Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Hun troede, hun ville vokse fra fantasy – nu ejer hun genren

Debut — KU-studerende Maren Lemb er netop debuteret med en fantasyroman, hun begyndte at skrive som 11-årig. Og på Litteraturvidenskab, hvor hun læser, rynker ingen på næsen af bogens magiske prinsessetvillinger.

Maren Lemb har altid vidst, at hun ville være forfatter. Mens mange børn går og drømmer store drømme, som de siden lægger på hylden, har den 25-årige litteraturvidenskabsstuderende altid taget sin drøm meget alvorligt:

»Det startede som en barnedrøm, men det var også en teenagedrøm og en ungdomsdrøm. Det føles virkelig stort og vildt, at jeg nu har udgivet en bog, men jeg er sikker på, at hvis Maren som barn fik at vide, at det nu er sket, ville hun tænke, ja, selvfølgelig – det var også planen

LÆS OGSÅ: »Jeg troede, jeg var en del af noget. Men så holdt de fest uden mig«

Maren Lemb er gået benhårdt efter drømmen. Hun har skrevet flere bøger og fået afslag fra adskillelige forlag. Hun har gået på skriveskoler, og da hun i gymnasiet erfarede, at mange store forfattere havde læst litteraturvidenskab, besluttede hun sig for, at det skulle hun også.

Nu kan hun endelig skrive forfatter på CV’et, for hendes debutroman Solens Gave udkom i november. Det er en fantasyroman med en magisk prinsesse i hovedrollen.

Idéen fik hun som barn

Maren Lemb kan spore idéen til romanen helt tilbage til et word-dokument, hun oprettede som 11-årig. Da hun var 16, besluttede hun sig for at skrive historien færdig, for hvis hun skulle være forfatter, måtte hun jo i sagens natur kunne færdiggøre en fortælling. Da sidste punktum var sat, kiggede hun ikke på manuskriptet igen.

Det viste sig, at der var enormt mange gode fortællinger, som stadig kunne ramme mig og som føltes vedkommende

Maren Lemb, forfatter og studerende

»Jeg ville jo gerne læse litteraturvidenskab, og jeg havde en meget klar ide om, hvordan man var som litteraturvidenskabsstuderende, og hvilken type bøger man læste. Og så begyndte jeg at orientere mig i den retning,« siger Maren Lemb.

Fantasygenren, som hun ellers foretrak, blev lagt på hylden. Det var for nørdet og barnligt, tænkte hun. Nu skulle hun læse klassikere og selv skrive ’seriøse’ værker. Under corona faldt hun ned i en afkrog af internettet, hvor kvinder på hendes egen alder knuselskede fantasy og anbefalede bøger til hinanden med stor entusiasme.

LÆS OGSÅ: Leonora Christina Skov: »Jeg havde ikke forventet, at jeg næsten kun skulle læse døde, hvide mænd på Litteraturvidenskab«

»Jeg begyndte at læse fantasy igen. Det viste sig, at der var enormt mange gode fortællinger, som stadig kunne ramme mig og som føltes vedkommende.«

I takt med at Maren Lemb fortærede flere fantasybøger, voksede den gamle idé på hende igen. I mellemtiden havde hun skrevet tre andre bøger, som hun havde fået afslag på.

»Jeg besluttede mig for, at der skulle ske noget helt andet. Min yndlingsidé var stadig den, jeg fik som 11-årig, så den begyndte jeg at skrive på igen.«

Fantasy er en livsklog genre

Da Maren Lemb begyndte på Litteraturvidenskab, faldt mange af de forestillinger, hun havde haft om, hvordan man var litterær, til jorden. Et par uger inde i første semester refererede en studiekammerat i en undervisningstime til fantasy-/romanceserien Twilight:

»Jeg var helt i chok. Det troede jeg ikke, man måtte. Min årgang viste sig heldigvis at være fantastisk uprætentiøse. Selvom vi bruger en masse tid på at læse store klassikere, må man gerne associere til al slags litteratur – selv Twilight.«

LÆS OGSÅ: »Vi mænd er vildt dårlige til at tale om svære ting«

Og selvom litteraturvidenskaben var en af årsagerne til, at Maren Lemb havde lagt fantasy på hylden, blev samme uddannelse en katalysator for, at hun begyndte at læse endnu mere af det.

»Da jeg startede på studiet, var jeg meget optaget af, at jeg ikke måtte miste min læselyst. Det viste sig, at fantasy var virkelig fedt at læse, når jeg havde fri.«

For Maren Lemb giver det lige så meget mening at læse en fantasyroman som en klassiker, og hun har lykkeligt forladt snobberiet omkring genrer. Fantasy giver hende en mulighed for at forsvinde fra verden, samtidig med at den hjælper hende til at udforske fænomener som for eksempel politik og tyranni.

