Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

København bygger studieboliger

HUSRUM – Københavns Kommune har netop vedtaget at opføre 225 nye ungdomsboliger. Initiativet skal være med til at gøre hovedstaden til en by med plads til alle typer mennesker og indkomster, lyder det fra Rådhuset.

Hvert år sætter tusinder af unge kursen mod København for at studere. Københavns Universitet optog alene sidste år en rekordstor årgang på 7.358 nye studerende. Men populariteten har en bagside. For flere og flere af hovedstadens studenter beretter om en håbløs boligsituation, hvor det er vanskeligt at finde boliger, der er til at betale på et SU-budget.

LÆS OGSÅ: ’SU kan ikke adskilles fra boligproblem’

Københavns borgerrepræsentation reagerer nu på denne problemstilling. For fredag den 5. april vedtog et bredt politisk flertal på Københavns Rådhus bestående af de fem partier bag det seneste budgetforlig, – Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, De Radikale og Liberal Alliance – at der nu afsættes penge til at bygge 225 nye ungdomsboliger. Boliger, som »studerende har råd til at betale,« understreges det i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

Plads til andre end eliten

Københavns overborgmester, socialdemokraten Frank Jensen, glæder sig over aftalen og ser frem til at sætte gang i studieboligbyggeriet. Et projekt som ifølge overborgmesteren har et klart socialt sigte:

»Vi har en stærk økonomi. Derfor kan vi styrke Fællesskabet i København. Vi satser på almene boliger, så det ikke kun er eliten, der har råd til at bo i byen,« udtaler Frank Jensen.

Samme udmelding kommer fra aftalepartneren SF:

»Vi har presset på og fået sat gang i opførslen af flere hundrede billige studieboliger. Det medvirker til at skabe en levende by med plads til alle typer af mennesker og indkomster,« siger partiets sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen.

SF præsenterede tidligere på måneden et kommunalt udspil, hvis ambition er skaffe 1000-1150 ekstra studieboliger i København i løbet af en kort årrække. 200 af dem skulle skabes via nybyggerier, resten ved at konvertere og ombygge eksisterende bygninger, herunder kommunale ældreboliger som pt. står ubenyttede hen.

LÆS OGSÅ: ’SF vil banke 1.800 boliger op’

Nicklas.Lund@adm.ku.dk

Seneste