Bente Klarlund begyndte på Medicin uden en plan. Men en forelæsning ændrede alt

I 1975, da Bente Klarlund Pedersen som 18-årig skulle vælge uddannelse på Københavns Universitet, gjorde hun noget, de færreste studievejledere anbefaler. Hun trak lod.

Tre fag var i spil: Medicin, Historie og Samfundsfag. Og skæbnen ville, at det blev medicin.

»Men hvis det ikke var blevet Medicin, havde jeg nok snydt,« siger Bente Klarlund i dag, når hun tænker tilbage på sit studievalg.

Medicin var det fornuftige valg. Bente Klarlund er ud af en arbejderfamilie og var den første, der skulle have en akademisk uddannelse. Derfor skulle studiet helst føre til noget, man med sikkerhed kunne leve af.

»Så det lå lidt i kortene, at jeg ikke skulle vælge noget alt for specielt, men helst medicin, jura eller ingeniørstudiet.«

En enorm årgang

Da Bente Klarlund mødte op på medicinstudiet, var der endnu ikke adgangsbegrænsning. Rygterne om, at der fra året efter ville blive indført adgangsbegrænsning, var dog allerede startet, og derfor skyndte flere unge sig med at søge, mens alle uanset karakterer stadig kunne komme ind.

Det gav en årgang, som universitetet havde svært ved at rumme, og når de mange nye studerende samledes til forelæsninger, var der ikke siddepladser til alle.

»Folk sad i vinduerne og på trapperne og alle mulige andre steder, indtil der efter nogle måneder var rigtig mange, der faldt fra,« husker Bente Klarlund.

Og det faglige pres overvældede mange.

Blandt de studerende gik der et rygte om, at 90 procent dumpede forprøven, og nogle gik til eksamen for tredje og fjerde gang eller måtte søge dispensation til endnu et forsøg.

Om tallet faktisk passede, ved Bente Klarlund ikke, men hun husker tydeligt, hvad rygtet gjorde ved årgangen.

»Vi vidste, at vi var under et enormt pres,« siger hun.

Selv var hun kommet direkte fra gymnasiet og havde ikke noget større perspektiv på, hvor medicinstudiet skulle føre hende hen. I første omgang handlede det bare om at bestå forprøven.

Samtidig var hun skuffet over det faglige niveau. Pensum voksede, og stoffet blev sværere, men hun havde ikke fornemmelsen af, at studiet for alvor bragte hende videre.

»De første år var fuldstændig som at gå i 4.g, 5.g og 6.g. Det var lidt sværere, og der var større mængder, men det var ikke rigtig tilfredsstillende.«

»Studiekammerater for livet«

På den overfyldte medicinårgang bestod undervisningen ikke kun af forelæsninger. Bente Klarlund blev også tilknyttet et mindre hold på omkring 20 personer, som fulgtes til undervisningen.

»Det var ligesom at have en klasse, hvor man knyttede sig til folk og holdt fester og hang ud,« fortæller hun.

Holdet blev hendes faste holdepunkt på det store studium. De satte sig sammen til forelæsningerne, hjalp hinanden med det faglige og mødtes altid fredag eftermiddag. Ifølge Bente Klarlund var netop sammenholdet en årsag til, at mange fra netop hendes gruppe kom gennem forprøven og fortsatte på studiet.

»Vi holdt nok så godt sammen, at der var rigtig mange af os, der faktisk bestod og gik videre,« siger hun.

Flere af dem er stadig blandt hendes nære venner, som hun mere end 50 år senere mødes med regelmæssigt og også har en læseklub med.

»Det var ligesom dér, man fik sine studiekammerater for livet.«

Frihed på Regensen

Ved siden af studiet arbejdede Bente Klarlund blandt andet som sygeplejevikar. Hjemmefra havde hun et mantra om, at man ikke skulle sætte sig i gæld, og derfor var hun fast besluttet på at komme gennem uddannelsen uden studielån.

