Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Konservative studerende: Nej til fremdriftsreformen – nej til blokade!

DEBAT – Det hører ingen steder hjemme, at Studenterrådet på klassisk venstrefløjsmanér tyer til blokader og på den måde nægter de studerende adgang til undervisning, mener Konservative Studerende

Københavns Konservative Studerende er bestemt ikke tilhænger af fremdriftsreformen. Den er på mange måder yderst begrænsende for de studerendes frihed til selv at sammensætte deres studie og deres hverdag, og vi stiller især spørgsmålstegn ved implementeringen af 60-ETCS-reglerne.

KKS mener ikke, at der er noget galt i formålet med fremdriftsreformen. Selvfølgelig skal de studerende ikke studere i evig tid på statens regning. Men systemet skal være langt mere fleksibelt, så vi ikke ender med at få et masseprodukt ud i den anden ende, fordi at de studerende ikke har haft mulighed for at præge deres egen uddannelse ved at for eksempel at tage på særlige studie- og praktikophold, påtage sig store og ambitiøse arbejdsbyrder eller andre spændende ting i løbet af deres studietid.

Behov for en overgangsperiode

Derudover mener vi, at der må og skal være en overgangsperiode! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at der vil være studerende, der bliver indskrevet på et dobbelt semester eller mere, når de påbegynder deres efterårssemester i 2014.

Vi ender bare med, at der er en længere række studerende, der bliver udskrevet, fordi at de – forståeligt nok – ikke kan håndtere den samlede arbejdsbyrde og ikke på så kort tid har mulighed for at indrette sig.

Studenterrådet skader de studerendes troværdighed

Men når Studenterrådet på klassisk venstrefløjsmanér tyer til fysiske blokader og dermed fraråder de studerende deres undervisning, må vi sige fra. Det er ikke første gang, at Studenterrådet benytter sig af for eksempel blokader og besættelse af ejendomme. Det hører ingen steder hjemme, og det skader de studerendes troværdighed.

KKS vil indgå og indgår allerede i dialog med universitetsledelsen og fakulteterne vedrørende implementeringen af den nye fremdriftsreform.

KKS siger nej til fremdriftsreformen – men vi siger også nej til besættelser og blokader!

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste