Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Kære Københavns Universitet, er mit helbred eller min uddannelse vigtigst?

Fjernundervisning er ikke ønskværdigt, men hvis alternativet er bordløs undervisning med smerter og aflyste fag, så vælger jeg undervisning på Zoom.

Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet fjerner de studerendes borde for at få plads til så mange studerende som muligt uden at bryde corona-afstandsreglerne.

Men dermed nedprioriterer universitetet de studerendes sundhed alene for at undgå fjernundervisning.

Prodekan for uddannelse på Humaniora Jens Erik Mogensen har til B.T. forsøgt at forklare, at beslutningen er taget »ud fra ønsket fra studerende og undervisere om fysisk undervisning frem for online«.

LÆS OGSÅ: Ergoterapeuter kritiserer, at studerende skal undvære borde.

Jeg anser det som en nem løsning besluttet af en ledelse, der hverken har ergoterapeutisk viden eller almen interesse for helbredet hos os studerende. Derfor er det også uprofessionelt at bruge vores ønske om fysisk undervisning som bevæggrund.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Zoom kan ikke erstatte en god debat i undervisningslokalet, en hurtig snak om dagens teoretiske tekster med sidemanden eller synet af en fyldt forelæsningssal, men selv om savnet efter alt dette har fyldt vores kroppe, imens vi har siddet hjemme i foråret, forstår jeg ikke, hvordan ledelsen pludselig vælger at prioritere de studerendes savn over de studerendes sundhed.

Formand for ergoterapeutforeningen Tina Nør Langager har i Uniavisen kaldt det »uhensigtmæssigt« at fjerne bordene, og hun siger også, at »når man ikke har den stabilitet i sin siddestilling, vil hjernen bruge energi på at sidde bedre, og så kan man ikke lytte til, hvad der bliver sagt.«

Selv om prodekan Jens Erik Mogensen siger, at »vi skal være meget opmærksomme på, om der er nogle konsekvenser i forhold til ergonomien,« så kommer han også med en bekymrende tilføjelse om, at konsekvenserne »kan vi se i situationen, som den nu udvikler sig«.

Skal en vis procentdel af fakultetet sendes til fysioterapeut, før der sker ændringer? De gravide, handicappede og andre, der ikke kan gennemføre undervisningen uden borde, kan ikke vente på, at en vis mængde studerende plages af gener, før bordene stilles tilbage i undervisningslokalerne. Skal gravide til at slæbe deres eget skriveunderlag rundt? Er det bare ærgerligt, hvis du har en fysisk problematik, som umuliggør, at du kan flytte dit ‘bord’ rundt?

LÆS OGSÅ: Med flere pauser behøver bordfri undervisning ikke at gøre ondt.

Fordi jeg godt kan sidde på en stol men ikke samtidig tage noter på en computer eller skriveblok på skødet, fik jeg at vide, at jeg bare måtte lade være med at skrive noter.

Jeg står selv i den situation, at jeg er plaget af fysiske mén efter et cykelstyrt. På sigt vil jeg have svært ved at gennemføre undervisningen og har derfor været i kontakt med studienævnet for Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab for at få dispensation til et bord. Herfra har jeg fået det skuffende svar, at der ikke bliver givet borde til nogen.

Fordi jeg godt kan sidde på en stol men ikke samtidig tage noter på en computer eller skriveblok på skødet, fik jeg at vide, at jeg bare måtte lade være med at skrive noter.

Situationen er, at jeg nu som bachelorstuderende er nødt til at afmelde et af mine tilvalgsfag, fordi jeg ikke vil kunne klare at sidde så meget med en skriveblok i skødet uden at få så stærke smerter, at jeg til sidst slet ikke kan dukke op til undervisningen.

Andre steder bliver bordene stående, fordi de er nødvendige

Jeg er nysgerrig på, om prodekanen også skal undvære sit bord. Skal professorerne? Hvad med på lærerværelset? På vej til universitetet kan jeg sidde i et overfyldt tog med mundbind og håndsprit og klare turen uden bekymringer. Jeg kan huske at hoste i ærmet og undgå at handle i supermarkederne i den travleste periode. Alligevel er der ingen tiltro til min opførsel, når jeg bevæger mig ind på universitetets grund.

Tænk hvis dette foregik på en arbejdsplads. Så havde medierne allerede udskældt det, og Arbejdstilsynet havde været dybt forarget.

Imens andre fakulteter tænker deres studerendes sundhed ind i beslutningerne og har valgt at lade dem møde op i halve hold, er det, som om der sidder en økonomisk sten i skoen hos Det Humanistiske Fakultet.

I folkeskolerne, på arbejdspladserne og i den almindelige borgers hverdag anses et bord for at være nødvendigt til ethvert stykke skriftligt arbejde, og når ergoterapeuter endda rejser kritik, burde Det Humanistiske Fakultet genoverveje sin inhumane beslutning.

Der går ikke lang tid, før nogle studerende kan være nødt til at tage en forfærdelig, men nødvendig beslutning: Er mit helbred eller min uddannelse vigtigst?

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Seneste