Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Studerende trak i løbetøjet for at demonstrere for bevarelsen af deres institut

Fakultetsreform — 30. oktober demonstrerede 100 studerende fra Institut for Idræt og Ernæring. De protesterer mod den varslede opsplitning af deres institut i ny fakultetsreform.

I røde trøjer og til lyden af høj musik, som pumper ud af en soundboks, kommer en stor flok studerende løbende. Flere har skilte med, hvor der står »Bevar NEXS«.

De studerende er løbet fra Nørre Campus og hele vejen til Frederiksberg Campus for at råbe dekanen for det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, Bo Jellesmark Thorsen, op.

Gustav Nedergaard, som er bachelorstuderende på Idræt og Fysisk Aktivitet og med i studienævnet på Institut for idræt og Ernæring leder kampråbene, som gjalder ud over pladsen foran dekanatet:

»NEXS, det er et institut,

KU ka’ ik’ smide os ud,

Vi vil ha’ vores stemme hørt,

Vores løb er ikke kørt,

Samlet vil vi altid være,

Vores fag skal ikke skæres,

Idræt er en byggesten,

Vi vil ha’ en forklaring!«

Da seancen er slut, skruer et par studerende helt op for soundboksen, og så er det tid til en fællesdans.

De studerende danser rundt i en cirkel. Gustav Nedergaard stiller sig på en sten i cirklens centrum og leder koreografien. I dagens anledning har han malet ansigtet rødt, og der står han og dirigerer både slagord og bevægelser.

»Vi er her i dag, fordi vi gerne vil kæmpe for, at NEXS bliver bevaret som et samlet institut,« siger Gustav Nedergaard til Uniavisen.

Op mod 100 studerende var dukket op til protesten.
billede: Johanne Dahl Karlsen
De studerende løb fra Nørre Campus til Frederiksberg Campus, og da de nåede frem, lavede de fællesdans.
billede: Johanne Dahl Karlsen
Der er høj musik og højt humør til dagens demonstration.
billede: Johanne Dahl Karlsen

Demonstrationen er, ifølge Gustav Nedergaard, planlagt på ægte idrætsmaner for at give ledelsen en lille smagsprøve på den særlige kultur, der hersker på instituttet. Han siger, at det er vigtigt for dem at bruge demonstrationen til at vise dekanen og ledelsen, at instituttet har et supergodt studiemiljø:

»Dansene er noget, vi laver sammen til fredagsbar, og løbet er inspireret af vores introuge, hvor vi holder Nordhavnsløbet, hvor vi løber fra campus til Nordhavn, mens vi råber forskellige slagråb om, hvor fedt idrætsstudiet er. Vi har tilpasset konceptet til demonstrationen, så vi kan bruge det til at vise, hvad det er, vi gerne vil kæmpe for.«

For det er vigtigt for de studerende fra NEXS at vise, hvad deres studiemiljø og institut betyder for dem:

»Vi viser, hvad vi gerne vil kæmpe for, men vi gør det på vores måde ved at vise, hvad fællesskabet kan på Idræt. Det et helt unikt sted, som skaber nogle vildt fantastiske mennesker. Vi tænkte, det ville være tydeligt, hvor ærgerligt det vil være at lave om på en uddannelse, som fungerer så godt.«

Da de studerende har danset færdig, sætter de kurs mod dekanatgangen. Med råb, klap og pift som giver genlyd i portåbningen og på trappesatsen, råber de studerende ledelsen op.

Institut i klemme i fakultetsreform

Den 8. oktober meldte Københavns Universitets ledelse ud, at der kommer en ny fakultetsstruktur. Teologi og Jura bliver lagt under henholdsvis HUM og SAMF, mens SCIENCE bliver delt op i to fakulteter. Begrundelsen er, at SCIENCE efterhånden er blevet så stor en administrativ enhed, der  spænder over mange forskellige fagområder, at det er nødvendigt at splitte dem op.

