Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Ergoterapeuter kritiserer, at studerende skal undvære borde

Corona-risiko — Det Humanistiske Fakultet fjerner bordene fra undervisningslokaler for at få plads til flere studerende uden at bryde afstandsregler. Ergoterapeutforeningen siger, at det kan give fysiske skavanker og koncentrationsbesvær.

»Lyder som noget fra Rokokoposten,« står der i kommentarsporet til et opslag i facebookgruppen for de humanistiske studerende på Københavns Universitet. Det er blot én af de kritiske eller latterliggørende reaktioner på, at Det Humanistiske Fakultets har meldt ud, at det kommende semester bliver bord-løst:

»Når bordene bliver fjernet, er der plads til alle. Det betyder, at du i stedet for bordplads til computer og bøger har mulighed for at gå til undervisning på campus og være sammen med dine medstuderende både fagligt og socialt og samtidig overholde afstandskravet,« skriver fakultetet.

Det var et valg mellem borde eller studerende

Prodekan for uddannelse på Humaniora Jens Erik Mogensen siger, at fakultetet havde arbejdet med, at studerende – på grund af covid-19-afstandskravet – skulle møde op i halve hold hver anden uge og ellers følge med i forelæsninger via streaming hjemmefra. Men så fik ledelsen en idé:

»Bordene fylder jo meget, så der kunne kun være 70 procent – nogle gange kun 50 procent – af de studerende i lokalerne i henhold til de nye retningslinjer. Hvis man nu fjernede bordene, så var der plads til dem alle sammen, samtidig med at vi overholder afstandskravet,« siger Jens Erik Mogensen.

Det er jo en prioritering.

Jens Erik Mogensen, prodekan

Dekanatets forsøg på at undgå smitte ved at flytte møbler har en vis opbakning fra sundhedseksperter, (de latterliggørende kommentarer på Facebook til trods). Sundhedsstyrelsens vejledning i at forebygge smittespredning indeholder et punkt om, at man kan ændre opstillingen af borde i skoleklasser for at hindre ansigt til ansigt-kontakt. Der står dog ikke noget om ligefrem bord-fri skoleklasser.

LÆS OGSÅ: Angst og ensom i coronaland

»Det er jo en prioritering. Vi har hele tiden taget udgangspunkt i, at så mange studerende som muligt skal have fysisk undervisning på campus. Det er baseret på tilbagemeldinger fra studerende og undervisere. Det sociale møde har manglet, og der er mange, der har følt sig ensomme,« siger Jens Erik Mogensen.

Køb en særlig plade til beskyttelse af testiklerne

Men hvordan skal noteskrivningen til forelæsningen fungere?

»Et bord har selvfølgelig en funktion, men de fleste tager jo noter på deres bærbare pc i dag,« siger Jens Erik Mogensen, en pointe, han uddybede 7. august over for Danmarks Radios lyttere, da P1 Morgen bragte nyheden om, at Humaniora ofrer deres borde for smitteforebyggelsen. Mogensen sagde til P1, at studerende kunne sidde med en plade i skødet som underlag til den bærbare computer.

»Jeg sagde det lidt som en bibemærkning. Jeg havde læst nogle undersøgelser om de mandlige studerendes sædkvalitet, om at man ikke skulle sidde direkte med en bærbar i skødet, fordi det kan gå ud over fertiliteten,« siger Jens Erik Mogensen.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Pladen kan ifølge Jens Erik Mogensen fås til billige penge i Føtex, og den skal de studerende selv købe. Hvordan man bedst indretter sig i de nye bordfrie rammer skal »de enkelte studerende selv finde ud af,« siger prodekanen.

Hvad med ryggen?

Men hvor godt er det lige for ryggen at sidde foroverbøjet ved computeren på en stol? Jens Erik Mogensen siger, at han er opmærksom på, at arbejdsstillingen med en computer i skødet ikke er optimal:

»Vi skal være meget opmærksomme på, om der er nogle konsekvenser i forhold til ergonomien. Det kan vi se i situationen, som den nu udvikler sig.«

LÆS OGSÅ: Tre ud af fire internationale studerende har følt angst under coronakrisen

Han siger, at det selvfølgelig er meget vigtigt, at det fysiske arbejdsmiljø bliver taget i betragtning i løbet af en forelæsning:

»Jeg kan forestille mig, at man som underviser siger, at folk lige skal strække benene eller ryggen, eller hvad det nu kan være.«

Ergoterapeutforeningen: Det er fuldstændig uhensigtsmæssigt

»Man kan aldrig forsvare, at man skal sidde på den måde på en uddannelsesinstitution. Det giver skader på både nakke, ryg, arme og ben,« siger formand for Ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager.

Man kan aldrig forsvare, at man skal sidde på den måde på en uddannelsesinstitution.

Tina Nør Langager, formand for Ergoterapeutforeningen

»For de fleste vil computeren sidde for lavt i forhold til armene, og man vil sidde og spænde i sin nakke meget mere, end hvis man havde et bord,« siger Tina Nør Langager.

De manglende borde vil ikke blot svække studerende fysisk, men arbejdsstillingen med computeren i skødet vil også give dem koncentrationsproblemer, siger hun.

»Vi har brug for kropslig understøttelse, for at vi kan koncentrere os om at lytte. Når man ikke har den stabilitet i sin siddestilling, vil hjernen bruge energi på at sidde bedre, og så kan man ikke lytte til, hvad der bliver sagt,« siger Tina Nør Langager.

Men kan man så ikke lave nogle øvelser for at forebygge skaderne og koncentrationsbesværet?

»Hvis man sidder på en stol med en computer derhjemme, kan man finde ud af, hvordan man sidder med sine arme og med bedst støtte. Man kan købe en form for stabiliseringspude, hvor man får computeren lidt højere op. Men altså, det er jo ikke en løsning, jeg som fagperson vil anbefale på længere sigt,« siger Tina Nør Langager, der sætter et stort spørgsmålstegn ved kvaliteten af undervisningen, når bordene er fjernet.

»Hvis vi skal skabe de bedste forudsætninger for at lære, skal folk sidde ordentligt. At man kan sidde på en stol og ikke har mulighed for et klapbord eller nogen form for understøttelse er fuldstændig uhensigtsmæssigt for kroppen og indlæringen,« siger Tina Nør Langager.

Seneste