationen har været kortfattet, og at han er blevet efterladt med det indtryk, at hans sag ikke kunne blive genovervejet.
KU fastholder, at proceduren er fulgt korrekt, og at James Lang har haft samme betingelser og frister som alle andre ansøgere.
På Institut for Plante- og Miljøvidenskab har sagen skabt røre blandt flere undervisere. Professor Søren Husted, der underviser på det kursus, James Lang følger, beskriver forløbet som et eksempel på, at universitetets nye administrative struktur efter den store reform skaber afstand mellem studerende og ansatte.
»I gamle dage ville vi have ringet til den studerende og fået sagen løst på en formiddag. Nu bliver det hele håndteret centralt og anonymt, og ingen tager ansvar,« siger Søren Husted.
Ifølge professoren var en sag af denne type tidligere blevet håndteret lokalt af institut- eller fakultetsadministrationen. Dengang kunne en koordinator tage telefonen, kontakte den studerende direkte og hurtigt få styr på de manglende dokumenter. I dag foregår kommunikationen udelukkende via systembeskeder og automatiske mails.
»Der er ingen, der har forbrudt sig mod noget som helst her. Det er en banal misforståelse, som kunne rettes med et enkelt opkald. Men nu møder de studerende en mur af regler og mails, ingen læser,« siger Søren Husted.
Ifølge Rie Snekkerup, vicedirektør for uddannelse på Københavns Universitet, er der ikke sket fejl i sagen. Hun understreger, at James Lang er blevet behandlet fuldstændig som alle andre ansøgere, og at universitetet er forpligtet til at følge de regler, der gælder for optagelse.
»Når en studerende bliver betinget optaget, fremgår det tydeligt, at vi skal modtage dokumentation for en afsluttet bacheloruddannelse inden fristen. Får vi ikke det, kan vi ikke bekræfte optagelsen,« siger Rie Snekkerup.
Vi skal sikre ensartet og retfærdig behandling. Hvis vi begynder at ringe til nogle og ikke til andre, er det forskelsbehandling
Rie Snekkerup, vicedirektør for uddannelse på Københavns Universitet
Hun bekræfter, at beskederne til James Lang blev sendt automatisk gennem universitetets optagelsessystem, og at der ikke er forsøgt telefonisk kontakt. Det er ikke praksis, siger hun, fordi antallet af ansøgere gør det umuligt at kontakte studerende individuelt.
»Vi skal sikre ensartet og retfærdig behandling. Hvis vi begynder at ringe til nogle og ikke til andre, er det forskelsbehandling,« siger hun.
At beskeden endte i et spamfilter, betegner hun som beklageligt, men det er ikke universitetets ansvar. Hun afviser også kritikken af, at centraliseringen har gjort administrationen mere ufleksibel:
»Jeg har forståelse for James’ situation, og at det må være en kedelig oplevelse, men reglerne er de samme som før: Man skal opfylde adgangskravene for at blive optaget på en uddannelse,« siger Rie Snekkerup.
At mails er havnet i et spamfilter giver ifølge Rie Snekkerup anledning til, at James Lang kan få sin sag genvurderet, hvis han sender det korrekte bachelorbevis, der viser, at han har afsluttet sin bachelor inden fristen.
James Lang deltager fortsat i undervisningen, selvom han officielt ikke længere er indskrevet. Søren Husted og flere kolleger har givet ham lov til at følge kurset, indtil sagen er afgjort.
»Vi håber stadig, at universitetet finder en løsning. Det ville være urimeligt, hvis en studerende mister et helt semester på grund af en teknisk fejl,« siger Husted.
I KU Uddannelse betragter Rie Snekkerup den aftale som værende »på kanten af, hvad der er tilladt«, fordi universitetet ifølge reglerne ikke må bruge undervisningsressourcer på personer, der ikke er indskrevet.
James Lang har nu indsendt yderligere dokumentation for sin bacheloruddannelse. KU har endnu ikke bekræftet, om den opfylder kravene, men der ventes en afgørelse i sagen inden for de kommende dage.