Dobbeltmennesket

I Ditlev Tamms ranke snart 73-årige skikkelse mødes guldalder og avantgarde. Selv kalder han sig »en blandingsperson«, der på trods af to doktorgrader aldrig har følt sig nørdet nok til universitetet.

Ditlev Tamm fejrede 40-års jubilæum som professor i retshistorie på Københavns Universitet i december 2018, og i den anledning tager han imod Uniavisen i sit hjem i indre by.

For at komme til stuen i herskabslejligheden på tredje sal må man kante sig igennem en lang smal entre, hvis ene langside er beklædt med Ditlevs Tamms overdådige overtøjsgarderobe. Her hænger frakker i stærke farver og grafiske print fra eftertragtede modehuse i lag, blandt andet en cape i russisk zobel. Dertil kommer sjaler og hatte. Han skelner ikke skarpt mellem herre- og dametøj, som han bruger i flæng.

Hjemmet er indrettet som et spejl af ham selv. Lysekroner og guldindrammede portrætter af tiptiptipoldeforældrene får modspil af ultramoderne italiensk design og modig samtidskunst. Hele herligheden holdes sammen af bøger. Bøger i indbyggede reoler i alle rum en suite, bøger på og under sofaborde, bøger i stabler langs væggene.

Vi rydder en lille sofa for bøger på fotografens anmodning. Bogen L’abbé de Choisy ou l’ingénu libertin om en heteroseksuel transvestit, der var medlem af Det Franske Akademi i det 17. århundrede, og som Tamm er ved at forberede et konferenceoplæg om, indikerer, at han er optaget af den historiske udvikling i kønsopfattelsen.

Læderindbundne lovsamlinger og en bog med titlen Queer bugseres væk i stabler – til stor inspiration for Tamm, der siger, at det vel nok ser pænt ud, når færre bøger breder sig over arbejdsværelsets gulvplanker.

Ditlev Tamm er en veloplagt vært. Da mit blik fanges af et keramisk kunstværk formet som bladet fra et tempeltræ, reciterer han hele Goethes digt Ginkgo biloba (den latinske betegnelse for tempeltræ) på et formfuldendt tysk.

Fashionisto

Lejligheden er stadig pyntet op til jul, selv om vi er sidst i januar. Det er fordi Ditlev Tamm haster af sted til Rom, når højtiden er overstået. Her lejer han og hustruen hvert år en lejlighed i hele januar måned, og så arbejder de derfra på behagelig afstand af Københavns evindelige tusmørke.

Han serverer kirsebærvin fra Frederiksdal, en kompleks vin for kendere. Og finsk juleslik, små bitre tyttebær i hvid dragé.

»For mig som historiker og glødende EU-tilhænger er Rom et af de mest interessante steder, man kan opholde sig, en vigtig både kulturel, politisk og menneskelig bærepille, der har været en væsentlig del af mit intellektuelle liv, siden jeg var helt ung,« siger Tamm. Han er landet i Kastrup for blot halvanden time siden og har stadig propper i ørerne fra kabinetrykket.

Måske hænger min interesse for fashion sammen med min tvivl på, om jeg er god nok

I dag er det ikke alene historien, lyset og bibliotekerne, der trækker i Italien. Det er også her, han finder meget af sit bedste designertøj, herunder et par fuchsiafarvede støvletter i hesteskind.

I et interview med Uniavisen i 2010 fortalte Ditlev Tamm om sin livslange tvivl på egne evner. Han sagde, at hans ondeste drøm er, at nogen finder ind til kernen af hans arbejde og konkluderer, at han er fake.

