Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

KU-professor Anja Groth vinder EliteForsk-prisen

Eliteforsker — Molekylærbiolog Anja Groth fra Biotech Research and Innovation Centre (BRIC) på KU er én af årets fem modtagere af EliteForsk-prisen.

Professor i molekylærbiologi Anja Groth får torsdag den 1. marts overrakt en af dansk forsknings mest prestigefyldte priser: EliteForsk-prisen.

Prisen modtager hun for sit arbejde med at undersøge, hvordan menneskets celler husker deres funktion, når de deler sig.

»Vi prøver kort sagt at forstå, hvordan celler kan huske, hvad de er, og hvilken funktion de skal udføre, når de deler sig. Det er vigtig viden for at forstå både kroppens udvikling og kræftceller, der tilegner sig nye egenskaber og deler sig uhæmmet,« siger Anja Groth i et interview, som kan læses på  Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.

Eneste KU-forsker, der hædres

Med hæderen følger 1,2 millioner kroner, hvoraf 200.000 er en personlig hædersbevisning og 1 million skal gå til forskningsaktiviteter.

Årets øvrige fire modtagere af EliteForsk-prisen er:

  • Professor N. Asger Mortensen, Center for Nano Optics & Danish Institute for Advanced Study, Syddansk Universitet
  • Professor Robert Andrew Fenton, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
  • Fellow Stig Helveg, Haldor Topsøe A/S
  • Professor Søren Fournais, Matematisk Institut, Aarhus Universitet

Priserne overrækkes 1. marts kl. 14-16 af uddannelses- og forskningsminister Søren Pind ved et arrangement i Operaens foyer.

Derfor blev hun indstillet

Anja Groth blev indstillet til EliteForsk-prisen af Danmarks Frie Forskningsfond. Herunder følger deres indstillingstekst, som også kan læses hos Uddannelses- og Forskningsministeriet.

»Anja Groth har udført fundamental vigtig forskning, som belyser, hvordan epigenetisk information overføres under celledeling. Resultaterne er vigtige for afdækningen af, hvordan vores arvemateriale og dets korrekte funktion videregives under cellers vækst.
 
Forskningen er i et større perspektiv relevant for at forstå menneskets udvikling, aldring og sygdomme, herunder kræft. Anja Groths opdagelser er resultatet af en ihærdig og ambitiøs søgen efter svar på store biologiske spørgsmål. Hertil er der anvendt avancerede molekylærbiologiske og -genetiske teknikker samt omfattende tværdisciplinært samarbejde med ledende forskere. Hendes omfattende forskning har ført til, at hun i dag er en kendt og anerkendt forsker inden for epigenetik og genom stabilitet.

Anja Groth har udført fundamental vigtig forskning, som belyser, hvordan epigenetisk information overføres under celledeling
Fra Danmarks Frie Forskningsfond indstillingstekst

Anja Groth har publiceret i de vigtigste biologiske tidsskrifter, herunder Nature, og hun har opnået en række hædersbevisninger i form af nationale og internationale priser og bevillinger. Eksempelvis er hun udnævnt som ‘EMBO Investigator’ og er tildelt Heirloom Award for Women Scientist Leaders samt modtaget ikke mindre end to store 5-årige ERC-bevillinger (‘starting grant’ og ‘consolidator grant’).
 
Anja Groth har en mastergrad i biokemi fra Københavns Universitet og en ph.d.-grad fra 2004 fra samme sted inden for cancerbiologisk forskning udført ved Kræftens Bekæmpelse. Hun var postdoc ved Institut Curie i Paris i 3 år og kom herefter tilbage til Danmark, hvor hun blev adjunkt og gruppeleder ved BRIC i København. Hun blev i 2016 udnævnt som professor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i København med laboratorium ved BRIC, hvor hun i dag er leder af en stor forskningsgruppe.«

Her kan du læse om mere KU’s vindere af EliteForsk-prisen i 2017, 2016, 2015 og 2014.

Annonce

Seneste