Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Guide: Læsepladser i København

Guide — Er du ny i byen, og ved ikke helt, hvor du skal gå hen for at studere? Eller er du bare træt af din faste læseplads og har brug for ny inspiration? Uniavisen har været byen rundt for at teste læsepladserne for dig, så du er sikret et godt spot, hver gang bøgerne skal frem.

Biblioteket Rentemestervej

Biblioteker er en klassiker, når det kommer til studiepladser, og her er biblioteket på Rentemestervej er et af byens største. Med sine store, åbne etager, er der for det meste både garanti for plads og for larm. Stedet er velbesøgt af både børnefamilier og andre besøgende, som har deres gang på biblioteket eller skal deltage i et af stedets mange workshops. Hver tirsdag og torsdag er der fællesspisning i caféen fra klokken 17:30, hvor man kan få et vegetarisk måltid til 75 kroner.

KUB Nord

KUB Nord, Nørre Campus’ universitetsbibliotek, byder på hele tre læsesale – en gammel og to nye, samt flere åbne rum med plads til gruppearbejde. Der er mulighed for at booke grupperum, og man kan nemt campere en hel dag på biblioteket. I Frokoststuen i stueetagen kan du koge vand og varme mad, og i pauserummet ved siden af biblioteksskranken kan du give hovedet en pause med puslespil eller strikketøj i bløde sofaer, inden bøgerne kalder igen. Det er for det meste muligt at få plads på en af læsesalene, men biblioteket er et eftertragtet sted til gruppearbejde, så i eksamensperioden skal man tidligt ud af fjerene.

Nørrebro bibliotek

Nørrebrohallen er et aktivt hus. Der er larm fra både lånere og legende børn, og Nørrebrohallen, som biblioteket ligger i forlængelse af, huser også forskellige foreninger og sportstilbud, som får stedet til at summe. Det tiltrækkende ved biblioteket er de små zoner, der er sat op, hvor der er god plads til gruppearbejde. Der er både læsepladser på underetagen og oppe på en lille, åben balkon. Lige ved siden af biblioteket ligger caféen Send Flere Krydderier, hvor du kan købe en kop kaffe eller et måltid mad. Her holder de også folkekøkken et par gange om ugen.

Biblioteket på Gothersgade

Smukt placeret med udsigt over Botanisk Have ligger universitetsbiblioteket i Gothersgade. I den gamle bygning findes et hav af finurligt indrettede læsepladser, og der er både mulighed for at booke grupperum, være på stillelæsesal eller flade ud i alskens sofaer. Der er også en massagestol gemt i et af bibliotekets mange afkroge. I kælderen finder du et køkken med køleskab, mikrobølgeovn og elkedel, så du kan pimpe din frokost op. Er du kaffetørstig, er der kaffeautomat. Biblioteket lukker ned den 1. september, hvilket betyder, at du efter august hverken kan låne bøger der eller få hjælp hos bibliotekarerne på biblioteket. Men læsepladserne vil fortsat være der, indtil hele CSS rykker til Søndre Campus. Og hvem ved, hvornår det sker?

Den Sorte Diamant

Den Sorte Diamant er kendt for sin smukke gamle læsesal, og den er også god, hvis du er til en lidt mere højtidelig stemning, når du skal begrave dig i bøgerne. Læsesalen er velbesøgt – også af turister – og selvom biblioteket har gjort meget for at begrænse nysgerrige besøgende med kameraer, kan du alligevel forvente at blive afbrudt i din læsning en gang imellem. Den Sorte Diamant har også en ny læsesal, hvor der plejer at være god plads, samt forskellige gruppeborde – men i eksamensperioderne er der rift om dem. Der er studierabat på filterkaffe i caféen, men derudover kommer man ikke særligt langt for sin SU. Til gengæld kan man spise sin madpakke med udsigt over Københavns kanaler.

Studenterhuset

Studenterhuset, som er nabo til Rundetaarn i Købmagergade, huser om formiddagen mange studerende, som kommer for at læse, og det skaber en rolig og koncentreret atmosfære. Her kan du få billig kaffe og frokost, og Studenterhuset tillader, at man tager egen mad med, så længe man køber drikkevarer i caféen. Der er masser borde og siddepladser både i stueetagen og på første sal, men de bliver også fyldt op, så en gang imellem går man forgæves. Jo senere, det bliver, jo højere bliver hyggesnakken, og om eftermiddagen bliver freden helt brudt af fyraftensdrikkende unge og diverse aktiviteter i huset.