Med den støjende påklædning han vælger i dag, er der ingen der kan påstå, at han ikke har noget tøj på. Han kæder selv sin ekspressive stil sammen med det akademiske mindreværd:

»Måske hænger min interesse for fashion sammen med min tvivl på, om jeg er god nok. Jeg har nok aldrig følt mig helt nørdet nok til at være på et universitet. Hele min opdragelse til og med min karriere på Det Juridiske Fakultet er konservativ. Men jeg er altid trådt ved siden af og har studeret sprog, litteratur og historie ud over juraen, så jeg er jo blevet en mærkelig blandingsperson af en jurist med humanistiske idealer.«

Ditlev Tamm var for længst fyldt 50, da han foldede påfuglehalen ud og overgav sig til maksimalismen. Indtil da havde han klædt sig blegt med grå jakke, blazer og slips.

»For knap 20 år siden tænkte jeg, nu kan det være nok, og købte mig et par højhælede støvler og en rød jakke. Og så er det jo blevet værre og værre,« siger han med et grin.

»Hvorfor skulle man gå med en grå jakke, når man kan gå med sådan en, der udstråler skønhed, og som er skabt af mennesker, der har sans for det,« siger han og lader hånden glide hen over jakkeærmets brokadestof.

400 gensidige likes

De jurastuderende på Københavns Universitet har deres egen Facebookgruppe, og da et medlem op til Ditlev Tamms jubilæumsforelæsning postede et foto af ham i et cool outfit, udløste opslaget knap 400 likes og et meterlangt kommentarspor af positive tilkendegivelser.

Og inspirationen går begge veje. Ditlev Tamm taler om de studerende med stor sympati. Forventer man en vis opgiven fra den lærde professor over nutidens udannede ungdom, må man tro om igen:

»I vores fag det en stor fordel at kunne sprog, når man skal tilbage til kilderne, og det er da et tab i undervisningen, at man ikke kan forvente, at alle har samme uddannelsesbaggrund og kan læse tysk og også har lyst til at stave sig igennem en tekst på et romansk sprog. Men sådan er det jo. Til gengæld har de studerende i dag en meget bred vifte af interesser, og jeg hører ikke til dem, der synes at tingene var bedre i gamle dage. For et par måneder siden var jeg på en studierejse med 15 studerende, og de kunne alle sammen et eller andet spændende.«

Ditlev Tamms pædagogiske metode er pragmatisk. Han prøver at møde de studerende der, hvor de er. Han har åbnet et kursus i latin for jurister, og han siger til sine elever, at verden åbner sig for den, der taler flere sprog:

»Jeg gør meget ud af at fortælle mine studerende der gerne vil arbejde mere seriøst med videnskaben, at de kan springe over i køen, hvis de kan flere sprog.«

Gennem karrieren har han i stigende grad rusket i fagets traditioner som en modbevægelse mod hvad han kalder »en dannelsesmæssig indsnævring, der reducerer juraens sagsområde til en teknisk videnskab.« For eksempel har han været dybt involveret i kurset Law and Literature, fordi han mener, at indsigt i litteratur, sprog og retorik skaber bedre jurister.

Han overvejede selv at læse historie, og kulturfagene har han altid fået kilet ind:

»Da jeg læste jura, gik jeg til græsk, fordi jeg fortrød, jeg var blevet nysproglig, og jeg lærte også spansk. Og da jeg jo holdt meget af italiensk, fulgte jeg også den italienske lektors forelæsninger over Dantes Guddommelige Komedie, så jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig begrænset af det juridiske studium. Og når man kommer fra et lille land som Danmark, er det så vigtigt at man orienterer sig meget bredt.«

Ud over de klassiske sprog har Tamm kendskab til både russisk, kinesisk, hebraisk, arabisk og hollandsk. Finsk taler han ikke helt så godt, som han gerne ville – hans hustru er finne og dekan på universitetet i Helsinki, hvor Tamm er æresdoktor.

