Københavns Universitet skal ikke bedrive mere forsvarsforskning

Københavns Universitets bestyrelse godkendte i juni et rammepapir om mere forsvars-, sikkerheds- og beredskabsforskning på KU. Nærmere implementering af rammepapiret vil først ske i efteråret 2026.

Derudover skal Københavns Universitet finde ud af, hvordan »KU skal tilbyde efter- og videreuddannelsesforløb målrettet medarbejdere i forsvarssektoren samt uddanne højt specialiserede kandidater, der kan gøre karriere i Forsvaret eller relaterede sektorer.«

Derved er Københavns Universitet blevet det seneste offer for det krigs- og oprustningshysteri, der desværre har præget Europa siden Ukrainekrigens start tilbage i 2022. Statsminister Mette Frederiksen har allerede promoveret en mere militaristisk tone i forhold til dansk kulturliv gennem ideen om åndelig oprustning. At vores uddannelsesinstitutioner nu også skal på krigsstien, er et sørgeligt syn.

LÆS OGSÅ: Forsvarsforskning rykker tættere på KU og rejser svære spørgsmål om forskningsfrihed

Danmarks krigsdeltagelse har konsekvenser

Men hvad er det sørgelige helt præcis? Umiddelbart virker det jo meget betryggende, at Københavns Universitet vil forske mere i dansk forsvar og efteruddanne til vores forsvarssektor og vores militær.

I sig selv er forsvarsforskning bare endnu en form for vidensproduktion med et bestemt mål for øje. Det får først sin moralske værdi, når vi kigger på den kontekst, forskning bliver udført i.

For at forstå, hvorfor jeg mener, at KU’s satsning på forsvarsforskning er problematisk, er vi nødt til at se på, hvordan Danmark tidligere har anvendt sin militære kapacitet.

Hvad enten det var Irakkrigen, hvor op mod 600.000 irakere blev dræbt som følge af krigen, eller krigen i Afghanistan, hvor over 150.000 afghanere blev dræbt, har det danske forsvar har altså været en del af krige med omfattende civile tab og enorme menneskelige konsekvenser.

KU vil ifølge rammepapiret uddanne højt specialiserede kandidater til Forsvaret. Når Danmark tidligere har deltaget i krige med så omfattende menneskelige konsekvenser, mener jeg ikke, det er moralsk forsvarligt, at KU bidrager til at uddanne medarbejdere til Danmarks fremtidige krige.

Desværre er Danmark heller ikke eksemplet på en moralsk succeshistorie, når det kommer til forsvarsteknologi. Meget af det, der kan kaldes forsvarsteknologi, er dual-use-teknologi, hvilket vil sige, at det både kan have en civil og militær anvendelse.

Et skrækeksempel på brugen af dansk dual-use-teknologi var, da Terma-producerede radarer blev brugt i skibe fra De Arabiske Emirater til at opfange andre skibe, der forsøgte at bryde den saudi-ledede sulteblokade, som sultede op mod 85.000 yemenitiske børn ihjel.

Vi skal ikke have et universitet, hvor vidensproduktionen går til forsvarsteknologi, der kan bruges til systematisk at dræbe og skade mennesker.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsespapirer afslører KU’s nye kurs mod mere forsvarsforskning

Frivillighed løser ikke problemet

Det ser dog ikke ud til, at det er sådanne moralske problemstillinger, der er bestyrelsens hovedpine. I rammepapiret diskuteres primært forskningsfrihed og frivillighed til at deltage i forsvarsforskning.

Men forskningsfriheden er ikke det primære moralske problem. KU bør forholde sig til, hvad den forskning, universitetet bidrager med, i sidste ende kan blive brugt til.

Hvis en person bliver dræbt eller lemlæstet af et våben, der ikke kunne have eksisteret uden dansk vidensproduktion, tvivler jeg på, at personen eller dennes pårørende går op i, hvorvidt forskeren blev presset eller ej.

En nemmere måde at undgå, at hverken krigsofferet eller forskeren bliver ofre for Københavns Universitets krigskurs, er, hvis universitetet i stedet valgte ikke at gøre sig i forsvarsforskning.

LÆS OGSÅ: Rektor på Folkemødet: Forskning med militære perspektiver rykker tættere på KU

Oprustning har også en klimapris

Hvis de ovenfor beskrevne moralske argumenter ikke vejer tungt nok for bestyrelsen, så gør de miljøetiske forhåbentlig: KU’s bidrag til forsvarsforskning går stik imod universitetets selverklærede ambition om at mindske sit klimaaftryk.

I 2020 blev det estimeret, at militær og forsvar stod for 5,5 procent af det globale CO2-udslip. Estimatet er før både krigen i Ukraine, folkemordet i Gaza og Irankrigen.

Så mens KU prædiker bæredygtighed, så er de villige til at bidrage til en militarisering, der forværrer klimakatastrofen. Dette vil naturligvis forværre vores planet og livssituation på den.

Det mest moralske Københavns Universitet kan gøre er at ændre kurs, så vores universitet ikke er medskyldigt i at slå mennesker ihjel og ødelægge vores planet.