Kom til undervisningen … også den er virkelig kedelige

Generativ AI udfordrer universitetet. Men måske ikke først og fremmest, fordi teknologien kan skrive en eksamensopgave eller levere et plausibelt svar på få sekunder. Den mere grundlæggende udfordring er, at den gør det endnu lettere at bilde os ind, at læring er noget, vi kan klare hver for sig.

Derfor har vi mere end nogensinde brug for, at studerende møder op til undervisningen. Også når underviseren ikke er så festlig, som man kunne drømme om, når teksterne er bøvlede, eller tiden føles bedre brugt hjemme med computeren.

I to nylige indlæg i Uniavisen advares der mod, at KU’s nye AI-satsning kan underminere universitetets eksistensberettigelse.

Pædagogikstuderende Özgür Yegâh skriver, at universitetet risikerer at effektivisere den fælles tænkning væk. Postdoc’erne Frederik Appel Olsen og Caroline Anna Salling argumenterer tilsvarende for, at universitetet bør værne om den menneskelige og kollektive kreativitet og dømmekraft.

Jeg deler deres forsvar for den fælles tænkning. Men jeg deler ikke frygten for, at AI kan ødelægge den. Vi kender endnu hverken den fulde værdi eller de langsigtede konsekvenser af generativ AI i uddannelserne, og begge dele vil formentlig være uoverskuelige en rum tid endnu. Men det, der sker, når mennesker lærer sammen – dét kender vi værdien af.

Det er noget af det stærkeste, universitetet har, og det kan ingen teknologi tage fra os. Det eneste, der kan tage det fra os er, hvis vi holder op med at møde op. Det er ikke AI, der kan tømme et undervisningslokale. Det kan kun vi selv.

LÆS OGSÅ: I AI-rusen har KU glemt noget vigtigt: Viden skabes i fællesskab

AI giver nye muligheder i undervisningen

Jeg har ingen generel modstand mod AI. Tværtimod er jeg ret begejstret for mange af de muligheder, teknologien giver. I min egen undervisning er vi blandt andet ved at udvikle AI-modeller, som de studerende kan bruge til at træne samtaler med patienter.

Det er en slags tørsvømning: et trygt træningsrum, hvor man kan prøve en formulering af, fejle og begynde forfra.

Fællesskabet forudsætter, at nogen møder op

Det kan gøre de studerende bedre forberedte til mødet med virkelige patienter, men det må ikke forveksles med selve mødet. En AI-patient risikerer ikke noget, bliver ikke for alvor bange og går ikke hjem fra konsultationen med konsekvenserne af det, der blev sagt.

For mig er spørgsmålet derfor ikke, om AI hører hjemme i undervisningen, for det gør den. Spørgsmålet er, hvad vi skal bruge teknologien til. Den kan være et glimrende rum for træning og forberedelse, men den kan ikke erstatte de rum, hvor vi møder andre mennesker og må forholde os til, at de ikke altid reagerer, som vi havde forestillet os.

Og hvis viden skabes i fællesskab, har det en helt lavpraktisk konsekvens: Fællesskabet forudsætter, at nogen møder op.

Lavt fremmøde skyldes næppe, at studerende ikke forstår deres eget bedste. Tværtimod. Studerende er kvikke og rationelle.

Hvis man kan bestå eksamen uden at komme til undervisningen, og tiden samtidig kan bruges på en aflevering, et studiejob eller noget andet presserende, kan det være en ganske rationel beslutning at blive hjemme.

LÆS OGSÅ: KU’s omfavnelse af AI underminerer universitetet

Kundskabspumpen pumper endnu

Ved et studenterpolitisk valg for nogle år siden hang der en valgplakat i kantinen på mit institut. Kandidaten på plakaten ville have al undervisning streamet og lagt online. Det lød som et indlysende fremskridt: fleksibelt, tilgængeligt og moderne.

Men bag forslaget gemmer sig en gammel idé om undervisning: at viden er noget, der kan pumpes fra læreren over i den studerende, hvis blot teknologien er effektiv nok.

Poul Henningsen gjorde allerede i 1937 grin med den forestilling i visen Nå, som Liva Weel sang: »Bare gab, så passer læreren kundskabspumpen«.

Eleven sidder på skolebænken og åbner ørerne, læreren fylder viden på, og til eksamen kan den samme viden lirkes ud igen i nogenlunde genkendelig form.

