Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Alumnerne
Alumnerne — En fest med euforiserende muskatnødder blev startskuddet til forfatterens karriere og førte hende fra Forfatterskolen til Københavns Universitet. Selv om studietiden på KU var præget af tvivl og skift, trækker Merete Pryds Helle på sin uddannelse, hver gang hun skriver en ny bog.
Jeg havde egentlig slet ikke overvejet at blive forfatter, inden jeg kom ind på Forfatterskolen. Jeg havde arbejdet med teater og dans i nogle år og havde troet, at det var det, jeg skulle. Men så var jeg som 20-årig til en kvindekonference i Nairobi, hvor jeg skulle lave en audiovisuel reportage og var til en fest, hvor vi spiste euforiserende muskatnødder. Udstyret blev stjålet, så jeg kom aldrig til at lave reportagen, men skrev mine noter om til en novelle, som blev optaget i tidsskriftet Atlas. Jeg skrev også en novelle til en antologi Borgens Forlag udgav, som hed Begyndelser. Den tekst sendte jeg senere til Forfatterskolen, og blev optaget. Det var, som om tingene pludselig bare flaskede sig.
Jeg ville også gerne tale med. Jeg ville også være klog. Jeg kommer fra en arbejderfamilie, og jeg følte hele tiden, at jeg ikke vidste noget om noget som helst. Derfor søgte jeg efter Forfatterskolen ind på Litteraturvidenskab, for det var svært at komme ind på, og blev anset som noget af det fineste, man kunne studere. Jeg mærkede ikke efter, om det overhovedet passede til mig.
Blå bog
Forfatter
Født i 1965
Debuterede i 1990 med novellesamlingen ’Imod en anden ro’, har skrevet adskillige bøger og vandt i 2016 De Gyldne Laurbær for slægtsromanen ’Folkets skønhed’
Blev uddannet fra Forfatterskolen i 1990 og har senere læst en bachelor i litteraturvidenskab og en overbygning i nærorientalsk arkæologi – begge dele på Københavns Universitet.
Årene inden studiestart var noget rod. Jeg droppede ud af gymnasiet, var en del år på arbejdsmarkedet, tog en HF, kom på Forfatterskolen, og så var jeg 25, da jeg startede på universitetet. Jeg havde ikke rigtig nogen at læne mig op ad eller få rådgivning af. Jeg ville gerne skifte studie, for jeg var mere interesseret i historie og arkæologi, men det eneste, jeg opdagede, var klassisk arkæologi, og det kunne jeg ikke læse, fordi jeg ikke havde haft latin og græsk. Jeg opgav idéen, blev på litteraturvidenskab, fik min bachelor og var fint tilfreds med det.
Havde jeg vidst, at der var noget, der hed nærorientalsk arkæologi, var jeg nok ikke blevet forfatter. Mens jeg læste litteraturvidenskab skrev jeg bogen Fiske i livets flod, der foregik i Mesopotamien omkring skriftens oprindelse, og da den var færdig, sendte jeg den til Ingolf Thuesen, der var lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han fandt kun to fejl i bogen, og det var jeg meget stolt af. Så spurgte han, om jeg ville med på en udgravning i Jordan, og det ville jeg enormt gerne. Sådan opdagede jeg, at der var noget, der hed nærorientalsk arkæologi, og læste jeg en overbygning i det.
Jeg passede bare ind på nærorientalsk arkæologi. Det var den måde, jeg kunne lide at tilgå et stof. Min historiske interesse og viden blev både vakt og tilfredsstillet. Men det var også problematisk. Meget af undervisningen var jo udenadslære, og selv om jeg godt kan lide at kunne stoffet ordentligt, synes jeg, at det var ærgerligt, at man ikke fik lov til at tænke selv. Jeg skrev en opgave, hvor jeg trak på metaforteorier fra litteraturvidenskaben som et muligt redskab til at aflæse førskriftlige kulturer, men den professor, der eksaminerede mig, havde ikke læst teorien, og brød sig ikke om den måde at tænke arkæologi på. Så jeg fik aldrig skrevet speciale, men skrev i stedet en roman, der hed Hej menneske. Og der er nok flere der har læst den, end der ville have læst mit speciale.
Under min bachelor blev jeg gravid, og det var fedt! Min daværende mand skulle skrive speciale i Argentina, så jeg tog med for at læse et semester ved universitetet i Buenos Aires, men der var en del komplikationer under graviditeten, så jeg nåede ikke at gå der ret længe. Jeg anbefaler alle at få børn, mens de studerer, fordi man er så fri med sin tid, og så havde jeg bare barn og barnevogn med til forelæsningerne. Det kan man vist ikke i dag. Jeg fik dagpenge under mit studie, så jeg skulle ikke arbejde, og havde tid til både at skrive og få barn. Jeg er en meget disciplineret person, og derfor kunne jeg nå det hele. Jeg havde venner, der var tre-fire år om at skrive speciale, og som brugte meget tid på café og hygge, og det gjorde jeg mig ikke så meget i.
Der er andre muligheder end universitetet, og man bliver ikke nødvendigvis lykkelig af det. Man bliver glad i sit liv, hvis man finder den beskæftigelse, der passer til en.
Merete Pryds Helle
Som forfatter skal man have en forstørret selvtillid, men så er forfattergerningen også det bedste job! Jeg kan slet ikke lade være med at skrive og få idéer. Historierne opstår konstant af sig selv, og nogle gange vågner jeg midt om natten med en idé og står op for at skrive. Med mine bøger vil jeg gerne fortælle, hvordan jeg ser verden, samfundet eller historien. Jeg skriver historiske romaner, fordi jeg vil have, at vi husker. Det er utroligt, hvad folk glemmer eller ikke ved.
Det er vigtigt for mig at have læsere. Jeg ved, at Søren Ulrik Thomsen engang sagde det er fint at have 300 læsere, bare det er de 300 rigtige. Sådan har jeg det ikke. Jeg vil gerne have mange læsere. Jeg vil gerne have, at folk taler sammen om det, de læser i mine bøger. Jeg elsker, at de her læsekredse er blevet så store i dag, fordi folk sidder og taler om bøgerne. Når jeg hører, at folk snakker med hinanden om mine bøger, er det allerfedest at være forfatter. Så er det lykkedes at danne grobund for en samtale.
Aspirerende forfattere, der er meget teoretiske og elsker filosofi og sådan noget, de skal helt sikkert vælge universitetet. Selv bruger jeg min uddannelse en del, fordi jeg laver så meget research til mine bøger. Jeg ved, hvor og hvordan jeg skal finde information, og jeg ved, hvordan jeg skal læse kilderne.
Jeg gik selv efter status og valgte det studie, som var sværest at komme ind på, fordi jeg var forfængelig og ville være klog. Jeg har faktisk tænkt meget over det siden. På rygraden er jeg imod nedskæringerne på universitetet, men samtidig synes jeg, at der kan være en pointe i ikke bare at uddanne for at uddanne. Der er andre muligheder end universitetet, og man bliver ikke nødvendigvis lykkelig af det. Man bliver glad i sit liv, hvis man finder den beskæftigelse, der passer til en. Nogle af dem, jeg læste litteraturvidenskab sammen med, er endt som folkeskolelærere og elsker det.