Hun fik at vide, at hendes drøm var urealistisk. Heldigvis var hendes snit for lavt til den fornuftige plan

Anja C. Andersen går ned ad trappen til kælderen under Niels Bohr Institutets gamle bygninger på Blegdamsvej.

Her lå laboratorierne, hvor hun som fysikstuderende lavede eksperimenter. Kælderen er blevet pænere siden dengang, siger hun, men den har stadig lidt af den samme labyrintiske karakter med gange, døre og rum, der hænger sammen under bygningerne.

»Det var altid lidt spændende at gå rundt hernede.«

Et af rummene vækker et ganske bestemt minde.

Kort efter studiestarten i 1984 var Anja C. Andersen og hendes medstuderende Marianne Vestergaard gået ned for at deltage i nogle fysikforsøg. De var 18-19 år, havde langt hår og var iført gummistøvler, fløjlsbukser og islandske sweatre, husker hun.

Lektoren, der stod for øvelserne, kiggede på dem.

»Han sagde: Sådan nogle piger som jer, I kan ikke lave fysikforsøg. Marianne og jeg vendte os begge to om samtidig, fordi vi troede, han talte til nogen bag os. Det slog os slet ikke, at det kunne have noget med os at gøre,« siger Anja C. Andersen.

»Hvilket signal er det, vi sender om, at vi er bange for at få snavs under neglene? Altså hallo?«

I dag er både Anja C. Andersen og Marianne Vestergaard professorer ved Niels Bohr Institutet.

»Det tror jeg simpelthen ikke, der var nogen, der havde forestillet sig. At sådan to mønsterbryderpiger skulle ende der. Det tror jeg heller ikke, vi selv havde.«

»Så måtte jeg jo bare følge min drøm«

At Anja C. Andersen skulle beskæftige sig med universet, havde ellers længe været planen.

Hendes interesse begyndte i syvende klasse, da en tidligere elev besøgte hendes skole. Han læste fysik og astronomi på Københavns Universitet og viste lysbilleder fra rummet.

Hun kan stadig huske lyden fra fremviseren i den mørklagte gymnastiksal.

På lærredet dukkede billeder af Jupiter og Saturn op, som rumsonderne Pioneer 10 og 11 havde sendt tilbage.

»Jeg var bare helt bjergtaget. Jeg gik hjem til min farmor og sagde, at jeg ville være astronom ligesom Uffe. Og lige siden, når folk spurgte, hvad jeg ville være, svarede jeg astronom,« husker Anja C. Andersen.

Men omgivelserne var ikke lige begejstrede, for astronomi virkede for mange som et usikkert valg. Kunne man leve af det? Var der nogen fremtid i det? Var fysik overhovedet noget for kvinder?

Hendes fysiklærer i gymnasiet mente også, at studiet måske var for svært for hende.

Efter studentereksamen lod Anja C. Andersen sig derfor overtale til at være ’fornuftig’. Hun ville søge ind som civilingeniør og nøjes med at have astronomien som hobby.

Men netop det år steg adgangskvotienten på ingeniørstudiet, og hendes karaktergennemsnit var ikke højt nok.

På Fysik og Astronomi på KU kunne hun derimod godt komme ind.

»Og så måtte jeg jo bare følge min drøm. Det var hele tiden det, jeg egentlig havde villet, men jeg var blevet afsporet af voksne, der sagde, at man skulle være fornuftig,« siger Anja C. Andersen.

En fest at komme på universitetet

Den unge Anja C. Andersen havde ikke været særlig glad for at gå i gymnasiet.

Men universitetet var noget andet.

Pludselig sad hun sammen med mennesker, der ligesom hun havde glædet sig til at fylde deres dage på fysik og astronomi.

»Det var simpelthen så fedt. Jeg syntes, det havde været virkelig kedeligt at gå i gymnasiet, og jeg trivedes ikke særlig godt der. Men jeg trivedes helt vildt godt med at komme på Københavns Universitet og møde en hel masse andre, der havde den samme interesse som mig. Det var en fest, synes jeg,« siger Anja C. Andersen.

Jeg dumpede også i starten. Og der gik faktisk lidt tid, inden tiøren faldt, og jeg fandt ud af, at det ikke er nok bare at have læst bogen. Man skal jo også have forstået den

Anja C. Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet

Hun kendte til gengæld meget lidt til den verden, hun var kommet ind i.

Ingen af hendes forældre havde gået på universitetet, og en del af studiestarten bestod derfor i at aflure, hvordan tingene foregik. Beskeder hang på en opslagstavle på H.C. Ørsted Institutet. Ville man til eksamen, skulle man selv huske den ene uge hvert semester, hvor man fysisk kunne stille sig i kø på fakultetskontoret og melde sig til.

Missede man den, måtte man vente.

»Der var meget monkey see, monkey do. Man kiggede rundt og så, hvad de andre mon gjorde. Man vidste jo ikke, hvad de sociale koder var, eller hvordan tingene fungerede.«

Heldigvis var hun ikke alene om at være ny i den akademiske verden, og blandt sine medstuderende fandt hun andre, der også måtte lære universitetets uskrevne regler undervejs.

