Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Navne

Sofie Riis Endahl er både studerende og forfatter. Og mener, at ensomhed skal aftabuiseres

Portræt — Hun er 21 år og har udgivet seks bøger. I år blev hendes seneste ungdomsroman indstillet til Politikens Litteraturpris. Alligevel satser hun på, et det er studiet i Machine Learning og Datavidenskab, der skal skaffe hende arbejde, og synes, at det er for kedeligt, hvis der ikke er afveksling i hendes hverdag.

Sofie Riis Endahl er farverig. Eller også lyser den 21-årige studerende bare ekstra meget op mellem de mørke mursten i H.C. Ørsted bygningen på Nørre Campus, hvor hun læser en bachelor i Machine Learning og Datavidenskab.

Første gang vi mødes, har hun trukket en lyslilla eyeliner på øjenlåget, som ender i et lille krusende mønster. Under jakken titter en grøn bluse frem. Det får mig til at tænke på hovedpersonen i Sofie Riis Endahls seneste roman, Pixie Lever Stadig, som også har knald på farverne. Selv om der er masser af forskelle mellem forfatteren og hendes hovedperson Pixie, runger de svære følelser, som hun selv har oplevet og observeret hos andre, mellem siderne i hendes romanunivers.

»Jeg håber, at de unge, der læser om Pixie føler sig genkendt. Jeg vil gerne have, at ensomheden bliver aftabuiseret. Eller at man i det mindste tænker: Der er også andre, der har følt sådan her,« siger hun og tilføjer, at hun også selv har brugt litteraturen til ikke at føle sig så alene med sine følelser. Særligt i sabbatåret, hvor hun havde en følelse af, at alle de faste rammer og vennerne forsvandt.

Et fucking lort sabbatår

Sofie Riis Endahl

Læser en bachelor i Machine Learning og Datavidenskab på Københavns Universitet.

Var i år nomineret til Politikens Litteraturpris for romanen Pixie Lever Stadig (2021).

Har tidligere udgivet bøgerne: Sindstequila (2017), Øjebliksbilleder (2018), Efterskælv (2019), Smuk, smukkere, smukkest (2019), Undskyld, men jeg har ingen andre steder at gå hen (2020).

Desværre er dårlige sabbatår en af de ting, vi ifølge den 21-årige forfatter og studerende taler alt for lidt om.

»Altså alle mennesker har jo sabbatår, men det er de færreste, der snakker om, hvor fucking lort det kan være. Helt ærlig altså! Jeg havde selv sabbatår under corona, så det var endnu mere lort. Jeg stod bare op hver morgen, gik ned i Netto, hvor jeg arbejdede, og slæbte paller. Så kom jeg hjem igen, megatræt, og kunne endelig se mine venner, men der var jeg bare så smadret.«

For Sofie Riis Endahl var det følelsen af, at der manglede en bog om den oplevelse af ensomhed, der satte skub i tingene med hendes nyeste udgivelse Pixie Lever Stadig. En bog som hun selv skrev i sit sabbatår. I bogen er hovedpersonen Pixie og hendes venner lige gået ud af gymnasiet, og Pixie oplever pludselig, at deres fællesskab falder fra hinanden. I hvert fald ser hun på Instagram, at de andre hygger sig uden hende. Før var Pixies identitet bundet uløseligt sammen med den vennegruppe hun var i, kaldet ’Disciplene’, men nu skal hun definere sig selv på ny.

Oplevelsen af at skulle finde et nyt ståsted efter gymnasiet, er noget Sofie Riis Endahl tror, at mange unge kæmper med. Og når hun skriver, vil hun vil gerne have, at hendes bøger har en berettigelse.

»Det er motiverende for mig, når jeg føler, at jeg giver noget eller bidrager med noget til folk. At min bog er noget andet, end bare mit eget egoistiske ’jeg vil gerne fortælle den her historie’.«

Skrivning som elitesport

Der skal være en ’plads’ til Sofie Riis Endahls romaner. De skal helst beskrive noget, som ikke har været beskrevet før. Sådan har det været lige siden hendes første bog blev antaget på Byens Forlag. Pixie lever stadig er hendes sjette udgivelse.

»Min første udgivelse var faktisk den syvende bog, jeg skrev. Jeg skrev virkelig meget, da jeg gik i folkeskole. Hele tiden. Jeg tror, det var ligesom, når mine klassekammerater gik til elitesport. Så trænede de også to gange om dagen og havde morgentræning. Det var på samme måde, jeg skrev. Jeg ville bare gerne blive udgivet hurtigt, og jeg vidste, at det var alt det, jeg skulle med mit liv. Så kunne hele min dagligdag ramle omkring mig, så længe jeg bare havde skriveriet,« fortæller hun.

