Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Leonora Christina Skov: »Jeg havde ikke forventet, at jeg næsten kun skulle læse døde, hvide mænd på Litteraturvidenskab«

Alumnerne — Først fandt hun pensumteksterne uinspirerende, underviserne demotiverende og studiemiljøet på Litteraturvidenskab sløjt. Så fandt hun sin plads blandt feministerne på Statskundskab og blev på Københavns Universitet i ti år.

Jeg var helt sikker på, at jeg skulle direkte på universitetet, for jeg skulle bare væk fra Helsinge. Det var faktisk mit eneste mål, da jeg blev student. Jeg startede på Psykologi i 1995, og jeg var nærmest den eneste fra mit gymnasie, der gik direkte videre. Alle tog sabbatår på det tidspunkt, så jeg startede helt alene. Jeg læste kun Psykologi i et år, og så skiftede jeg til Litteraturvidenskab og var færdig i 2005. Jeg har altså læst i ti år alt i alt.

Hvad jeg nogensinde lavede på Psykologi er lidt uklart, for jeg har villet være forfatter, siden jeg var lille. Før jeg selv kunne skrive, sad jeg og indtalte historier på kassettebånd, og så snart jeg overhovedet kunne skrive noget, begyndte jeg at skrive historier. Jeg tror, at det tidligt for mig føltes som en mulighed at blive forfatter. Men jeg havde fået at vide af min familie, at det var meget vigtigt, at jeg fik en uddannelse, så jeg prøvede at finde noget, der mindede om. Jeg syntes – helt latterligt, tænker jeg i dag – at danskstudiet var for uambitiøst, fordi det kun krævede et karaktergennemsnit på ni efter den gamle skala. Jeg tænkte, at jeg kunne gøre det bedre. Derfor endte det med, at jeg skiftede fra Psykologi til Litteraturvidenskab.

Blå bog

Forfatter og tidligere litteraturanmelder ved Politiken og Weekendavisen

Født i 1976

Debuterede i 2003 med romanen ‘Rygsvømmeren’ og har senere udgivet seks bøger og vundet De Gyldne Laurbær for den selvbiografiske bestseller ‘Den, der lever stille’

Startede med at læse Psykologi, men endte med at blive mag.art. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 2005.

Litteraturvidenskab lærte mig at være super selvmotiverende, for der var virkelig ikke nogen på instituttet, der motiverede mig. Det var en ørkenvandring. Der var ingen fremdriftsreform og ingen kontrol. Der var næsten ikke nogen timer, underviserne var uengagerede, folk var ligeglade, om jeg levede eller døde. Jeg lærte, at hvis det skulle blive til noget, afhang det af min egen motivation. Jeg lærte også at læse virkelig store mængder af tekst og danne mig et overblik – også tekst, der ikke interesserede mig. Det har jeg brugt meget siden. Jeg fandt ud af, at selv om noget ikke interesserede mig, kunne det alligevel godt være brugbart. En af de første dage skulle vi snakke om, hvor længe vi troede, vi ville være om at færdiggøre studiet. Jeg sagde fem år, for jeg mente helt klart, at jeg skulle gøre tingene på normeret tid. Det er ironisk, når man tænker på, at det endte med at tage mig ti år.

Jeg havde ikke forventet, at jeg næsten kun skulle læse døde, hvide mænd på Litteraturvidenskab. Jeg var meget skuffet over det, for jeg havde troet, at der ville være en eller anden form for lige kønsrepræsentation. Vi havde én teorigang, der hed feministisk litteraturteori, og det var så kun dér, der var nogle kvinder. Resten var mænd. I litteraturhistorie læste vi kun Virginia Woolf og Charlotte Brontë blandt tyve værker af mænd.