Rektor David Dreyer Lassen har sagt til Uniavisen, at det er de færreste, der kommer til at mærke noget til omorganiseringen, men langt fra alle er enige i det synspunkt. For midt mellem to af de varslede fakulteter kommer Institut for Idræt og Ernæring i klemme.

Ifølge det nye organisationsdiagram skal instituttet »overvejende indfusioneres« på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. En beslutning, som vækker undren og bekymring blandt instituttets studerende og ansatte.

I et debatindlæg i Uniavisen, der er underskrevet af alle ansatte på instituttet, efterspørger VIP’erne både inddragelse og faglig begrundelse for beslutningen. Og de studerende har oprettet en underskriftsindsamling til bevarelse af et samlet institut, der i skrivende stund har 3.842 underskrifter. En nyoprettet instagram-profil ved navn ’Bevar_nexs’ har på fire dage fået over 1.000 følgere. Og de næste fire fredage er der organiseret demonstrationer, der skal signalere utilfredsheden over for ledelsen.

»Hvor er analysen?«

Gustav Bancroft, som sidder i studienævnet for Fødevarer, Human ernæring og Idræt og læser en kandidat i Human Fysiologi, har i dagens anledning medbragt et papskilt, hvor der står »Hvor er analysen?«

Han efterlyser en faglig begrundelse for opsplitningen af instituttet:

»Det undrer os, at man kan vælge at splitte vores institut op uden at have en faglig begrundelse for det,« siger han til Uniavisen og understreger, at de studerende ikke er modstandere af forandring, men:

»Vi er imod at vores institut står til at skulle splittes op i forskellige fakulteter. KU har en strategi med fokus på tværfaglighed. Idræt er netop et meget tværfagligt studie, og vi frygter, at den tværfaglighed bliver mindre, hvis man deler os op. Ledelsen bruger selv tværfaglighed som argument for at ændre blokstrukturen, så det virker kontraintuitivt at splitte et af de mest tværfaglige institutter op. Vi dækker over fire uddannelser, som har mange gode synergieffekter i at være samlet i et institut.«

Ifølge Gustav Bancroft er de studerende også utilfredse med, hvor lidt både studerende og ansatte er blevet inddraget i processen:

»Beslutningen blev kommunikeret ud på KUnet og via en intern mail til instituttets ansatte. De er ikke på nogen måde blevet inddraget i beslutningsprocessen,« siger han og peger på, at studerende og ansatte har fået meget kort tid til at forholde sig til beslutningen om akademisk reorganisering. Universitetsledelsen træffer den endelige beslutning om den fremtidige struktur i januar 2027.

Den første af fire demonstrationer

Demonstrationen varer omkring en halv time, indtil de studerende i god ro og orden forlader ledelsesgangen, så »de ansatte kan få noget arbejdsro,« som de siger.

Tilbage på pladsen foran bygningen minder Gustav Nedergaard de studerende om, at der kommer demonstration igen næste fredag (6. november, red.).

»Der er fredagsbar bagefter, så der er næsten ingen undskyldning for, ikke at dukke op,« siger han og høster hujen og klap, inden gruppen af rødklædte idrætsstuderende går hver til sit.

Flere klapper Gustav Nedergaard på ryggen og roser ham for indsatsen, inden de drysser af.

»Vi synes, den her beslutning sender et signal om, at Idræt og Ernæring ikke bliver prioriteret særligt højt«, siger Gustav Nedergaard til Uniavisen og tilføjer:

»Vi føler os lidt som en brik, de bare flytter rundt på. Vi studerende er ikke blevet spurgt, og vi har ikke været inkluderet i dialogen på nogen som helst måde.«

Efter en lille tænkepause siger han:

»Beskeden fra os er, at vores institut fungerer sindssygt godt som det er, og derfor er der ikke nogen grund til at lave om på det.«

Seneste