Hovedbiblioteket

Hovedbiblioteket ligger lige over for den Jødiske Synagoge i Krystalgade. Her kan du sidde i smørduften af croissanter og kaffe fra Democratic Coffee. Priserne er dog knap så demokratiske, så det kan være en fordel at medbringe egen kaffe og mad. Biblioteket spænder over fire etager, hvor der i stuen er indrettet hyggelige cafepladser. På tredje og fjerde etage finder du studieetagerne. Her er der både enkeltmandslæsepladser og zoner til gruppearbejde. På fjerde etage er små aflukker, hvor der også er hængt kridttavler op, hvis du og din gruppe har brug for en tavle til at skrive ligninger på. Alle etagerne er åbne, så du skal huske de gode støjreducerende høretelefoner, hvis du gerne vil undgå at din læsning skal akkompagneres af lyden af rulletrapper og børneråb.

Københavns rådhus

Mangler du lidt dark academia i dit liv, så tag ind på Københavns Rådhus. På anden sal finder du en af Københavns smukkeste læsesale. Gamle, tunge egetræsborde og -stole, stuk i loftet og reoler fyldt fra gulv til loft med ældgamle bøger. Læsesalen er ikke særligt stor og er måske også mest til pynt. Den er i hvert fald ikke lukket af for turister, så forvent nysgerrige besøgende i løbet af din studiedag. Stolene er også af ældre dato og næppe helt ergonomisk korrekte. Her er ikke mange siddepladser, men da det ikke er den mest kendte læsesal, kan du stadig være heldig at få en plads. Kaffen og maden skal du medbringe hjemmefra, men hvis du har glemt det, ligger Burger King lige om hjørnet.

 

Kunstbiblioteket

Lige ved siden af Charlottenborg Kunstmuseum finder du Kunstbiblioteket, Det Kongelige Biblioteks filial for kunstskolerne. På trods af navnet, er biblioteket offentligt. Den smukke gamle bygning har flotte krummelurer, høje, gule paneler og hvidkalkede loftshvælvinger. Der er en masse kroge, hvor man kan gemme sig med sin computer eller læsegruppe, og så er der også en stillelæsesal, hvis man vil have fuldstændig ro. Kunstbiblioteket ligger lige ved Nyhavn med alt hvad det indebærer af turistfælder og priser på himmelflugt. Husk madpakken.

Absalon

Den forhenværende kirke og nuværende altmuligthus er indrettet med langborde i underetagen og bløde siddepladser øverst. Her kan du sidde og studere alene eller med din gruppe. Kaffe koster mellem 30 og 40 kroner og frokost koster 60 kroner for et mættende måltid. Det er et populært sted for forældre på barsel og bordtennisentusiaster på dagpenge, så forvent noget larm, og kom tidligt, hvis du gerne vil have en plads.

Vesterbro Bibliotek og Kulturhus

Vesterbro bibliotek og kulturhus er – you guessed it – både et bibliotek og kulturhus. I stueetagen er der studiepladser, stillezone og borde til gruppearbejde. Der er mulighed for at købe krads automatkaffe eller proviantere i den Rema, der ligger lige rundt om hjørnet.

KUB Frederiksberg

På Dyrlægevej finder du både busten af den forhenværende rektor, det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og det Kongelige Biblioteks afdeling på Frederiksberg. Biblioteket er opdelt i to etager, stuen er indrettet til gruppearbejde, og på den åbne første etage er der både stille- og gruppepladser. Der er også en aflukket stillelæsesal. I stueetagen findes et lille tekøkken med elkedel og håndvask, og så er der installeret en kaffeautomat og en snackautomat til at stille den værste sult.

LÆS OGSÅNu har rektor fået sin buste. Hvordan lyder dommen?

Biblioteket Danasvej

På Danasvej ligger et af Frederiksbergs offentlige biblioteker et stenkast fra Forum Station. Biblioteket er selvbetjent, så man skal oprette sig som bruger på Frederiksberg Biblioteker for at komme ind. Det er et forholdsvist småt, men hyggeligt indrettet bibliotek med masser af grønne planter og siddepladser. I selve biblioteksafdelingen finder du bløde lænestole, som står rundt om en samling runde borde – perfekt til en brainstormsession med gruppen. I et tilstødende lokale er der også en lille læseafdeling med otte små bordøer.