»Jeg forbandede mine forældre en gang imellem, når jeg cyklede afsted klokken seks om morgenen og skulle ud at arbejde,« siger Bente Klarlund.

Senere blev hun dog glad for beslutningen. Renten var høj, og flere af hendes venner kæmpede ifølge Bente Klarlund med deres studiegæld både ti og 20 år efter, at de havde forladt universitetet.

Der synes jeg, at jeg fik en identitet. Og der oplevede jeg, at jeg var blevet en del af noget, der var større end mig

Bente Klarlund Pedersen, sundhedsforsker og professor på Københavns Universitet

Omkring 1978, da hun havde afsluttet første del af medicinstudiet, flyttede hun ind på Regensen. Dengang boede de studerende gratis på kollegiet, og så behøvede hun ikke tage nær så mange vagter ved siden af studiet.

»På den måde fik jeg også noget mere frihed end før,« siger Bente Klarlund.

Den nyvundne frihed blev ikke kun brugt på studierne. Regensen havde sine egne foreninger og revyer, og kollegielivet var fyldt med store fester. Selv om 1970’erne ellers var præget af politiske diskussioner, husker Bente Klarlund Regensen som noget nær det mindst politiske sted på universitetet.

»Kollegiet var en osteklokke. Der var mange, der bare levede deres liv inden for de mure,« siger hun.

For Bente Klarlund og en veninde blev der så lidt tid til bøgerne, at de måtte flytte i sommerhus, når eksamen nærmede sig. Her kunne de i løbet af nogle uger indhente det, de ikke havde nået i løbet af semesteret.

»Man fik ikke læst meget, når man boede på Regensen, måtte vi nok sande,« siger hun.

Men det var også omkring indflytningen på Regensen, at medicinstudiet for første gang begyndte at føre Bente Klarlund i en retning, hun ikke havde forestillet sig, da hun trak lod om sin uddannelse.

Fokus på forskningen

Det faglige vendepunkt kom, da Bente Klarlund var nået til anden del af studiet. Under en forelæsning fortalte lektor Bodil Norrild, at studerende med interesse for forskning kunne opsøge hende.

Det gjorde Bente Klarlund, og kort efter begyndte hun at forske i herpesvirus. I laboratoriet mødte hun et miljø, hvor dagene ikke længere var styret af forelæsninger, pensum og den næste eksamen, og hvor der ofte blev arbejdet til langt ud på aftenen.

»Der synes jeg, at jeg fik en identitet. Og der oplevede jeg, at jeg var blevet en del af noget, der var større end mig,« forklarer hun.

Forskningen begyndte hurtigt at tage mere af hendes tid. Hun fik et forskningsstipendium og satte medicinstudiet på pause i et halvt år, hvorefter hun rejste til USA for at præsentere sit arbejde og møde nogle af tidens store forskere.

Da hun vendte hjem, tog hun endnu et halvt år væk fra studiet. Og da hun senere genoptog sin uddannelse, fortsatte hun med at bruge ferierne i laboratoriet.

»Jeg vidste, at det måtte jeg være i altid. Og det har jeg så sådan set været siden.«

Det lille i det store

Med forskningen viste medicinstudiet sig at rumme langt flere muligheder, end Bente Klarlund havde kunnet se, da hun begyndte. Lodtrækningen førte hende til et fag, hvor hun både kunne arbejde som læge, rejse ud og tilbringe en stor del af sit arbejdsliv i laboratoriet.

»Ser jeg tilbage, kan jeg ikke forestille mig et studium, hvor man kan blive til så mange forskellige ting og tage så mange forskellige retninger i livet,« siger Bente Klarlund.

Når Bente Klarlund bliver spurgt, hvilket råd hun vil give til de studerende, der begynder på Københavns Universitet i dag, er svaret præget af hendes egen første tid på en årgang med omkring 700 studerende:

»Det der med at lave en lille læsegruppe, at have nogen at følges med, så man ikke forsvinder, tror jeg, er vigtigt. Universitetet kan godt virke meget stort, når man kommer fra en gymnasieklasse.«