Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Replik — En studerende skærer knap 80 uddannelser på Humaniora over én kam baseret på sit kendskab til tre af dem. Jeg kan ikke genkende hans oplevelser, men selv hvis jeg kunne, tror jeg ikke på, at stressede studerende lærer mere.
Humanioras uddannelser baner vejen for en stressfri ungdom uden bekymring for at aflevere for sent eller glemme en reference. Sådan skriver engelskstuderende Andreas Bromand i Uniavisen i en ironisk kritik af, hvad han åbenbart mener, er et håbløst lavt niveau på hele Humaniora.
LÆS OGSÅ: Her er vejen til en stressfri ungdom
Man kan heller ikke sammenligne Psykologi og Økonomi, selvom de deler fakultet
Det er ikke den oplevelse, jeg har haft. Jeg har læst en bachelor i pædagogik på KUA, og jeg mener ikke, man kan skære alle knap 80 bachelor- og kandidatuddannelser på Det Humanistiske Fakultet over én kam.
Jeg har ikke læst engelsk, så jeg kan hverken udtale mig om niveauet, det faglige indhold eller underviserne. Jeg er dog sikker på, at man ikke kan sige noget generelt om alle humanistiske uddannelser med indsigt i blot ét eller få studier.
Derfor ønsker jeg kun at udtale mig om den uddannelse, jeg har læst, og inddrage de erfaringer, jeg selv har fået.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
På første semester lærte vi, hvor vigtige korrekte kildehenvisninger er. Jeg brugte timevis på at lære Zotero at kende og opstille pensumlister.
Tidligt på uddannelsen blev vi introduceret for videnskabsteori, og før jeg faldt i søvn om aftenen, citerede jeg forskellene på socialkonstruktionisme og socialkonstruktivisme for mig selv, fordi jeg skulle have overblik over alle videnskabsteoretiske retninger fra pensum til eksamen. Det var svært at huske det hele.
Jeg syntes heller ikke, at det var nemt at lave lineære regressioner eller benytte indsamlet data til at lave en gammatest i SPSS (ja, nogle uddannelser på Humaniora har også statistik).
Men selvom noget har været svært, har det alt sammen været givende. Jeg fortryder på ingen måde, at jeg læste min bachelor på Humaniora.
Jeg har lært at reflektere over litteratur og navigere i egen viden. Jeg har modtaget en helhedsorienteret undervisning, der har været fagligt udfordrende og givet mig mulighed for selv at tage stilling til materialet.
Mine undervisere har altid sat pris på kritisk refleksion, og det er også på den måde, jeg har brilleret mest til eksamen.
Jeg håber, vi i fremtiden kan undgå at miskreditere humaniora på et tyndt grundlag og derimod se det som et mere nuanceret felt. Man kan heller ikke sammenligne Psykologi og Økonomi, selvom de deler fakultet.
LÆS OGSÅ: Katherine Diez underminerer humaniora som faglighed
Jeg håber, vi i fremtiden kan undgå at miskreditere humaniora på et tyndt grundlag
Til slut vil jeg blot slå et slag for, at hvis KUA er vejen til en stressfri ungdom, så glæder jeg mig enormt meget til at starte på en kandidat derude til sommer. Det kunne mange uddannelsesinstitutioner med fordel lade sig inspirere af.
Jeg tror ikke på, at hårde, urimelige krav til studerende bidrager til et positivt studiemiljø. Men jeg tror på, at studerende med et godt mentalt helbred lærer mere.
Jeg drømmer i hvert fald om en stressfri ungdom.