Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Prisvinder — I forbindelse med campusdagen på Center for Sunhed og Samfund blev en ny studiemiljøpris uddelt. Vinderen er initiativet 'Pedalarmen' - et frivilligt drevet cykelværksted, der lader studerende fra forskellige studieretninger mødes over rustne kæder og møre slanger.
Årets vinder af studiemiljøprisen på
Studiemiljøprisen er stiftet af Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek og SAMF-rådet. Den gives til studerende eller studenterorganisationer, der gør noget positivt for det fælles studiemiljø på campus. Formålet med prisen er at hylde ildsjæle, der finder overskud til at give den en skalle for fælleskabet, men også at inspirere andre til at gøre noget lignende. Med prisen følger en check på 10.000 kroner.
Anna Asghari læser sociologi og er en af Pedalarmens grundlæggere. For hende startede pedalarmen for 4 år siden med en fejlslagen pop-up i regnvejr og en anarkistisk vision.
»Vi lavede den første popup på CSS, og det var – en katastrofe. Det øsede ned, og vi forsøgte at få en pavillon op at stå, som bare blev ved med at vælte. Heldigvis havde vi taget en kasse øl med i forsøget på at tiltrække mennesker. Det var en møgdag. De gratis øl hjalp,« siger hun smilende.
Et par år efter tog Anna Asghari og vennen Andreas Løppenthin ideen op igen. De fik ryddet et kælderlokale, og stille og roligt tog Pedalarmen, som den fremstår i dag, form.
»I starten havde vi virkelig mange politiske tanker. Det startede med at skulle være et anarkistisk, queer, revolutionistisk cykelværksted. Vi skulle være alt, hvad der var normbrydende og kritisk. Med tiden fik vi nye frivillige fra fag som Statskundskab og Økonomi, og så blev vi nødt til at overveje mange af tingene igen,« fortæller Anna Asghari.
Med hvert semester er der kommet nye og flere frivillige til, og Pedalarmen har i dag frivillige fra næsten alle fag på campus.
Sofie Stubkjær læser statskundskab og er frivillig i Pedalarmen. Noget hun virkelig nyder.
»Det er virkelig rart at mødes med andre studerende om noget andet end afleveringer eller øl,« siger hun og fortsætter ivrigt:
»Til gengæld tror jeg aldrig, at jeg har haft så mange feminisme-diskussioner som nede i pedalarmen – der er bare så mange sociologer!«
I prisindstillingen blev Pedalarmen beskrevet som et sted, der skaber bånd på tværs af studieretninger, hvor man både kan lære og få en hjælpende hånd. Ikke mindst blev det hyldet for hverken at være særlig studierelevant eller fagligt. Indstilleren mener, at det netop er stedets force.
Christian Lauersen, bibliotekschef for Det Samfundsvidenskabelige Fakultetsbibliotek, erklærer sig enig.
»Det sociale studiemiljø på KU er væsentligt for de studerendes trivsel – og dermed også for kvaliteten i deres læring. Jeg er overbevist om, at det kan være med til at forebygge frafald,« siger han.
Ifølge Sofie Stubkjær forventede de frivillige ikke at modtage årets studiemiljøpris, som nu står i værkstedet og pynter.
Sofie Stubkjær fortæller, at pengene falder på et tørt sted, og at der generelt er blevet skåret meget i bevillingerne til flere studenterforeninger på campus. Anna Asghari supplerer, at flere af pengene allerede er øremærket til nyt værktøj
»De skal helt sikkert gå til en ny, god boremaskine, for den vi har nu, er helt vildt dårlig. Vi mangler også en hjulopretter, og vi vil gerne bruge pengene på en masse kurser og noget frivillig-udvikling,« siger hun.