Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
BLUS - forening for studerende bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle - holder introaften tirsdag. Hvis du skal springe ud, kan tilløbet passende tages nu
Tilhører du en seksuel minoritet, eller har du overvejet, om det er tid at søge optag i en, så sæt et regnbuefarvet kryds i kalenderens tirsdagsblad.
I Studenterhuset afholder BLUS, de studerendes forening for bøsser, lesbiske, transpersoner, biseksuelle og queers, introduktionsaften 22. september klokken 19.00.
Arrangørernes engelsksprogede flyveblad er ikke ueffent. Er du ny i byen? spørger BLUS. Kan du lide muffins? Fungerede kernefamiliemodellen ikke lige for dig?
Universitetsavisen vil gerne vide mere. Vi kontakter Daniel Noesgaard Rasmussen, formand for BLUS. Han uddyber efterårets reklametiltag.
»BLUS’ medlemmer var før i tiden primært danske studerende fra Københavnsområdet, men blandt andet fordi vi har valgt at kommunikere udelukkende på engelsk, er der i dag rigtig mange udenlandske studerende, som deltager aktivt i vores arrangementer. Vi har tidligere afholdt separate introaftener for danske og udenlandske studerende, men fra i år bliver det slået sammen til én aften.«
Hvad er sværest, at være den seksuelt alternative studerende i en lille landsby eller i et intolerant land?
»Det er helt sikkert,« siger Daniel Noesgaard Rasmussen, »at en del af de udenlandske studerende, især fra tredjeverdenslande, får muligheder i BLUS, som de ikke kunne få i deres hjemland. Vi har i tidens løb også været et oplagt sted for nye studerende fra provinsen at danne sig et netværk, da det måske ikke har været muligt for dem tidligere.«
Fortæl lidt om jeres efterår. Hvad kan folk forvente?
»I den nærmeste fremtid afholder vi arrangementer i samarbejde med Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival, vælgermøde sammen med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske op til kommunal- og regionsrådvalgene, og en stor efterårsfest og julefrokost.«
Daniel Noesgaard Rasmussen tilføjer, at BLUS også er involveret i det internationale arbejde for seksuelle minoriteters rettigheder, og årligt er i stand til at sende medlemmer til kongresser om sagen.
Til næste år er det BLUS, der står for afholdelsen af ANSO’s årlige konference til august i København. ANSO står, ret tungebrækkende, for Association of Nordic and Pol-Balt LGBTQ Student Organizations – et veritabelt kinderæg af akronymer, idet LGBTQ ikke er en udbygget lettuce, bacon and tomato sandwich, men kortform af Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender og Queer.
chz@adm.ku.dk