Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Deltidsansatte forener sig

NY FORENING - De deltidsansatte undervisere har fået en ny forening, AkademiskeDaglejere.dk Foreningen af deltidsansatte universitetslærere. Den vil kæmpe for de deltidsansattes vilkår i EU-regi, og så vil man lægge pres på Finansministeriet for at få afdækket, hvor mange deltidsundervisere, der egentlig arbejder ved de danske universiteter. Det fremgår af udtalelsen fra foreningens første generalforsamling, som vi bringer nedenfor:

Udtalelse:

DVIP-KUA, foreningen af deltidsansatte universitetslærere ved Københavns Universitets Humanistiske Fakultet, og Timelærerforeningen ved Aarhus Universitet er i dag ved en ekstraordinær generalforsamling blevet fusioneret til én landsdækkende forening under navnet AkademiskeDaglejere.dk.

Den nye forening er fri for partipolitiske og organisatoriske bindinger, men vil naturligvis fortsat have et nært samarbejde med Dansk Magisterforening,

Foreningens formål er ifølge vedtægterne ”at sikre de deltidsansatte undervisere på danske universiteter ansættelse på ordinære vilkår med fulde overenskomstmæssige rettigheder som pension, fuld løn under sygdom og barsel, ret til efteruddannelse, tillæg mv. Foreningen arbejder ligeledes for forbedringer i disse gruppers generelle arbejdsforhold på universiteterne og for at sikre dem pensionsindbetaling med tilbagevirkende kraft i henhold til EU´s direktiver fra 2001 om ligebehandling.”

Det ville netop i denne periode, hvor Danmark fungerer som formand for EU, være uheldigt, om det skulle vise sig, at formandslandet faktisk ikke selv lever op til de EU-direktiver, der alle har til formål at sikre alle lønmodtagere ensartede rettigheder, nemlig direktiverne om deltidsansættelse, tidsbegrænset ansættelse og vikaransættelse.

Spørgsmålet er med assistance fra EU-parlamentariker Ole Christensen blevet forelagt EU-kommissær László Andor, som hidtil ikke har ladet sig overbevise af de svar, han har modtaget fra den danske stat. Denne sag agter vi at føre til den bitre ende.

Finansministeriets Personalestyrelse har igennem årene konsekvent hævdet, at det ikke er muligt at finde frem til det præcise antal af universitetslærere ansat i stillinger uden fuld overenskomstdækning, fordi de deltidsansatte ofte har parallelle ansættelser ved flere universiteter. Da alle imidlertid får udbetalt løn via statens eget lønsystem, som også ligger inde med lønmodtagernes CPR-numre, burde det ikke være umuligt at undgå, at den samme person bliver talt med mere end én gang.

Personalestyrelsen bør fra politisk hold ufortøvet pålægges at finde frem til det præcise antal akademiske daglejere på Danmarks universiteter, så problemets reelle omfang omsider kan klarlægges.

På bestyrelsens vegne
Morten Hjelt
Formand for AkademiskeDaglejere.dk
Frederiksberg d. 3. februar 2012

Seneste