Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Her er KUs nye studenterambassadør

Velkommmen — 1. april starter Bo Gad Køhlert som ny studenterambassadør. Han har 15 års erfaring fra studieadministrationen på RUC og ITU. På KU skal han være med til at vejlede og rådgive de studerende i mødet med universitetets forvaltning.

Bo Gad Køhlert ved i detaljer, hvordan en studieadministration fungerer. For den nye studenterambassadør, der starter på Københavns Universitet (KU) 1. april, har de sidste 15 år arbejdet først som souschef i Studieadministrationen på ITU og derefter sekretariatsleder på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

På KU skal han blandt andet rådgive og vejlede de studerende og undersøge de områder af studieadministrationen, hvor der er problemer.

»Min opgave bliver at fortsætte med at kigge på, hvilke problemer de studerende oplever. Jeg glæder mig til at møde dem og finde ud af, hvilke udfordringer, der er. Grundlæggende skal jeg styrke de studerendes retssikkerhed og medvirke til at skabe større klarhed i deres møde med KUs forvaltning,« siger Bo Gad Køhlert.

»Kæmpe gevinst«

Det var et enigt indstillingsudvalg bestående af repræsentanter for studerende, medarbejdere, ledelse og bestyrelse, som pegede på Bo Gad Køhlert. Han afløser Tina Kaare, der i december sagde op angiveligt på grund af uenighed om stillingens indhold.

Hvis jeg ser fejl i sagsbehandlingen, som gentager sig, så har jeg pligt til at rapportere det til ledelsen

Bo Gad Køhlert, studenterambassadør ved KU

Alexander Thorvaldsen, der er studentervalgt medlem af KUs bestyrelse, har høje forventninger til den nye studenterambassadør.

»KU er et stort sted med mange regler, hvor man godt kan komme i klemme som studerende. Som ansat har man en fagforening, men de studerende er lidt prisgivet, hvis de f.eks. bliver vejledt forkert eller oplever uklarhed i studieadministrationens afgørelser. Jeg håber, at man kan tage nogle sager via studenterambassadøren, inden det ender med en stor klagesag. Og med sin store erfaring er Bo Gad Køhlert en kæmpe gevinst for KU.«

En god diplomat

KU er Danmarks første universitet, der har en studenterambassadør. I løbet af de første tre år med ordningen steg antallet af sager fra 132 i 2013 til 285 i 2015. Om en måned er evalueringen af studenterambassadørordningen klar, og derefter vil KUs bestyrelse beslutte, om studenterambassadørens forretningsorden skal justeres.

Ifølge mandatet kan studenterambassadøren tilbyde upartisk juridisk vejledning, men ikke træffe afgørelse eller være en part i en studerendes sag.

»Jeg kan ikke træffe afgørelser, men jeg kan være med til at gøre ledelsen opmærksom på nogle generelle problemer og argumentere for, hvordan man kan ændre proceduren. Jeg har i udgangspunktet tavshedspligt om en studerendes konkrete sag. Men hvis jeg ser fejl i sagsbehandlingen, som gentager sig, så har jeg pligt til at rapportere det til ledelsen,« siger Bo Gad Køhlert, der understreger, at jobbet kræver en god diplomatisk sans.

»For mig handler det om at være i god dialog med både de studerende og forvaltningen. KU er samtidig så stor en organisation, at jeg forventer, der vil vise sig forskellige udfordringer, alt efter hvor jeg kigger hen i organisationen. Men det er en spændende opgave, som jeg glæder mig til at komme i gang med.«

Seneste