Katherine Diez underminerer humaniora som faglighed

Nu kan man, allerede ni måneder efter derouten, læse Katherine Diez’ nye bog I egen barm. Den skal efter hendes eget udsagn få hende »tilbage til livet«, efter hun i januar 2024 blev afsløret i at have plagieret passager i en fjerdedel af de tekster, hun tog sig betalt for at skrive for Berlingske.

Hvem kigger på eksamensbeviser?

I DR-podcasten Genstart spørger journalisten Anna Ingrisch hende, om Diez fagligt var ude et sted, hvor hun ikke kunne bunde, i sit job som litterat og skribent – og om det var hendes manglende faglighed, der fik hende på dybt vand.

Det havde hun måske ikke behøvet, hvis hun faktisk havde haft den uddannelse, som hun brystede sig af

Det mener Diez ikke, at det var. For hun har masser af faglighed og ikke mindst talent. Derfor har det ikke betydet noget, at hun løj om at have en bachelor i Dansk og Nordiske Studier, som hun skrev på LinkedIn. Hendes talent var ifølge hende selv så stort, at det opvejede for noget så banalt som en uddannelse.

For hvem går op i karakterer? Hvem kigger helt ærligt på eksamensbeviser? I hvert fald ikke cheferne på Berlingske.

Jeg har selv en kandidatgrad i Retorik med sidefag i Dansk – og dermed den faglighed, som Diez har løjet om at have i flere år. Men det er jeg lang fra den eneste, der har, og det er en væsentlig pointe.

Svært at fake humanistisk faglighed

I Berlingske har man, ligesom i så mange andre medier, kunnet læse om nedskæringer og forringelser på de humanistiske uddannelser gennem årene. Det er et udbredt synspunkt – fra havnearbejderen til den kapitalistiske topchef – at humanister er så godt som ubrugelige for samfundet. Alle humanister har måttet høre på, at vi er nogle fløjlsbuksede, dagpengemodtagende hippier med ubrugelige uddannelser i kunst, kultur og litteratur, som man kunne fodre svin med.

Katherine Diez er et levende bevis på, at humanisters faglighed ikke er en, man gider betale for, når man kan få en ufaglært som hende med en kommerciel følgerskare på Instagram for de samme penge. Det betyder nok en del for antallet af clicks og abonnenter, om avisen kan tilbyde kavalergang og trutmund, når man skal lokke læsere i retning af noget så røvsygt som bøger.

Men Katherine Diez er også et bevis på, at en litterær faglighed faktisk er ret svær at fake hvis man ikke ved, hvordan man 1) læser bøger og 2) skriver om dem. Begge dele har jo vist sig at være så svært for Diez, at hun har følt behov for at stjæle.

Det havde hun måske ikke behøvet, hvis hun faktisk havde haft den uddannelse, som hun brystede sig af (i sin bog undskylder hun sig også med et stofmisbrug – men jeg mener ikke, kokain burde være en hæmsko for en ægte litterat).

Hyr dog nogen, der faktisk kan noget

Derfor har Berlingske også, efter min mening, et image, de skal have genopbygget, hvis vi igen skal kunne tage dem seriøst som københavnernes foretrukne avis.

Hvad med at hyre en af de tusinder af atter tusinder af boglæsende flittigliser, der faktisk hvert år afleverer speciale til topkarakter?

Hvad med at hyre en af de tusinder af atter tusinder af boglæsende flittigliser, der faktisk hvert år afleverer speciale til topkarakter for derefter at trisse slukøret hen i køen til arbejdsformidlingen og modtage hånlige fnys, når de fortæller, at de i sin tid valgte at læse litteraturvidenskab, fordi de drømte om at formidle litteratur?

Dette er i øvrigt ikke ment som en ansøgning til sådan et job. Jeg har selv fundet vej til gymnasieskolen, som – hvis nogen skulle være i tvivl – endnu er en institution, hvor man ser både dit eksamensbevis og dit karakterblad efter i sømmene.