Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Bevar Fiolbiblioteket og brug det tidligere Botanisk Laboratorium til administration i stedet, lyder appellen til rektor Ralf Hemmingsen fra Danmarks førende ekspert i bygningskultur
Københavns Universitet (KU)er med sin campusplan i gang med at ødelægge to unikke bygningsværker med stor betydning for vores fælles kulturarv. Det mener Gregers Algreen-Ussing, professor med speciale i Bygningskultur og restaurering.
KU vil nedlægge Fiolbiblioteket fra 1856 og flytte det til det tidligere Botanisk Laboratorium i Gothersgade 140 fra 1888.
Begge bygninger er tegnet af Johan Daniel Herholdt og betegnes som arkitektoniske perler. Gregers Algreen-Ussing appellerer derfor direkte til KU´s rektor Ralf Hemmingsen og de arkitekter og byggesagkyndige der rådgiver ham, om at ændre beslutningen.
»En rektor kan ikke vide alt, men i dette tilfælde er han ikke desto mindre den ansvarlige for nogle af de mest betydningsfulde klenodier i dansk bygningskultur. I Universitetsbibliotekets tilfælde også ansvarlig for et i international sammenhæng højt værdsat bygningsværk. I forhold til campusplanen og de mange tusinde kvadratmeter den omfatter og flytter rundt på, er Universitetsbibliotekets flytning fra Fiolstræde til Botanisk Laboratorium en lille detalje, men med en dyb kulturhistorisk konsekvens,« skriver han i sin appel.
Gregers Algreen-Ussing påpeger at Fiolbiblioteket var et banebrydende funktionelt bygningsværk ikke blot i Danmark, men også i Europa.
Det blev opført udelukkende med henblik på at rumme bøger. Den store bogsal er derfor heller ikke velegnet til andre formål.
Biblioteket blev restaureret i 1997 for 20 millioner kroner så det igen fremstår som et moderne pionerværk og et velfungerende nutidigt bibliotek.
Botanisk Laboratorium er derimod efter arkitektprofessorens opfattelse slet ikke egnet som bibliotek, så hvorfor ikke bevare Fiolbiblioteket og indrette det tidligere laboratorium til de administrative formål man vil placere i biblioteksbygningen, spørger han.
Ifølge tegningerne består Botanisk Laboratorium af regulære etageplaner opdelt i 22 ensartede rum, hver på cirka 25 kvadratmeter, adskilt af en smal midterkorridor i begge etagers hele udstrækning. Derudover findes enkelte mindre og et større rum. Dertil kommer et auditorium til 100 personer som ligger i en selvstændig fløj.
»Denne struktur forekommer langt mere egnet til de kontorfunktioner universitetet efterspørger. Der er afsat 20 millioner kroner til den påtænkte ombygning, men dertil skal vel lægges flytning af biblioteket og ombygning af Fiolstræde. Mange kræfter og kroner kunne spares ved i stedet at indpasse de ønskede kontorer i laboratoriet,« siger Gregers Algreen-Ussing.
Ledelsen på KU har forklaret at flytningen er nødvendig fordi biblioteksservicen skal være tættere på de studerende på Center for Sundhed og Samfund (det tidligere kommunehospital), men det mener arkitekten er et meget dårligt argument.
»Både studenter og forskere bor spredt i hovedstaden og låner bøgerne med hjem, så det er en uforståelig begrundelse. Man skal desuden have for øje at biblioteket i Fiolstræde bruges af mange andre end studerende og forskere ved universitetet og er således ikke kun et anliggende der angår Universitetets egne behov,« siger han.
Gregers Algreen-Ussing mener derfor at KU med en lille ændring af campusplanen ikke blot kan spare et millionbeløb, men også bevare Fiolbiblioteket i byens centrum som et velfungerende unikt bygningsværk der åbner mulighed for en nænsom restaurering af Botanisk Laboratorium uden store indgreb i bygningen.
Han har beregnet at Botanisk Laboratorium tilmed vil kunne rumme de administrative funktioner der nu har til huse i Borch’s magasinbygning bag Fiolbiblioteket. Den vil i stedet kunne bruges til de specialestudiepladser der er nævnt i campusplanen så de knyttes til det faglige miljø i Fiolstræde som de mange studenterlæsepladser og det offentlige udlån allerede skaber i dag.
clba@adm.ku.dk
Gregers Algreen-Ussing har skrevet to indlæg om lukningen af Fiolbiblioteket i fagbladet Arkitekten i nummer 13 fra 2007 og nummer 1 fra 2008.