KU’s bier producerer både honning og en særlig form for fællesskab

Et universitetsstudie består hovedsagelig i at læse lange tekster og blive fortrolig med den akademiske disciplin. Men flere studerende længes efter også at arbejde med noget mere konkret.

Karen Bruntse Jacobsen er oprindelig uddannet landmand, men begyndte at læse teologi på Søndre Campus i 2021.

En dag hørte hun et oplæg af lektor i Det Nye Testamentes fortolkning og historie Gitte Buch-Hansen, der handlede om historiens bier og honningens betydning i kristendommen, og for Karen Bruntse Jacobsen gik alt op i en højere enhed.

Sådan blev hun introduceret til bilauget på Københavns Universitet på studiets første år.

»Jeg syntes, foredraget var fantastisk, og lige siden har jeg været med til at passe bistaderne på Søndre Campus,« siger Karen Bruntse Jacobsen.

Initiativet til at holde bier på Søndre Campus blev taget af lektor Gitte Buch-Hansen for ni år siden sammen med de to forskerkolleger Jakob Skovgaard-Petersen og Ditlev Tamm. Der var allerede honningbier på de øvrige campusser.

LÆS OGSÅ: Den her teolog har givet 100.000 bier husly på universitetet

Formålet var at markere Københavns Universitet i debatten om bestøvning og biodiversitet, for honningbierne er truet af pesticider. Når bierne kommer ind til byen, bliver vi mere opmærksomme på dem og det, vi risikerer at miste.

Bierne er stimulerende

Line Maria Kristoffersen læser teologi på sidste år og kom med i biavlerforeningen på Søndre Campus i 2021, og det har hun aldrig fortrudt.

»Vi har et rigtig godt kammeratskab i bilauget, som jeg sætter stor pris på. Jeg er opvokset på Bækkeskov Gods i en skyttebolig, der ligger inde i en skov, så jeg er meget glad for, at jeg kan fortsætte med at udvide min naturforståelse her på Søndre Campus,« siger Line Maria Kristoffersen.

Arbejdet med bistaderne handler ikke kun om alt det praktiske ved at dyrke honningen og holde bierne i live.

Ifølge begge teologistuderende er der virkelig meget at lære af bierne. De kan både stimulere vores sanser, hjernen, følelserne og vores evne til at forstå og forbinde os til naturen:

»Det er som om vi udvikler en form for relation med dem,« siger Line Maria Kristoffersen.

For Karen Bruntse Jacobsen, der ud over at være landmand og teologistuderende har en bachelor i filosofi fra KU, afspejler arbejdet med bierne også det, der er kernen i hendes studier: At beskæftige sig med eksistensen.

»På den måde synes jeg, at jeg har beskæftiget mig med eksistentielle problematikker hele tiden, og så er det lige meget, hvad jeg har studeret eller lavet,« siger Karen Bruntse Jacobsen.

Når hun ser til bierne i deres stader, kan det fortælle hende en masse, og det er altid spændende, siger hun:

»Jeg kan høre på deres summen, hvordan de har det, om de for eksempel er oppe at køre over noget. Man kan også lugte forskellige ting nede i bistadet, som fortæller os endnu mere. Desuden kan vi iagttage deres sociale liv, og selv om det i begyndelsen var det med honningen, det var det mest spændende at være med til, er det efterhånden blevet erstattet af fascinationen ved at følge med i deres liv på alle mulige planer.«

Dårligt nyt for dronningen

Line Maria Kristoffersen har samme oplevelse. Hun har efterhånden lært at tolke biernes signaler, så hun ved, hvad hun skal kigge efter, når hun ser til dem.

»Er der ro i lejren? Er der trivsel? Er familierne blevet store, og hvordan bevæger de sig? Hvis de har det dårligt, bliver bifamilierne mindre, og bistadet bliver mørkt. Vi kan også altid se, om dronningen er god eller dårlig for bierne. Hun er altid svær at finde, men når det lykkes, kan man se, om hun har sine hofdamer med. Det er bier, der følger hende, og når de gør det, er alt godt. Men hvis de ikke gør det, er det dårligt nyt for dronningen – og dermed også for hele bifamilien,« siger Line Maria Kristoffersen og tilføjer:

»Jeg synes, det er visuelt smukt, når vi kan se, at de har et godt fællesskab.«

Kontorhonning under opsyn af Karen Blixen

Biavlernes indtryk af de to staders tilstand på Søndre Campus bliver skrevet ind i en tråd på Messenger, så hele bilauget kan følge med i udviklingen.

»Når bierne deler nektar og pollen med hinanden, kan vi se det ved, at de render rundt med nogle gule bolde på kroppen, hvad der ser enormt fint ud. Mindre fint er synet af nogle små, skinnende, blodrøde kugler, der ligger i de bakker, som vi skyder ind under biernes tavler, for det er varroa-mider, der skader bistaderne,« siger Line Maria Kristoffersen.

Heldigvis har bistaderne ikke haft disse ubudne gæster længe, men i overensstemmelse med Københavns Amts Biavlerforenings anbefalinger, har bistaderne på Søndre Campus alligevel fået en myresyrebehandling imod mider.

Endelig kigger Line Maria Kristoffersen og de andre biavlere efter kopceller, der er et forstadie til dronningeceller i bistaderne.

Der er altså nok at se til for bilauget, både praktisk og socialt. De to bistader, der står gemt lidt af vejen i et grønt område nær Jura og Teologi, giver ikke blot venskab og kontakt til verden uden for universitetets bygninger.

Karen Bruntse Jacobsen fortæller, at landbrugsarbejde kan føles meningsfuldt med en guddommelig dimension, og hun drager en parallel til arbejdet med bierne:

»Det føles som at være forbundet med selve det, der opretholder livet – og det er stort,« siger hun.