Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Undervisningen på SCIENCE er i frit fald. Kom med til sit-in

Udhulet — Mere end 1000 har skrevet under mod KU’s nye årsstruktur på SCIENCE. Nu inviterer ni studenterforeninger til sit-in på dekanatgangen for at kræve otte ugers undervisning og reel inddragelse af studerende og ansatte.

Fredag den 23. oktober klokken 12:00 går vi til sit-in på dekanatgangen på SCIENCE, Bülowsvej 17, Frederiksberg Campus.

Flere end 1000 har den seneste uge skrevet under på vores indsamling for at bevare undervisningskvaliteten på fakultetet.

Debatindlæg

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Bag protesten står ni studenterforeninger under SCIENCErådet og Studenterrådet. Vi protesterer, fordi KU’s nye fælles årsstruktur vil forkorte de ordinære undervisningsblokke på SCIENCE fra otte til syv uger. Vi frygter, at mindre tid til det samme pensum vil betyde dårligere vilkår for både studerende og undervisere – og vores uddannelsers faglighed.

Vores krav er enkelt: Undervisningskvaliteten på SCIENCE skal ikke forringes på grund af en spareøvelse forklædt som bedre tværfaglighed.

Syv uger betyder færre undervisningstimer – oven i et uændret pensum

KU indfører en ny årsstruktur på SCIENCE, der som det eneste fakultet ikke bruger semesterstruktur, men blokstruktur.

Rationalet er, at man vil fremme tværfagligheden ved at gøre det lettere for studerende at tage fag på både SCIENCE og resten af universitetets fakulteter, uden at undervisning og eksamen kolliderer. Fair nok – tværfaglighed er vigtigt, men ikke på bekostning af undervisningskvalitet!

Men på SCIENCE betyder omlægningen, at de nuværende blokke med otte ugers undervisning presses sammen til syv uger. Men pensum forbliver det samme, da det skal give det samme antal ECTS-point, lyder det fra Peter W. Thulstrup, lektor ved Kemisk Institut, fællestillidsrepræsentant og medlem af KU’s Hovedsamarbejdsudvalg.

Hvordan kan man forvente, at vi får en ordentlig uddannelse, når strukturen ikke tager højde for ordentlig undervisning?

Oven i de massive fyringer af undervisere på SCIENCE er den nye blokstruktur endnu et hug mod fakultetet, der kommer til at forringe undervisningskvaliteten.

Hvis antallet af undervisningstimer per uge fastholdes, vil forkortelsen fra otte til syv uger betyde 12,5 procent færre undervisningstimer. Kvaliteten vil falde, og vi spørger os selv: Hvad er det lige for noget undervisning og kompetencer, vi skal have 12,5 procent mindre af?

Er det 12,5 procent mindre af de kompetencer, som udvikler digitale løsninger, som erhvervslivet skriger efter, eller 12,5 procent mindre af de kompetencer, som skal redde drikkevandet fra PFAS og nitrat?

Hvordan kan man forvente, at vi får en ordentlig uddannelse, når strukturen ikke tager højde for ordentlig undervisning?

Mange af vores kurser har laboratoriearbejde, øvelser og feltarbejde. Den slags undervisning kan ikke uden videre komprimeres eller flyttes, og i forvejen føles tiden for kort, og længevarende eksperimenter umuliggøres.

Hvorfor denne omlægning?

Den fælles årsstruktur skal fremme tværfagligheden på KU. Men ifølge prodekan for uddannelse, Andreas de Neergaard, foregår kun cirka 7,5 procent af SCIENCE-studerendes studieaktivitet, målt i studenterårsværk, på andre fakulteter. Det er åbenbart tilstrækkelig grund til at ødelægge undervisningen for de andre 92,5 procent studerende på SCIENCE.

Det er også tvivlsomt, om de omtalte 7,5 procent af SCIENCE-studerende kommer til at drage nytte af den nye struktur. Det er simpelthen et rationale, vi ikke forstår; proportionaliteten er helt skæv. Det ligner mere en spareøvelse.

Men en smule kompensation for den tabte 8. undervisningsuge er der! Der indføres nemlig såkaldte ’uofficielle’ suppleringsuger i den nye struktur.

I et interview med Uniavisen siger Andreas de Neergaard, at tre uofficielle suppleringsuger kan bruges til at fastholde otte ugers undervisning i blok 2, 3 og 4. Han indrømmer dog, at den kortere undervisningsperiode i blok 1 bliver »fagligt ringere end det, vi har nu«.