Men Sofie Riis Endahl fik først hul igennem til forlagene, da hun begyndte at skrive om de ting, hun kendte fra sin dagligdag. Det gjorde hun med bogen Sindstequila, som blandt andet handler om deling af grænseoverskridende billeder.

»Før havde jeg både skrevet historisk fiktion, fantasy og alle mulige andre ting, som ikke rigtig slog igennem. Så begyndte jeg at skrive om ting, der var tættere på mit eget liv. Da jeg skrev Sindstequila, havde Umbrella-sagen lige været oppe i Virum, hvor jeg er vokset op,« fortæller Sofie Riis Endahl med reference til en af de største danske sager om deling af seksuelt krænkende billeder.

»Lige pludselig havde jeg noget at sige. En historie, som alle de voksne, jeg konkurrerede imod, ikke kunne tale om på samme måde, fordi de ikke var en del af det.«

De voksne skal altså læse det her!

I det hele taget ville voksne have rigtig godt af at læse mere ungdomslitteratur, mener Sofie Riis Endahl.

»Unge får tit at vide, at de skal se at blive voksne. Jeg savner, at voksne også sætter sig ind i, hvordan det er at være ung. Når en ung eksempelvis går og har det dårligt i sit sabbatår, tror jeg hurtigt, at voksne tænker: »Nå ja, men livet går jo videre.« Og det ved man godt, når man er 40 år gammel – for der er livet allerede gået videre! Men når man er 19 år, og alle ens venner har forladt en, og man føler sig ensom og tænker, at man aldrig nogensinde får venner igen, så forstår man det bare ikke. Jeg tror ikke altid, at voksne tænker over det aspekt,« siger hun.

Blandt årets nomineringer til Politikens Litteraturpris, kunne man finde Pixie Lever Stadig. Sofie Riis Endahls bog var den eneste ungdomsbog, der blev nomineret til prisen. »Det var en ret vild oplevelse. Mit forfatterskab har jo altid bare været min egen lille ting, men pludselig var der alle mulige bekendte, som skrev til mig og var oppe at køre over det.«

Men ud over den store litterære anerkendelse, åbnede nomineringen også til et mere voksent publikum.

»Det var så fedt at blive hævet op på et andet niveau. Jeg synes, at unge fortjener at læse litteratur, der er af lige så høj kvalitet som ’voksenlitteratur’. Så jeg håber at have blødt grænsen lidt op mellem, hvad der er litteratur for unge og for voksne. Der er mange voksne, som har læst Pixie Lever Stadig efter nomineringen, og jeg synes, at den er lige så relevant at læse for en voksen, som for en ung,« siger Sofie Riis Endahl, som efter prisnomineringen synes, at hun kom et skridt tættere på at gøre voksne klogere på unges fællesskaber. Også selv om prisen i sidste ende gik til en anden forfatter.

The odd one out

Hvis Sofie Riis Endahl selv skulle pege på et tema, der er gået igen i hendes bøger, er det følelsen af at være udenfor eller inde i lukkede fællesskaber. Vennegrupper, der ikke vil tage nye folk ind. Relationer, som man ikke kan blive en del af.

I Pixie Lever Stadig er det ’Disciplene’, som lukker Pixie ude af det fællesskab, hun ellers betragtede som en familie i gymnasietiden. Desuden beskriver bogen den smertefulde rejse gennem studentertiden fyldt med fester, sex og alkohol, men hvor der ikke er plads til at tale om den kærlighed, der gør ondt, og de bekymringer hovedpersonen har.

Sofie Riis Endahl siger, at hun også selv har prøvet at være både inden for og uden for fællesskaber.

»Jeg synes, vi skal blive bedre til at stoppe vores navlepilleri og til at tage hensyn til hinanden. Især når vi er unge. Som ung kan man godt have hovedet lidt oppe i egen røv. Jeg har virkelig tænkt meget over, hvorfor man har behov for at forsegle, hvem der er med og ikke med i et fællesskab. Hvorfor har man brug for at gøre det i stedet for, at folk bare kan komme ind og ud af fællesskabet på deres egne præmisser,« spørger hun.

Sofie Riis Endahl fortæller, at hun aldrig har passet ind i en kasse. På universitetet er det ikke meget anderledes end på gymnasiet. For der er ikke mange, der arbejder som forfatter ved siden af studierne.