»Hvis man vækkede mig om natten og bad mig holde et foredrag om noget, jeg ved noget om, ville jeg kunne gøre det på engelsk, tysk, fransk, italiensk og spansk. Der kan jeg tale frit og sige, hvad jeg vil. De andre sprog ville kræve manuskript.«

Et professorat ind fra højre

Ditlev Tamm kerer sig om sine studerende og vil gerne have dem godt i vej. Han husker, hvordan hans egen studietid var præget af undervisernes komplette mangel på interesse for de studerende og hvad der i dag lyder som et hårrejsende fravær af talentpleje:

»Dengang i tresserne var der ikke noget egentligt akademisk miljø på Jura. Professorerne kom, holdt deres forelæsning og gik igen. Nogle var ikke gode, nogle var blændende, men bortset fra særligt professor i retsvidenskab Bernhard Gomard, var der dengang ingen rollemodeller, der ansporede de studerende til at skrive. Det kom først i næste generation.«

Derfor lå det heller ikke i kortene, at Ditlev Tamm skulle gå forskervejen. Han har i tidligere interview fortalt om sin familie, der er præget af jurister på både mødrene og fædrene side i flere generationer. Faderen var højesteretsdommer, men rådede sønnen fra at gå samme vej: Du vil ikke kunne holde ud at høre på alt det, mente han, som til gengæld var født til sit job. Selv var Ditlev Tamm altid grundlæggende i tvivl om bukserne kunne holde, om han havde evner og stamina til en akademisk karriere, noget der blev betragtet som meget krævende der, hvor han kom fra.

At han blev videnskabsmand (Tamm siger videnskabsmand, ikke forsker) skete ved et tilfælde, siger han, og fortæller, hvad der på fyrre års afstand lyder som en vild røverhistorie, men som ikke desto mindre er faktuel:

Jeg havde meget høje tanker om det at være professor

»Professoren i retshistorie døde pludseligt, et år før jeg blev kandidat, og der var ikke nogen til at føre faget videre. Jeg havde hverken skrevet noget eller arbejdet videnskabeligt, men jeg havde klaret mig godt, og man vidste, at jeg var historisk interesseret, og så fik jeg at vide, at man ville betale mig et år, hvis jeg ville tage til udlandet og læse retshistorie, så faget kunne få en ny start i København.«

Eftersom ingen på fakultetet kendte nogen retshistorikere i hverken ind- eller udland, besluttede Ditlev Tamm at tage på roadtrip med en ven ned gennem Europa i jagten på et universitet med en stærk retshistorisk tradition. Han fortæller, hvordan det bragte ham til universitetet i Freiburg, hvor en professor i romerret gik meget praktisk til værks og tog ham under sine vinger.

»Noget løfte om en stilling lå der ikke i fakultetets tilbud, men jeg kunne nok ane, at hvis jeg levede op til forventningerne, så var der måske for enden en mulighed for et professorat, hvis jeg var god nok. Men vejen var lang og forudsatte, at jeg troede på mig selv som akademisk jurist.«

Af Tamms beretning kan man høre, at han arbejdede som en gal for at komme i trinhøjde med det europæiske niveau for retshistorie, og at det var i Tyskland, han udviklede sit brede dannelsesbegreb og blev polyhistor:

»Jeg havde meget høje tanker om det at være professor. For at repræsentere et fag skal man være usædvanligt dygtig, tænkte jeg, så jeg satte mig ordentligt ind i sagerne. Mange af kilderne er skrevet på latin, og i den tyske tradition læser man også fransk og italiensk,« siger han og tilføjer:

»De fleste af de europæiske jurister, der har retshistorien som fag, er nok i virkeligheden skabshumanister.«

En disputats for lidt

Ditlev Tamm vendte hjem fra Freiburg med fulde lommer og blev professor på Københavns Universitet i en alder af 32 år. Han forsvarede sin juridiske doktorafhandling i 1977, og syv år senere afleverede han disputs nummer to og kunne nu kalde sig dr.jur. et phil. Hvad driver et menneske til at skrive to disputatser?

»Jeg hører jo til dem, og det er en del af drivet, der aldrig synes at det er godt nok. Jeg skrev en juridisk disputats og syntes, at det kunne jeg godt gøre lidt bedre, og nummer to, Retsopgøret efter besættelsen, tog jo dobbelt så lang tid at lave.«

Retsopgøret var det juridiske opgør med danskere, der havde hjulpet den tyske besættelsesmagt. Folketinget indførte efter befrielsen i 1945 en række love, der med tilbagevirkende kraft dømte 13.000 danskere for landsskadelig virksomhed. 46 blev henrettet.