Det åbenlyse problem er, at suppleringsugerne ikke er officielle undervisningsuger; altså risikerer de slet ikke at blive brugt. Desuden er ugerne lagt oven i ferier; uge 1 er ofte mellem jul og nytår, og uge 42 er i efterårsferien.

For ansatte og studerende betyder det mindre tid til eksamensforberedelse og vil være besværligt for dem med børn.

Reeksamen vil i fremtiden ligge enten i suppleringsuger eller regulære undervisningsuger.

Underviserne skal selv finde tid i deres kalender til at få det administrative mareridt til at gå op, hvilket virker ironisk i lyset af den nylige administrationsreform og den seneste fyringsrunde.

Mellemugen og eksamenslæsningen forsvinder

Omlægningen handler ikke kun om antallet af undervisningstimer. Den ændrer også rytmen i studieåret.

Den nuværende mellemuge mellem blokkene forsvinder. Ugen bruges i dag både til at indhente det forsømte, få en pause før nye kurser starter, og deltage i de aktiviteter, der holder studiemiljøet sammen; her udøver revyer, foreninger og tutorer en god del af deres arbejde.

Samtidig bliver eksamensperioderne komprimeret og eksamenslæsningsperioden helt fjernet.

Studerende risikerer at have undervisning i et fag om fredagen og gå til eksamen i et andet om mandagen, hvorefter de kan starte på et helt nyt kursus mandagen ugen efter. Gennem hele deres studietid.

Den forrige blokstruktur er i forvejen meget intensiv og føles især for kort, når der inddrages laboratorieøvelser eller feltprøver.

Hvorfor bliver studerende og undervisere ikke inddraget?

Hvorfor blev den nye blokstruktur vedtaget af bestyrelsen, inden den overhovedet havde været forbi hovedsamarbejdsudvalget?

Hvordan kan det være, at hverken akademisk råd, studienævn eller undervisningsudvalg er blevet inddraget? Hvorfor er den nye blokstruktur ikke offentliggjort på for eksempel KUnet, men kun i en artikel her i Uniavisen?

Vi er rasende – og vi ved, vi ikke er alene om det

KU’s mantra om tværfaglighed klinger efterhånden hult. En fælles faglig kalender skal kunne rumme, at fakulteterne underviser forskelligt.

På SCIENCE har vi eksperimentelle kurser, hvor 20–24 timers ugentlig undervisning er normen. Det er foruden cirka 20 timers forberedelse og øvrigt studiearbejde. Man kan derfor ikke presse otte undervisningsuger ned til syv.

For os virker det mest af alt, som om universitetsledelsen har truffet endnu en skrivebordsbeslutning uden respekt for de faglige miljøer, som mærker konsekvenserne.

Det kan ikke være rimeligt, at blokstrukturen på SCIENCE skal forringes så markant, at vi mister den høje kvalitet, som KU ellers er kendetegnet ved.

De naturvidenskabelige uddannelser på KU risikerer at blive stemplet som discountuddannelser.

Vi er rasende – og vi ved, vi ikke er alene om det. Vi ønsker et opgør med et system, der ikke lytter, ikke forstår, og som konsekvent sætter regneark over studerendes mulighed for at lære.

Hvis KU fortsat vil være et universitet til gavn for alle os, der vil arbejde med at løse fremtidens store samfundsmæssige udfordringer, så må de stoppe denne nedskæringskultur og begynde at prioritere undervisningskvalitet igen.

Vi inviterer derfor alle, der har interesse, til sit-in-demonstration fredag den 23. oktober kl. 12:00 på dekanatgangen, Bülowsvej 17, Frederiksberg Campus.

Vi kræver, at undervisningsblokkene på SCIENCE bevares med mindst otte ugers ordinær undervisning, og at der afsættes de nødvendige ressourcer til at gennemføre kurserne uden at beskære det faglige indhold.

De uofficielle suppleringsuger må ikke blive en dårlig undskyldning, som ovenikøbet kolliderer med reeksamener.

Og studerende, undervisere og fagmiljøer skal have reel indflydelse på de beslutninger, der former deres undervisning og hverdag. Vi kræver uddannelser, der matcher det ansvar, som samfundet har til os.

Vi opfordrer alle de studerende, ansatte og andre, der ønsker at bevare undervisningskvaliteten på SCIENCE, til at skrive under på denne underskriftindsamling.

Medafsendere:

Biotekforeningen
Foreningen af Naturressourcestuderende
STENO – Geologisk Studenterforening
Fysisk Fagråd
Nanofagråd
DIKU-fagrådet
Foreningen af Ernærings- og Fødevarestuderende
Foreningen af Landskabsarkitekturstuderende
Geofagrådet
 

Seneste