»Jeg har altid skullet skrælle dele af mig selv væk for at passe ind. Man kan godt nogle gange føle sig lidt som the odd one out. Jeg har også været i fællesskaber, hvor alle dele af mig har været rummet. For eksempel her på universitet. Men der er stadig det med, at det kan være svært at forstå noget, som man ikke kender så meget til. Og der er jo stor forskel på de ting, vi laver her på studiet og mit forfatterskab. Jeg kunne godt tænke mig, at der var en gruppe af mig’er, men sådan tror jeg, at der er mange, der har det.«

Konstant afveksling

Alligevel elsker Sofie Riis Endahl at læse Machine Learning og Datavidenskab:

»Jeg synes, det er en lidt naiv tanke, at hele ens liv skal være en homogen masse, der alt sammen leder op til det samme. Jeg kan godt lide afveksling. Der er nok mange, der forventer, at jeg ville læse litteraturvidenskab, nu hvor jeg er forfatter. Men jeg kan virkelig godt lide at have forskelligartede ting i mit liv. Når jeg kommer hjem fra studiet, har jeg rent faktisk lyst til at skrive,« forklarer hun.

Sofie Riis Endahl forventer heller ikke at få et liv som fuldtidsforfatter på den anden side af studierne. Faktisk styrer hun meget bevidst uden om det. Så bevidst, at hun har valgt studie efter, hvad der giver hende de bedste kort på hånden til et liv på arbejdsmarkedet.

»Det er sådan lidt tabubelagt at indrømme, synes jeg. Hvis man siger, at man vælger uddannelse på grund af jobsikkerheden, så er folk sådan lidt ’eej, du skal da vælge efter din passion!’ Men jeg er en meget fornuftig person, og jeg har valgt studie efter det liv, jeg gerne vil have. Jeg vil gerne have et stille og roligt liv, hvor jeg kan skrive mine bøger ved siden af mit arbejde. Og det tror jeg, jeg kan få ved at læse Machine Learning,« siger hun og skynder sig at tilføje »altså, jeg interesserer mig også helt vildt for teknologi, så det er ikke sådan, at jeg bare læser et eller andet mega røvsygt studie, fordi der er penge i det.«

Stille og rolig fart på

Drømmen for Sofie Riis Endahl er en dag at kunne arbejde på deltid og så skrive bøger ved siden af.

»Jeg tror helt sikkert, at jeg er alt for social til, at jeg nogensinde kunne være fuldtidsforfatter. Det er for ensomt et livsvalg,« siger hun.

Men selv om Sofie Riis Endahl er fuldtidsstuderende, får hun stadig skrevet meget. Faktisk har hun præsteret at udgive en bog om året, siden hun debuterede som syttenårig – lige bortset fra det år, hvor hun udgav to.

»Jeg skriver alle de bøger, fordi jeg ikke kan lade være. Det er det, som får mig til at stå op om morgenen,« siger Sofie Riis Endahl. »Jeg har ikke noget mål om, at jeg skal være produktiv. Det er ikke noget, jeg stresser mig selv til. Mit problem er mere, at jeg kommer hen til mit forlag og siger: »Hej! Jeg har faktisk tre bøger klar, hvornår kan de udkomme?« og så siger de ’ja, altså, der skal jo helst gå noget tid imellem’.«

Helt konkret kan der sagtens snige sig to-fire timers skrivning ind på en hverdag i Sofie Riis Endahls kalender. Derfor er hun også taknemmelig over, at hun går på et studie, som kræver meget af hende.

»Hvis man opfylder alle de krav, der bliver stillet til en, laver sine afleveringer og den slags, kommer man også igennem. Man kan ikke falde af på den på Machine Learning-studiet, og det er nok meget godt for mig.«

Folk er så ens

Vi sidder udenfor i solen på Nørre Campus. Det er en flot martsdag og efter lidt søgen, har vi fundet et par bænke. Nu trasker de studerende stille og roligt forbi med deres rygsække og computere.

Sofie Riis Endahl fortæller, at hun ikke kun skiller sig ud på studiet ved at være forfatter.

»Folk på Machine Learning er en meget homogen masse. Og der er næsten ingen piger. Så man skiller sig ud alene ved at være pige. Jeg tror kun, at der er fem piger på min årgang.«

Det ligger hende især meget på sinde, fordi folk på hendes studie er med til at lave de algoritmer, som berører os alle sammen i dagligdagen. Det er algoritmerne, der oversætter ord for os på Google Translate, og foreslår, hvilken film vi skal se næste gang på Netflix.

»Alle vi piger holder meget sammen, og det er rigtig rart. Men vi er jo ret få. Derfor tror jeg også, at det har været endnu vigtigere for mig at gå ind i det her fag som kvinde, fordi kvinder er så underrepræsenterede. Eftersom vi allesammen dealer med teknologi hver dag, så er det bare vigtigt, at teknologien er udviklet af en gruppe, der er lige så divers som de mennesker, der bruger den. Og lige nu er der en meget ikke-divers gruppe på datalogisk institut.«

Annonce

Seneste