Tamm tilbragte år i Rigsarkivet med næsen i kilder og sagsakter, og han endte med at konkludere, at domfældelserne var præget af juridiske kompromisser og en del inkonsekvens fra selv de øverste domstole. Værket blev en bestseller, hans konklusioner nåede langt uden for universitetets grænser, skabte heftig debat, og endte med at ryste forfatteren i sin grundvold:

»Jeg har fået en borgerlig og autoritetstro opdragelse, men endte med at skrive en af de mest kritiske bøger, der er skrevet om danske juridiske myndigheder.«

Arbejdet gjorde ham ikke kun kritisk over for den snævre, tekniske forståelse af juraen. Det tilfredsstillede også den del af ham, som Tamm kalder ’syttenhundredetalsoplysningsmennesket’, fordi han med værket »lykkedes at skabe et mere informeret grundlag for diskussionerne, der før var præget af mange løse meninger.«

Efter bogen om retsopgøret kom der kort sagt flere farver på professorens palet, og Tamm tog stadig mere aktiv del i samfundsdebatten.

Han har skrevet biografier og bøger om både jura, politik, litteratur, ballet, populærkultur (fx titlen Adidas i Danmark), og som debattør har han kastet al sin prestige ind i flere værdipolitiske sager. Han er hovedårsag til, at de konservative måtte opgive at flytte Rigsarkivet fra København til en mark uden for Odense. Det ødelagde hans forhold til partiet, men for Tamm var sagen det vigtigste.

Uniavisen vil vide, hvad han er mest stolt af at have udrettet, men sådan spiller klaveret ikke:

»Jeg er ikke et menneske, der er stolt af noget af den slags. Jeg er selvfølgelig glad, når noget lykkes. Det er min grundholdning, at hvis man har nogle evner, er man forpligtet til at bruge dem i samfundets og andres tjeneste. Jeg har prøvet. Jeg kender andre, der har arbejdet mere og er kommet længere. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne, det skal man, det er min grundopfattelse.«

Den underliggende pligtetik gør også, at Ditlev Tamm aldrig jinxer en opgave eller et hverv. Han er også opmærksom på, ikke at stivne i en form, som han ved fungerer:

»Jeg kan stadig være nervøs, for jeg er en streng bedømmer af mig selv. Det har været en væsentlig drivkraft – både at man skal holde et niveau, og at det altid kan blive bedre. Det er aldrig godt nok. Man skal ikke tro, at man har sagt noget, som der ikke – med rette – kan komme nogen og kritisere.«

Efter en pause tilføjer han:

»Det vil jeg sige om den videnskabelige tilværelse i almindelighed. Den er ganske hård. Og hvis man ønsker andres ros, så er det ikke den vej, man skal gå.«

Nostalgi giver ingen mening

Fire årtier i universitetets tjeneste er det foreløbig blevet til. Til sommer bliver Ditlev Tamm professor emeritus og drosler ned for nogle af de akademiske forpligtelser. Så skal tangotræningen intensiveres, bøger skal læses og flere skrives, og der bliver måske mere plads til at dyrke den hedonisme, der på paradoksal vis karakteriserer Tamm ved siden af pligtetikken.

»Jeg fylder 73, og jeg har været så lykkelig foreløbig at undgå plagsomme fysiske skavanker. Men når man har nået min alder og ser fremad, vil man være meget naiv, hvis man så en uendelig linje. Nu er tiden også kommet, hvor jeg skal give plads til andre.«

Ditlev Tamm har oplevet eliteuniversitetet blive til masseuniversitet. Afskaffelsen af medarbejderdemokratiet. Nedskæringer. Hvis han skal tage temperaturen på Københavns Universitet i 2019, hvordan ser det så ud?