Frederiksberg Bibliotek

Frederiksberg Bibliotek er et virkelig smukt og velholdt byggeri, hvor arkitekturen indvendig er charmerende renoveret i den oprindelige stil fra 1935. Biblioteket byder på små gange, man kan fare lidt vild i, bløde loungemøbler, steder man kan lave gruppearbejde og en stillelounge. Du kan købe kaffe ved en kaffeautomat og få en sludder med bibliotekarerne, som står klar til at hjælpe dig. I kælderen er der også mange borde, som kan bruges til gruppearbejde – det er dog samme sted, som børneafdelingen, så det er ikke sikkert, der altid er ro til det. Til gengæld betyder den lidt aflukkede børneafdeling, at resten af biblioteket er forholdsvist stille.

KUB Søndre Campus

Biblioteket på Søndre Campus er en af Det Kongelige Biblioteks mest moderne bygninger i glas og stål. Etagerne er åbne, og det er klassisk indrettet med linoleumsgulv og hvide metalreoler. Her er masser af luft, lys og højt til loftet. Du kan booke grupperum, hvis du vil sidde uforstyrret, og der er også gruppepladser i stueetagen. På første og anden sal er der læsepladser – både de helt stille af slagsen, og dem hvor du gerne må snakke lidt. Kaffen kan du hente i en af Søndre Campus mange kantiner. Og hvis du bliver træt af biblioteket, er der tonsvis af læsepladser rundt omkring på campus.

Bibliotekshuset Rodosvej

Har du brug for luftforandring i din læsning, og bor du på Amager, kan du smutte forbi Bibliotekshuset på Rodosvej. Biblioteket er moderne indrettet med rolige farver på væggene, lyse træmøbler og abstrakt kunst på væggene. Huset råder over tre etager, hvor børneetagen er i stuen. Der er derfor mulighed for at fordybe sig i læsning på både første sal og i kælderen rimelig uforstyrret. I kælderen er der tre gruppeborde og på første sal er hele rummet indrettet med små borde, hvor der er plads til at arbejde fordybet. Et ekstra plus er bibliotekets tagterrasse, hvor du kan spise frokost eller få luft til hovedet, mens du kigger udover Amagers skyline.

Østerbro Bibliotek

Østerbro Bibliotek er et offentligt bibliotek tæt på Østerport Station. Som på alle biblioteker vil der være larm fra brugere og måske også lidt larm fra den børneafdeling, biblioteket har indrettet i den ene ende. Slå dig ned ved en af de mange vinduespladser, med udsigt over en lille gårdhave. Hvis kaffetørsten melder sig, kan du hente kaffe i bibliotekets lille kaffemaskine ved indgangen. Her er også opstillet et par bordøer, hvor der er plads til gruppearbejde.

Øbro Jagtvej

Øbro Jagtvej ligger lige ved Poul Henningsens Plads. Biblioteket består af tre etager, og på tredje gemmer der sig et rum, som er hele turen op ad trapperne værd. Her er der indrettet læsepladser, hvor du i ro og mag kan sidde og læse din avis – eller alle de artikler, du skal nå inden i morgen. Det er ikke en stillelæsesal, men givet rummets placering er her forholdsvist stille. I et tilstødende rum er der plads til gruppearbejde. Forsyninger til en lang læsedag kan du hente i Netto lige ved siden af. På anden etage, hvor man låner fiktion, er der også nogle få vindueslæsepladser, hvor man kan sidde og studere med en dejlig udsigt over trækroner og hustage.

Valby Bibliotek

Biblioteket er bydelens ældste bygning og er meget charmerende. Her er lavt til loftet, men med masser af ovenlys, og huset er indrettet med tanke på, at man skal kunne slå sig ned og læse eller studere. Der er tre studieområder – et stilleområde, hvor du også kan læse tidsskrifter og aviser og to områder med plads til gruppearbejde. Biblioteket har ovenikøbet en lille gårdhave. Der er ikke nogen aflukkede områder på biblioteket, og der vil derfor være lidt naturlig larm fra besøgende gæster og den lille børneafdeling.

Seneste