Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Bordene vender tilbage på Humaniora – men der bliver mindre fysisk undervisning

Det Humanistiske Fakultet vil fra den 2. november gøre holdundervisning digital for halvdelen af de studerende. Det betyder, at bordene kan vende tilbage i lokalerne.

Det gik ikke ubemærket hen, da Det Humanistiske Fakultet besluttede sig for at fjerne bordene i undervisningslokalerne for at få plads til så mange studerende som muligt. Tiltaget blev mødt af massiv kritik, fra studerende, fra ergoterapeuter og også fra politikere.

Snart er det dog slut med at sidde med computeren i skødet for de humaniorastuderende, der møder op til fysisk undervisning på fakultetet.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER 

I en intern mail skriver Det Humanistiske Fakultet således, at bordene vender tilbage fra den 2. november. Til gengæld vil der ikke længere være plads til alle studerende.

Fra starten af november vil fakultetet kun tilbyde fysisk undervisning til halvdelen af de studerende på »en del hold«, mens den anden halvdel må følge med hjemmefra i en livestream af undervisningen, optaget af nyt streamingudstyr, som fakultetet har investeret i.

LÆS OGSÅ: To forelæseres gyserdagbog fra en måned med livestream-undervisning

De studerende vil altså blive inddelt i to grupper, og et rotationsprincip vil herfra gælde, så de på skift kan deltage i den fysiske undervisning.

Beslutningen handler ikke om borde

Prodekan Jens Erik Mogensen siger, at årsagen til den blandede undervisning er, at det er nødvendigt at begrænse antallet af studerende på campus, hvorfra mange studerende og hele hold allerede har prøvet at blive sendt hjem på grund af smittetilfælde.

At bordene kan komme tilbage er blot et resultat af, at færre studerende vil optage plads i lokalerne, siger han.

LÆS OGSÅ: »Mine lår brænder«: Humaniorastuderende savnede bordene på første undervisningsdag

»Løsningen med at fjerne bordene var god, da vi tog den før sommerferien, og det var også en beslutning, som vi havde bred opbakning til i de forskellige nævn og udvalg på fakultetet. Men nu har vi set, at smitten kan stige igen, og det ser ud til, at corona vil være her længere tid, end vi troede i vores optimisme. Derfor er vi nødt til at lave nogle mere robuste rammer, der tager udgangspunkt i, at der skal være færre på campus,« siger Jens Erik Mogensen.

Der har været en del kritik af de manglende borde. Hvor meget har det fyldt i jeres beslutning?

»Den primære årsag til den her ændring er, at vi skal reducere antallet af ansatte og studerende på campus, og så er det en sidegevinst, at der igen er plads til bordene. De har ikke fyldt så meget i vores beslutning, selv om vi selvfølgelig har lyttet til kritikken. Men det er da dejligt at få bordene tilbage.«

Betyder det så, at I vil overveje at fjerne bordene igen, hvis pandemien aftager yderligere i styrke?

»Det er svært at sige lige nu, men det er ikke noget, vi planlægger at gøre.«

Allerede på den anden side af efterårsferien vil den fysiske undervisning på campus blive suppleret af »nødstreaming«, så studerende, der har symptomer på coronavirus, eller oplever gener ved den bordløse undervisning, kan følge med hjemmefra.

Seneste