Ikke nok bare at læse bogen

I gymnasiet havde Anja C. Andersen vænnet sig til, at hun blot behøvede at have læst bøgerne for at kunne bestå eksamenerne. Men hun opdagede hurtigt, at der skulle lidt mere til på universitetet.

»Jeg dumpede også i starten. Og der gik faktisk lidt tid, inden tiøren faldt, og jeg fandt ud af, at det ikke er nok bare at have læst bogen. Man skal jo også have forstået den. Og det er faktisk noget helt andet.«

I en periode var hun overbevist om, at problemet var, at de andre ganske enkelt var klogere end hende.

Hun forestillede sig, at de studerende med høje karakterer fra gymnasiet forstod stoffet første gang, mens hun selv måtte læse det igen og igen.

»En dag beklagede jeg mig til en af de meget dygtige og sagde, at det jo var nemt nok for ham, for han behøvede kun at læse tingene én gang, hvor jeg var nødt til at læse det tre gange. Men så kiggede han på mig som et stort spørgsmålstegn og sagde, at han da også var nødt til at læse tingene flere gange,« fortæller Anja C. Andersen.

Og den samtale ændrede noget for hende.

»Der gik det op for mig, at det faktisk er svært for alle. Man bliver nødt til at knokle med det.«

Hvor er astronomien?

Der var bare ét problem med fysik- og astronomistudiet.

Astronomien manglede.

Anja C. Andersen var kommet ind med billederne af Jupiter og Saturn fra syvende klasse i baghovedet. I stedet tilbragte hun de første studieår med matematik og grundlæggende fysik på H.C. Ørsted Institutet.

Derfor gik hun ind i studenterpolitik og blev medlem af studienævnet. Hun ville blandt andet have astronomi og geofysik tidligere ind i uddannelsen.

Efterhånden begyndte grundfagene dog at give mere mening. En af dem, der hjalp til, var Jens Martin Knudsen, senere kendt som Marsmanden, som underviste hende i mekanik på første år. Anja C. Andersen kunne dog ikke se, hvorfor en kommende astronom skulle regne på cylindre, der rullede ned ad skrå flader.

Da hun spurgte, fortalte Jens Martin Knudsen om arbejdet med en kommende Marsmission, hvor forskerne blandt andet skulle beregne, hvor stejle skråninger en robot kunne køre op ad, og hvordan den ville klare forskellige underlag.

»Så var jeg jo tændt af den hellige flamme. Pludselig forstod jeg, hvorfor det her gav mening,« siger Anja. C. Andersen.

Den erfaring har hun siden taget med ind i sin egen undervisning, og i dag forsøger hun selv at fortælle de studerende, hvorfor de skal lære noget, der måske umiddelbart virker fjernt fra sorte huller, galakser og universets begyndelse.

Det er ikke meningen, at man skal kunne det alene

Siden hendes egen studiestart oplever Anja C. Andersen i dag, at universitetet er blevet lettere at finde rundt i, men også mere fastlagt. Hun savner noget af friheden fra hendes egen studietid til at prøve fag af og tage omveje.

Men hendes vigtigste råd til nye studerende handler om de mennesker, man kommer på årgang med.

»Lav nogle læsegrupper. At gå på universitetet er svært. Det ramte mig dengang, og det rammer også de studerende nu. Man kommer fra et sted, hvor man måske var blandt de skarpeste, og pludselig er man sammen med en hel masse andre skarpe mennesker. Og så undervises der ovenikøbet i noget, der er svært,« lyder det fra Anja C. Andersen.

Man var fattig som en kirkerotte, og jeg fik to børn og havde ingen penge. Men det der med at få lov til at fordybe sig og gå og læse ting og diskutere dem med nogen, som var optaget af det samme, det synes jeg virkelig var skønt

Anja C. Andersen, professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet

Hun oplever, at flere studerende i dag forsøger at løse opgaverne alene og kommer mindre til regneøvelserne, og det bekymrer hende.

»Det er jo i samtalen med nogen, som er på samme forståelsesniveau som en selv, at man finder ud af, hvordan man løser et bestemt problem. Det er faktisk ikke meningen, at man skal kunne det alene.«

Det var netop den del – at kunne fordybe sig i noget svært sammen med mennesker, der var lige så optaget af faget – hun selv faldt for i 1984.

»Jeg synes, det var fedt at være studerende. Man var fattig som en kirkerotte, og jeg fik to børn og havde ingen penge. Men det der med at få lov til at fordybe sig og gå og læse ting og diskutere dem med nogen, som var optaget af det samme, det synes jeg virkelig var skønt,« siger Anja C. Andersen.

Hun går stadig rundt med den samme fornemmelse på universitetet, siger hun. At der hele tiden er nogen i et lokale i nærheden, som ved noget, man ikke selv ved.

Derfor har hun også et sidste råd til dem, der lige er kommet ind:

»Prøv at se, om I ikke kan finde tid til den gave, det er, at der faktisk bliver stillet så meget spændende viden til rådighed for jer. Hvis I ser noget, der lyder spændende, så snig jer ned i auditoriet, også selv om det måske ikke lige er studierelevant.«

Så stopper hun op et øjeblik:

»Og husk at nyde det!«