En glemt arabisk øboer ændrede Clara Westergaards blik på filosofihistorien

I løbet af min bacheloruddannelse i Mellemøststudier begyndte jeg at interessere mig for udgivelserne i Carsten Niebuhr Biblioteket.

Et af de første værker, jeg blev gjort bekendt med fra den arabiske filosofi, var Hayy ibn Yaqzan af filosoffen Ibn Tufayl (ca. 1105-1185). Teksten fandtes i en dansk oversættelse, og jeg blev ved med at vende tilbage til den i årene efter.

I middelalderen voksede en omfattende filosofisk tradition frem i den arabiske verden i forbindelse med oversættelser af græske filosofiske værker. Fra perioden kan navne som Averroes, Avicenna eller al-Farabi måske genkendes.

Gennem flere århundreder udviklede disse og mange andre tænkere nye filosofiske argumenter og systemer, som kom til at præge både den islamiske verden og senere den europæiske filosofi.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til netop den tekst, fordi den er interessant i sin form, fordi den undersøger forholdet mellem filosofi og religion, og fordi den fortæller os noget om, hvilke tekster der bliver en del af vores kollektive forståelse, og hvilke der forsvinder.

Filosofi forklædt som eventyr

Hayy ibn Yaqzan er en filosofisk fortælling om en mand, der lever alene på en øde ø. Hayy skyller i land som spæd og opfostres af en gazelle. Fortællingen har et næsten mytologisk udgangspunkt, men den eventyrlige ramme er først og fremmest et filosofisk greb.

Ved at lade Hayy vokse op uden kontakt med andre mennesker kan forfatteren undersøge, hvilke erkendelser et menneske kan nå frem til alene ved hjælp af sine sanser, sin erfaring og sin fornuft.

Hayy modtager ingen undervisning og har ingen bøger at støtte sig til. Han lærer ved at iagttage verden omkring sig.

Da gazellen, som har opfostret ham, dør, forsøger han at forstå døden ved at obducere hende. Herigennem lærer han dyrets anatomi at kende, erkender hjertets betydning og konkluderer, at noget afgørende må have forladt kroppen.

Derfra bevæger han sig gradvist fra studiet af naturen til mere abstrakte spørgsmål om kosmos, årsagssammenhænge og til sidst Gud.

De erkendelser, Hayy når frem til, svarer i vid udstrækning til de filosofiske demonstrationer, som blev udviklet inden for den arabiske aristoteliske tradition på samme tid.

Noget af det mest interessante ved værket har for mig altid været formen. Ibn Tufayls tekst skal med al tydelighed læses som filosofi, selvom den er skrevet som en eventyrlig fortælling, et format, vi i dag ikke forbinder med filosofiske tekster.

Men filosofi er langt fra altid blevet skrevet som afhandlinger. Platon skrev dialoger. Lukrets skrev filosofi på vers. Boethius lod Filosofiens trøst veksle mellem prosa og poesi og lod selve Filosofien optræde som en samtalepartner.

Også i den arabiske filosofi eksperimenterede flere tænkere med litterære former, og Ibn Tufayls værk bygger videre på denne tradition og lader selve fortællingen bære de filosofiske argumenter.

Mødet med et andet menneske

Omkring to tredjedele inde i fortællingen møder Hayy for første gang et andet menneske, Absāl, som er rejst dertil fra en nærliggende ø for at leve i ensomhed.  De to opdager hurtigt, at de – ad forskellige veje – er nået frem til mange af de samme sandheder.

Hvor Hayy har erkendt dem gennem sine egne undersøgelser af naturen og den metafysiske verden, har Absāl mødt dem gennem religionens åbenbaring. Han overtaler derfor Hayy til at følge med tilbage til samfundet.

Dermed ændrer værket karakter. Fra primært at handle om erkendelse bliver det en refleksion over religion og det politiske fællesskab.

Hayy opdager, at de sandheder, han har erkendt gennem filosofien, allerede findes i religionen, men i en billedlig form, der gør dem tilgængelige for mennesker, som ikke lever et liv viet til filosofisk erkendelse.

Religion og filosofi fremstilles derfor ikke som modsætninger, men som forskellige måder at formidle de samme indsigter på.

Samtidig er fortællingen mindre harmonisk, end den umiddelbart forekommer. Hayy forsøger at formidle sine filosofiske erkendelser til samfundets mennesker, men lykkes ikke.

Faktisk er den et af de mest oversatte værker fra den arabiske litterære tradition

De fleste ønsker ikke den form for abstrakt erkendelse, men foretrækker religionens billeder, ritualer og sociale orden. Til sidst opgiver Hayy forsøget på at integrere sig og sine erkendelser i samfundet.

Han og Absāl vender tilbage til øen og ensomheden, og det er en slutning, som fortsat rejser spørgsmål om forholdet mellem filosofi, religion og det politiske fællesskab.

Før Robinson Crusoe var der Hayy

Hayy ibn Yaqzan er ikke blot en usædvanlig tekst i kraft af sin form. Den var også en af de mest indflydelsesrige tekster fra den arabiske filosofiske tradition.

Allerede i 1600-tallet blev den oversat til latin, hvorefter en lang række oversættelser til europæiske sprog fulgte. Faktisk er den et af de mest oversatte værker fra den arabiske litterære tradition overhovedet, kun overgået af Koranen og Tusind og én nat.

Det er blevet foreslået, at Daniel Defoes Robinson Crusoe bygger på Ibn Tufayls fortælling. Det kan ikke dokumenteres med sikkerhed, men forbindelsen er både mulig og historisk plausibel.

For mig er værket derfor også blevet et eksempel på vores forhold til den arabiske filosofiske tradition. De konkrete værker, som i århundreder blev læst, oversat og diskuteret i Europa, er i vid udstrækning gledet ud af den fælles idéhistoriske bevidsthed.

I dag er Hayy ibn Yaqzan et studieobjekt for mig, og jeg bruger den jævnligt både i min forskning og i min undervisning.

Tekstens længde og rigdommen af filosofiske argumenter, den pessimistiske slutning og dens receptionshistorie gør netop dette fortællende essay til et hovedværk i forståelsen af den arabiske filosofis historie.

For mig er Ibn Tufayls fortælling en påmindelse om, at idéhistoriens kanon ikke er naturgiven

Hayy ibn Yaqzan viser, at den arabiske filosofiske tradition ikke blot bestod i at oversætte og viderebringe græsk filosofi. Den udviklede egne argumenter, egne genrer og egne måder at bedrive filosofi på.

At et værk, som i århundreder blev oversat, læst og diskuteret over hele Europa, i dag er næsten ukendt, siger derfor mindst lige så meget om vores egen fortælling om filosofiens historieskrivning. For mig er Ibn Tufayls fortælling en påmindelse om, at idéhistoriens kanon ikke er naturgiven.

Heldigvis findes Hayy ibn Yaqzan også i en fin dansk oversættelse af Henrik Kaufmann Sørensen udgivet af Forlaget Vandkunsten. Jeg håber, at flere vil få lyst til at læse den.