På Statskundskab var der en hel generation af kvinder, der havde læst Judith Butler og Foucault, fordi kønsforskeren Dorte Marie Søndergaard underviste faget. De kom med frisk energi og fortalte mig, hvad jeg skulle læse. De første år af studiet tænkte jeg ’lærerne ved jo nok bedst, så jeg må hellere læse det, de synes,’ og det gjorde jeg så. Men da jeg nåede til overbygningen, havde jeg mødt alle de her statskundskabere og var kommet med i Feministisk Forum og Kvindeligt Selskab, hvor jeg arrangerede feministiske debatter og den slags. Pludselig læste jeg noget helt andet end pensum, brugte det i mine opgaver og skrev om nogle helt andre emner end de normale. Det var svært overhovedet at finde vejledere, og de var ikke særlig engagerede. Men jeg fik da lov til at skrive om det, jeg havde lyst til. På den måde lærte studiet mig at finde min egen vej, for der var virkelig ikke noget dér, som interesserede mig.

Jeg fandt min flok hos feministerne. På Litteraturvidenskab var der ikke noget socialt liv for mig overhovedet. Man ankom bare, og så var der en masse mennesker med meget høje gennemsnit, som markerede sig ivrigt i timerne på den der virkelig irriterende måde. Der var meget få mænd på studiet, men de, der var, var ekstremt højrøstede og tog enormt meget tid i timerne. Det kan godt være, at de kun var fem, men de fyldte det hele. Det var den længste ørkenvandring i mit liv. Men i takt med at jeg blev mere og mere kritisk over for pensummet, og jeg kunne se, at de feministiske teorier på studiet ikke var tidssvarende, blev jeg mere og mere sådan ’fuck jer’, og så begyndte jeg egentlig bare at lave mine sammenhænge et andet sted. Det var først, da jeg begyndte at omgås folk fra statskundskabsstudiet og forskellige andre studier, at det blev sjovt.

Studerende i dag har mere travlt. Det må være et kæmpe pres, at man skal være færdig. Jeg er simpelthen så glad for, at det ikke var sådan, da jeg studerede.

Leonora Christina Skov

I 2004 skrev jeg ud til alle på instituttets mailingliste om, hvad jeg mente om deres store glæde ved døde, hvide mænd. Der lød et ramaskrig. Folk var rasende og ævlede om, at det udelukkende handlede om kvalitet. Men resultatet blev, at jeg fik tilbudt et eksternt lektorat i feministisk teori, som jeg så havde, sideløbende med at jeg skrev min magisterkonferens. Det var fedt, for så kunne jeg prøve at gøre det bedre, end jeg mente, mine undervisere havde gjort. Jeg havde det rigtig godt med at sætte et slags punktum for Litteraturvidenskab ved at komme med en helt anden pensumliste og introducere noget ny teori.

Jeg tog ikke en aktiv beslutning om, at nu ville jeg være forfatter, for det havde jeg egentlig været hele tiden. Jeg var begyndt at skrive for tidsskriftet Graf i 2000, hvor jeg anmeldte bøger. Desuden redigerede jeg en feministisk antologi, og så udgav jeg min første roman i 2003, mens jeg var studerende. I 2004 skrev jeg min magisterkonferens, og samme år begyndte jeg at anmelde for Politiken. Så jeg var jo sådan set i gang med livet, og det var en meget glidende overgang. Det gjorde det lettere. Studerende i dag har mere travlt. Det må være et kæmpe pres, at man skal være færdig. Jeg er simpelthen så glad for, at det ikke var sådan, da jeg studerede. Hvis jeg ikke havde kunnet skrive bøger og anmelde, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort, da min A-kasse oplyste mig om, at jeg skulle søge fuldtidsjob for at være dagpengeberettiget. Det, jeg gjorde, var at slå en høj latter op og melde mig ud. Jeg har levet af at skrive lige siden.

Hvis ens underviser siger, at man skal læse ditten og dutten, men man selv synes, at datten er mere spændende, synes jeg, at man skal læse dét. Man kan godt få en grad i noget, selv om man vælger sin egen vej i det. Det råd vil jeg give nuværende studerende. Og så vil jeg anbefale at komme ind nogle steder og få noget praktisk erfaring, mens man er studerende. Jeg har været så glad for, at jeg tog mig længere tid og skrev den bog og gjorde forskellige ting og ligesom blev indkørt på arbejdsmarkedet, inden jeg var færdiguddannet.

Annonce

Seneste