»Jeg siger tit, at jeg har været meget privilegeret, fordi jeg kom på et universitet i 1964, hvor man kunne følge de fag, man ville og kunne skifte studium, hvis man ville. Der var ikke eksamen hele tiden, så der var årelange forløb, hvor man havde mulighed for at studere. Også som professor har jeg nydt stor frihed. Det var naturligvis dejligt, at universitetet tidligere havde den tiltro til stedets professorer, at de underviste som de fandt passende og skrev det, de følte for. Det kom der ofte meget ud af, men det er jo alt sammen væk, og sådan er det.«

Men Ditlev Tamm ser sig ikke sentimentalt over skulderen:

»Jeg mener ikke, at nostalgi giver mening, for vi lever i en anden tid, hvor universitetet er forpligtet til at uddanne langt flere mennesker. På den måde er universitetet også meget sjovere i dag. Der er, hvad der skal være på et universitet – mange meninger, der brydes og en masse dygtige mennesker i alle aldre. Det meste af udviklingen er positiv,« siger Tamm, der – ikke overraskende – fremhæver universitetets deltagelse i store udenlandske netværk som et kæmpe plus.

Flydende grænser for køn

At Tamm træder tilbage fra første geled, betyder ikke, at han læner sig tilbage. Han har netop færdiggjort en bog om Carlsberg, og han har fået forskningsmidler til at nyoversætte de danske middelalderlove, der fortjener at foreligge i en ny, kommenteret udgave, siger syttenhundredetalsoplysningsmennesket.

Han er også i gang med et projekt, hvor han på ny udfordrer juraen og ved hjælp af litteratur og sprog undersøger, hvor den kommer til kort. Lyset tænder i hans øjne, når han fortæller, at han skriver på en bog om udviklingen i kønsopfattelsen og juraens forhold hertil.

»Arbejdstitlen er Kønnets grænser. Jeg vil afsøge et felt, jeg synes er så spændende som historiker. I dag har man globalt grundlæggende den samme diskussion om juraens forhold til køn. Vi er i et historisk øjeblik, hvor man over hele verden møder samme udfordringer, når det gælder definitionen af køn og juraens forhold til kønnets grænser. Hvis man tilhører en seksuel minoritet, kan man via nettet i dag konstatere, at man ikke er alene. Man kan få kontakt med andre, og man kan medicinsk ændre ved ting man ikke har kunnet tidligere.«

Spørgsmålstegnet ved det binære kønsbegreb optager mig

På entusiasmen forstår man, at han har et liberalt syn på hele spektret af kønsopfattelser. Hvor juraen måske står lidt stivnakket tilbage over for tidens flydende kønsbegreb, vil Tamm gerne tale om menneskerettigheder:

»Spørgsmålstegnet ved det binære kønsbegreb optager mig. Det er under opløsning i dag, hvor vi ser mange variationer af transgender, og hvad skal vi så stille op med det i lovgivningen? Hvor langt rækker menneskerettighederne, i forhold til hvad man accepterer, og hvad er konsekvenserne?«

Samfundet udvikler sig, og Ditlev Tamm føler fortsat, at han er forpligtet til at bruge sine evner i samfundets og andres tjeneste:

»Det kan jeg godt hjælpe med,« siger han efter at have lyttet interesseret til beretningen om min 11-årige søn, der er lidt træt af at svare på spørgsmål om sin seksualitet, fordi han går med smykker.

Måske har de seksuelle minoriteter i den globale queerbevægelse fundet deres juridiske talsperson i denne professor emeritus, der er rundet af et konservativt miljø, men undervejs er sprunget ud som intellektuel first mover ved at kombinere juraen med sit brede dannelsesbegreb:

»Det er min grundopfattelse, at juraens opgave er at hjælpe folk og ikke gøre livet besværligt for dem, og derfor skal man jo være åben og bruge den viden og de erfaringer, man i dag har om køn til netop juridisk at favne så meget som muligt.«