Jeg vil hellere dele et nøgenbillede end min eksamen i forvaltningsret

Efter fire timer med koldsved og febrilsk kildesøgning på Retsinformation, Folketingstidende, EUR-Lex og Karnov – i samarbejde med trofaste følgesvende som partshøring, officialmaksimen og GDPR – har freden nu sænket sig over os jurastuderende på KU. Eksamen i forvaltningsret er overstået.

Freden varer dog kun ganske kort.

Vores Facebookgrupper gløder, Messengernotifikationerne vælter ind, og alle forsøger desperat at gennemskue, om de har skrevet noget helt genialt eller blot produceret 13 siders juridisk vrøvl.

Vi (psyko)analyserer os selv, vores egne og andres opgaver i håb om at finde ud af, om vi kan se frem til en sommerferie uden bøger, eller om vi ses til reeksamen i august.

Stemningen er … presset.

En af mine studiekammerater formulerede det meget præcist: »Faktisk ville jeg hellere lægge et nøgenbillede op på Instagram end lade nogen læse det, jeg afleverede til forvaltningsret.«

Eksamen tester hurtighed, ikke kompetencer

Og det er ikke fordi, vi ikke har læst pensum. Tværtimod. Vi har brugt fire måneder på undervisning, studiegrupper, kompendier og de særlige former for selvhad, som kun juridiske eksamensforberedelser kan fremkalde.

Jeg har – sammen med mange andre af mine medstuderende – de sidste to uger levet af kaffe, red bull, overstregningstusser og den naive forestilling om, at vi denne gang ville være forberedt.

Og så kom eksamen. Og den erkendelse, der efterhånden har indfundet sig her på fjerde  semester: Vi bliver ikke testet i, hvad vi ved. Vi bliver testet i, hvor hurtigt vi kan svare.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor egentlig? Hvorfor skal alle eksamen være så forbandet tidspresset?

LÆS OGSÅ: Jeg læser ikke for at lære, jeg læser for at arbejde

Formel 1 for jurastuderende

Som studerende bliver vi konstant mindet om, at universitetet handler om akademisk refleksion, kritisk tænkning, dyb forståelse og at kunne anvende vores viden på en konkret case.

Men når eksamensdagen kommer, minder det mere om en intellektuel udgave af Formel 1, hvor vi alle forventes at være Max Verstappen.

Det handler ikke om, hvem der ved eller kan mest, men om hvem der først kan få sine tanker ned på papiret, inden de vifter med det ternede flag.

Det handler ikke om, hvem der ved eller kan mest, men om hvem der først kan få sine tanker ned på papiret, inden de vifter med det ternede flag

Faglig indsigt er selvfølgelig en fordel, men tastaturhastighed er mindst lige så afgørende. Og her er det altså ikke en fordel, at vi skriver på tastaturer, som blev opfundet før Jesus begyndte at gå i sandaler.

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at der findes et modargument. Uddannelserne skal ikke kun bedømme, hvad vi har lært; de skal også teste os i, om vi kan omsætte viden til praksis.

Dette er også i overensstemmelse med det arbejdsliv, vi skal ud i. Som jurister har vi ikke uendelige ressourcer, og vi skal kunne orientere os i komplekst materiale, identificere de centrale problemstillinger og levere et kvalificeret svar inden for en rimelig tidsramme.

Vi når sjældent frem til den skarpe argumentation

Jeg mener derfor heller ikke, at eksamener skal være uden tidsbegrænsning, eller at lidt tidspres ikke er godt. Evnen til at arbejde effektivt er en relevant kompetence, som naturligvis bør indgå i bedømmelsen.

Jeg mener dog, at der er en væsentlig forskel på at teste evnen til at arbejde effektivt og på at gøre hastighed til den afgørende faktor. Når selv velforberedte studerende forlader eksamenslokalet med følelsen af, at de ikke blev færdige, er det værd at spørge, om eksamen er proportional?

Det lader vores fagleder også til at sætte spørgsmålstegn ved, da han til en forelæsning erkendte, at eksamen er meget tidspresset, og  at han ad flere omgange havde prøvet at få den forlænget til fem timer – dog uden held.

Selvfølgelig handler en god eksamensbesvarelse ikke om kvantitet, men om kvalitet. Som vores kære fagleder har sagt: »Skriv kort, klart og præcist – og lad nu være med at bruge copy-paste-noter!«

Efter denne logik burde tre velargumenterede sider i princippet være bedre end ti sider fyldt med gentagelser og juridisk fyldstof.

Seks timer på fire timer

Problemet er bare, at den nuværende tidsramme betyder, at man sjældent når frem til den dybde, der gør argumentationen skarp.

I stedet ender man med at skulle prioritere bredde over fordybelse: man når lige akkurat at identificere og nævne de relevante problemstillinger, men ikke altid at behandle dem med den kvalitet, de egentlig fortjener.

Og det er måske i virkeligheden her, udfordringen ligger.

For hvis universitetet ønsker kvalitet, fordybelse og viden, men eksamen i praksis belønner hurtig produktion under pres, opstår der et tydeligt sammenstød mellem det, vi bliver undervist i, og det, vi bliver målt på.

Når universitetet insisterer på at presse seks timers indhold ind i en fire timers eksamen, må de også acceptere konsekvenserne: Studerende afleverer tekster, som de bagefter ville betale gode penge for at få slettet permanent.

Hvis målet er faglighed og forståelse, hvorfor er det så hastigheden, der i praksis bliver afgørende?

Hvis det er intentionen, er det fair nok. Hvis ikke, er det måske på tide at indrømme, at vi har en eksamensform, der måler noget andet end det, vi siger, vi vil måle.

Og nu skal jeg nok tage en tudekiks, lukke Facebook ned og komme videre.