»Genren rummer en dobbelthed. Jeg oplever at kunne bruge bøgerne som en form for eskapisme, hvor jeg kan glemme mig selv og den verden jeg lever i. Samtidig kan læseren gennem fantasyromaner blive klogere på sin egen verden på en indirekte måde.«

En privilegieblind prinsesse

Fantasygenren egner sig godt til samfundskritik ifølge debutanten, der selv i sin roman undersøger, hvordan et fuldt ud ligestillet samfund ville tage sig ud.

Jeg ville ikke kunne undersøge de her tematikker på samme måde i en realistisk roman.

Maren Lemb, forfatter og studerende

»Jeg har brugt en masse af det, jeg har lært på studiet og sat utopiske ideer om det perfekte samfund på spidsen. I min bog undersøger jeg så, hvordan det kunne se ud, og om det overhovedet kan fungere i praksis.«

LÆS OGSÅ: Merete Pryds Helle valgte studie efter prestige. Det kan hun ikke anbefale

Solens Gave handler om en magisk prinsesse, som lever i et land, hvor der er hundrede procent ligestilling. Seksuel orientering spiller ingen rolle, alle kan være sammen med alle. Magi gør, at enhver uanset køn kan få børn, og penge findes ikke. Prinsessen erfarer, at hendes mormor, landets dronning, har haft en hemmelighed hele sit liv. Det viser sig, at den magiske prinsesse har en tvillingesøster, som blev kidnappet som barn af det patriarkalske naboland, der ligger bag enorme bjerge. Prinsessen rejser over bjergene for at redde sin tvillingesøster. Undervejs krakelerer de utopiske forestillinger om hjemlandet.

»Jeg ville ikke kunne undersøge de her tematikker på samme måde i en realistisk roman. Man kan godt undersøge magtstrukturer, men jeg ville føle mig begrænset af realismen.«

Med prinsessen i det ligestillede land tegner Maren Lemb også paralleller til sit eget liv. Hun blev inspireret af sin egen rejse fra en tryg opvækst i Nordsjælland til gradvist at blive konfronteret en verden, der var knap så perfekt, som hun troede.

Selv oplevede Maren Lemb at få vendt sin verden på hovedet, da hun begyndte på litteraturvidenskab og blev præsenteret for feministiske og kritiske værker. Og hun ville gengive noget af det, hun selv har erfaret i takt med, at hun er blevet ældre og har lært mere om verden.

»Søsteren på den anden side af bjergene er en meget klassisk fantasyheltinde med en hård barndom. Den historie kunne jeg ikke identificere mig med, fordi jeg er vokset op med mange privilegier. Derfor skabte jeg en anden karakter, som jeg kunne relatere til.«

Træn din læsemuskel

Maren Lemb har to håb med sin nyudgivne bog. Den må gerne sætte gang i nogle tanker om samfundets indretning. Men mest af alt håber hun, at den giver en god læseoplevelse, hvor man bliver revet med ind i fortællingen.

»Jeg er faktisk meget tilfreds, hvis folk går fra bogen med sådan en følelse. Man behøver ikke få den store åbenbaring, hver gang man læser.«

Bøger er sjældent gode, hvis man kun giver dem ti sider ad gangen.
Maren Lemb, forfatter og studerende

Derfor var det også vigtigt for hende, at hendes bog var lettilgængelig. For ud over at være gået målrettet efter forfatterdrømmen, har Maren Lemb også en anden mission:

»Man kan godt sige, det er blevet mit mål i livet at skabe læselyst blandt unge.«

Ved siden af skriveriet arbejder hun som lydbogsindlæser og har en profil på både TikTok og Instagram, hvor hun deler boganbefalinger.

Maren Lemb betragter læselyst som en form, man skal holde ved lige. Nogle gange kan man komme ud af form, og derfor er det vigtigt at træne læsning, som man ville træne en muskelgruppe. Hvad man læser, er underordnet, så længe man læser. Selv har Maren Lemb en vane, hvor hun, når hun har fri, brygger en kop kaffe, sætter en timer og lægger mobilen væk.

»Bøger er sjældent gode, hvis man kun giver dem ti sider ad gangen. Derfor dedikerer jeg også tid til de bøger, jeg læser,« siger hun, »for hvis man bare læser et kapitel, inden man skal sove, er det svært at blive opslugt. Bøger fortjener tid og opmærksomhed.«

Maren Lemb har også et råd specifikt til universitetsstuderende, som bøvler med at finde energi til litteratur i fritiden:

»Mit bedste råd er at man betragter det, man læser derhjemme om aftenen som en hobby. Find noget helt andet, så det ikke føles som en forlængelse af det, du læser på uni.«

LÆS OGSÅ: Sofie Riis Endahl er både studerende og forfatter. Og mener, at ensomhed skal aftabuiseres

Og Maren Lemb er ikke hellig. Om det er en lydbog, en letfordøjelig romantisk novelle eller en tyk fantasybog, er ligegyldigt, så længe det ikke føles som om, man studerer, når man læser i fritiden.

»Først og fremmest vil jeg bare gerne have folk til at læse.«

Seneste