Hvis undervisning først og fremmest består i at transportere information fra teksterne og underviserens hoved over i de studerendes hoveder, så er streaming en glimrende løsning. Faktisk har vi så næppe brug for en optagelse af en underviser.

En velformuleret tekst eller en kort video kan levere informationen hurtigere. Og en chatbot er hurtig, tålmodig og altid til rådighed. Set fra kundskabspumpens synspunkt er chatbotten den perfekte lærer.

Både optagelser og chatbots har deres berettigelse. Optagelser kan være værdifulde ved sygdom, funktionsnedsættelse eller som mulighed for at høre vanskeligt stof igen, og chatbots kan være glimrende til træning og forberedelse.

Problemet opstår, når de bliver idealet for undervisning: et produkt, som den studerende kan forbruge alene, når det passer ind. Streamingen lader os se undervisningen hver for sig.

Vi har brug for at se og lytte til hinanden

Chatbotten går et skridt videre og giver os hver vores egen forklaring, vores egen opsummering og vores egen tilrettelagte vej gennem pensum. Så bliver det fristende at betragte de andre studerende som overflødige for ens egen læring.

Et værn mod individualiseringens centrifugalkraft

Men kundskabspumpning er netop ikke universitetsundervisningens vigtigste opgave. Reel undervisning opstår i det, der sker med indholdet, når mennesker mødes om det.

Netop derfor har vi brug for en modkraft: undervisningsrum, der fungerer som et menneskeligt værn mod individualiseringens centrifugalkraft – den bevægelse, der slynger os væk fra hinanden og ind i hver vores effektive, digitale læringsrum.

Vi uddanner ikke robuste og selvstændigt tænkende mennesker ved at lade dem sidde hver for sig med hver deres skærm og hver deres videooptagelse eller kunstige samtalepartner.

Vi har brug for at se og lytte til hinanden. At opdage, at andre har forstået teksten anderledes. At fremsætte en tanke, som endnu ikke er færdig. At mærke tøven, begejstring, irritation og uenighed i et rum, hvor vi stadig skal kunne være sammen bagefter.

Evnen til at tænke sammen, uenigt og langsomt er en menneskelig intelligens og sammenhængskraft, vi får brug for i en virkelighed, hvor det hurtige, glatte svar altid kun er ét klik væk.

Man møder ikke kun op for at få noget

Når studerende vælger undervisning fra, bliver beslutningen ofte forstået som en individuel sag: Får jeg nok ud af netop denne forelæsning? Er underviseren inspirerende? Kan jeg hurtigere tilegne mig stoffet derhjemme?

Men undervisning er ikke en forestilling, hvor den enkelte alene skal afgøre, om dagens program er prisen værd. Et undervisningsrum bliver til gennem de mennesker, der befinder sig i det.

Den studerende, der stiller et lidt skævt spørgsmål, kan åbne en problemstilling, ingen andre havde fået øje på. En tøvende indvending kan ændre diskussionens retning. En misforståelse kan vise, at noget, vi troede var enkelt, slet ikke er det.

Man møder derfor ikke kun op for selv at få noget. Man møder også op med noget.

Hvis halvdelen bliver hjemme, er det ikke kun de fraværende, der mister noget. Undervisningen bliver fattigere for dem, der kommer.

Gå derhen, hvor det foregår

AI er kommet for at blive. Det samme er forhåbentlig det menneskelige fællesskab.

Vi ved, at mennesker lærer ved at se, lytte og svare hinanden; ved at blive udfordret, overrasket og indimellem irriteret af andre mennesker.

Så næste gang du sidder til den kedeligste undervisning, du kan forestille dig, så tænk på, at du ikke kun er kommet for at få information.

Din tilstedeværelse er ikke spildt, blot fordi underviseren ikke leverer en spitze præstation, eller fordi du kunne have tilegnet dig stoffet hurtigere derhjemme. Ved at være i rummet, lytte, spørge og lade dig forstyrre af andres tanker er du med til at holde en menneskelig form for læring i live.

Så kom til undervisningen. Den gode, den underlige og den virkelig kedelige. Ikke kun for at bestå og ikke kun for din egen skyld. Kom, fordi din tilstedeværelse er med til at holde det fælles rum åbent, levende og bemandet med menneskelig intelligens.

Undervisningen kan være ujævn, uforudsigelig og indimellem frustrerende. Men den vil aldrig være flad som AI. Der er virkelige mennesker i rummet, og ingen ved helt, hvad der kan opstå mellem dem.