Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Skuffet — Jeg begyndte på universitetet med en forventning om, at KU tog klimakrisen alvorligt. På mit første semester lovede rektor mig, at han ville prioritere bæredygtighed i fremtiden. Men nu bliver jeg snart kandidat, og den grønne omstilling er stadig ikke et centralt element i KU’s strategi.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
Da jeg begyndte på min bachelor i statskundskab ved KU i 2018, nærede jeg store forhåbninger. Forhåbninger om, at vores universitet ville tage aktivt del i kampen mod klimaforandringerne.
Det var netop en af grundene til, at jeg valgte at læse statskundskab. Jeg ville lære at forstå det politiske system, der lod til at have svært ved at adressere klimakrisen. Og jeg var fuld af tro på, at et universitet selvfølgelig ville gå forrest.
En af mine første handlinger som studerende udsprang af denne tro. Sammen med nogle medstuderende indsamlede jeg underskrifter, som opfordrede KU til at være frontløber i kampen for bæredygtighed. Vi overleverede dem til universitetets ledelse med rektor Henrik C. Wegener i spidsen.
LÆS OGSÅ: Som rektor skal man ikke være bleg for at stå i lort til halsen
På rektors kontor blev vi forsikret om, at KU selvfølgelig ville prioritere klima og bæredygtighed i fremtiden. Det gjorde mig glad at vide, at det universitet, jeg lige var blevet en del af, deltog aktivt i klimakampen. At det havde blik for sin egen særlige rolle som vidensinstitution i den grønne omstilling.
På rektors kontor blev vi forsikret om, at KU selvfølgelig ville prioritere klima
Nu, hvor vi befinder os i 2023, er jeg ved at afslutte min uddannelse i statskundskab. Og det er vanskeligt ikke at føle en vis grad af forundring og skuffelse.
Det er fem år siden, rektor gav os sin forsikring. Klimakrisen er stadig en akut trussel mod vores planet, og behovet for handling er mere presserende end nogensinde før.
Alligevel har KU ikke tænkt sig at inkludere klima og bæredygtighed som centrale elementer i den kommende strategi for universitetet. Det gør det svært for KU at kalde sig et universitet, der ser ind i fremtiden.
KU er ved at parkere helt centrale og komplekse spørgsmål om bæredygtighed i afdelingen for gode ting at sige til receptioner. Hvilket signal sender det til omverdenen, når et universitet prioriterer sådan? At klima ikke er noget, der reelt skal prioriteres.
LÆS OGSÅ: Studerende protesterer mod manglende klimaambitioner i KU’s strategi
Det behøvede ellers ikke være så svært at inkludere bæredygtighed som et centralt strategisk element. For der er mange måder, man kan have fokus på klimakrisen.
Man kan for eksempel efteruddanne undervisere eller udbyde obligatoriske tværfaglige kurser i bæredygtighed. Man kunne også forestille sig en revidering af pensum, inkludering af klimaeksempler i undervisningen eller flere opgaver, der adresserer klimaudfordringerne.
Men vigtigst af alt skal bæredygtighed være allestedsnærværende på tværs af universitetets virke.
Den kommende strategi for hele KU repræsenterer en unik mulighed for at vise, at universitetet tager klima og bæredygtighed alvorligt.
Det gør det svært for KU at kalde sig et universitet, der ser ind i fremtiden
Blandt de studerende er det fortsat et helt centralt emne. Og nu som dengang i 2018 går vi studerende op i, at klimakrisen ikke blot forsøges løst med tomme ord. Den kræver konkret handling.
Jeg håber derfor, at jeg kan afslutte min kandidat på Københavns Universitet til synet af, hvordan klima og bæredygtighed endelig er blevet helt centrale prioriteter. Det ville være bedre sent end aldrig.