Henrik C. Wegener har aldrig drømt om, ønsket eller sat i karrierespurt efter hverken lederstillinger eller rektorembede. Det er ingen hemmelighed, fortæller han. Mulighederne er simpelthen kommet til ham, fordi han var en dygtig forsker, og så har han ladet sig overtale af dygtige embedsfolk op til flere gange, »fordi vi alle er suckere for smiger.«

Københavns Universitets 259. rektor er glad for udenlandske udtryk. Tyske, engelske og franske. Det er heller ingen hemmelighed. Han trives med sin alenlange mødekalender, så længe det ikke er spielverderberei, altså ligegyldigt eller fordærvende. I rektorembedet har han never a dull moment, fordi der konstant er sager, der kræver hans udelte opmærksomhed. Og til sin første årsfest som rektor i 2017 beskrev han forskningens uransaglige veje med mikrobiologen Louis Pasteurs ord: le hasard ne favorise que les esprits préparés – tilfældet favoriserer det velforberedte øje.

Sidstnævnte er et personligt forbillede for Wegener, som for nylig genlæste en ældgammel biografi om forskeren, da han skulle skrive et kort indlæg om Pasteurs liv og levned og ville sikre sig, at han ikke bandt nogen en historie på ærmet. Biografien ligger stadig på rektorskrivebordet, da han i rask trav på vej mod sin store hybride BMW fortæller, at bogen illustrerer vigtigheden af ny forskning.

»Datidens våbenkapløb var især inden for mikrobiologien. Det var the new frontier, hvor Pasteur var franskmændenes helt, og Robert Koch var tyskernes. De kæmpede som sindssyge om at komme først med vacciner mod alverdens sygdomme og lavede nogle af tidens største videnskabelige gennembrud. Allerede dengang var det at være dygtig teknologisk og videnskabeligt ikke bare et spørgsmål om at få de største virksomheder og de største økonomier. Det handlede også om national prestige,« siger han og trykker bilen i gang på en knap for at køre hjem til rækkehuset i Sorgenfri.

Ligesom når Morten Meldal modtager Nobelprisen i kemi?

»Det kan man sagtens sige. Det han fik prisen for, lavede han jo for 20 år siden, så i dag er det primært anerkendelse og prestige.«

Bilen holder midt i Lindegården bag en stor port over for Vor Frue Kirke midt i København. Porten skal daglig låses op elektronisk, så skal nogle hængsler rives i og enkelte låse presses på, for at den gamle port til sidst vil give sig. Det har taget noget tilvænning at lære mekanikken, men Wegener har efter fem års øvelse lært porten at kende.

Man skal skubbe lidt hårdt til en gammel institution for at få den til at rykke sig?

»Ja, den flytter sig ingen steder. Det kaldes inerti. Det kræver et vedholdende skub.«

Mange samtaler med Wegener begynder et sted og slutter tre associationsrækker derfra. Ifølge ham selv, fordi han har et nysgerrigt sind og nemt begejstres, og pludselig står man tilbage med historien bag mad cow disease, som eksperter frygtede havde potentiale til at udrydde størstedelen af menneskeheden tilbage i 1990’erne. Eller at han mødes med nogle gymnasievenner fire-seks gange om året i et Kierkegaard-selskab, hvor de har analyseret Preben Elkjærs straffespark ved EM-semifinalen i 1984 fra et kierkegaardsk perspektiv.

Den nysgerrighed tager han også med på arbejde. Til et velkomstmøde med tre nyansatte forskere nogle uger før, taler han med om eksperimenterende kemi og sociologiske studier af ranglister. Og til et møde med Københavns Universitets Repræsentantskab få dage senere indleder han med en kort forklaring om, hvorfor kvantecomputere er så djævelsk komplicerede.

Alligevel var det noget andet, der fik ham til at takke ja til rektorstillingen. Det var kaosset og kriserne. Muligheden for at være lusen mellem tyve sæt negle, der klemmer og knuser fra alle sider. Politikere, der for alt i verden vil præge et ellers uafhængigt universitet. Studerende der vil have lov at fordybe sig, og forskere der skriger på mere tid til fri forskning uden papirarbejde. Arbejdsmarkedets mange parters ønsker om robuste, praktisk egnede kandidater til at øge den danske produktivitet. Netop den rolle som kompromisernes mægler i et stort spil kluddermor har han det godt i.

»Det handler om at gå på kompromis med sin idealisme. De politiske forandringer er jo sjældent det videnskabeligt optimale. Det politisk opnåelige kan sagtens være et uskønt kompromis,« siger han.

»Det kan man jo ærgre sig over, fordi man mener at kunne gøre det bedre, men man bliver nødt til at leve med politikernes vilje. Jeg kan godt lide striden, hvor videnskaben skal bevise sit værd og flytte forståelser, holdninger og dermed politiske beslutninger. Det er jo sådan videnskaben er nyttig.«

Henrik Caspar Wegener er den første rektor i Københavns Universitets 500 år gamle historie, der hverken har studeret eller forsket på KU, selv om han gerne vil tilføje, at Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole siden blev fusioneret med KU. Det fandt nogle ansatte lorent, umiddelbart før han tiltrådte. De frygtede en nidkær bureaukrat, der ikke kendte murstenene og deres særlige sjæl. Han er blot den anden rektor, der er blevet udpeget af en bestyrelse og ikke er valgt demokratisk af universitetets ansatte.

Det ser han dog ikke som en ulempe. Wegener har tidligere udtalt, at han ikke er lederen, der går stuegang. Det holder han stadig fast i, fordi rektorembedet handler om de store linjer og de brede, langsigtede aftaler. Man skal kunne begå sig »blandt fleecetrøjerne på Skovskolen i Nødebo og habitterne i Berlaymont-bygningen i Bruxelles,« som han sagde i sin tiltrædelsestale. Og han har efter sigende begge dele i sin garderobe.

Wegener har ikke altid været en pragmatisk mand. Som ung var han en udpræget idealist med langt hår, der flyttede i kollektiv dagen efter sin studentereksamen. Han delte tandbørste med sine venner, levede af kikærter og tog dykkercertifikat. Og da han ikke havde tid til at være militærnægter, tilbragte han i stedet otte måneder i Allinge på Bornholm som en del af det lokale brandværn. Det var også en anden tid, bemærker han fra sofaen i Sorgenfri, og nævner en episode i 1986, hvor han med et »stor dariomoustache på overlæben« rejste til Sydindien for at undersøge fødevareproduktion i forbindelse med sit studie.

»Jeg havde stor tro på, at vi gjorde en forskel. Personligt troede jeg, at jeg skulle ud og frelse verden som en god altruist.«

Hver dag cyklede han og andre frivillige fra landsby til landsby for at indsamle data om afgrøder og muligheden for at optimere produktionen i en hungerkrise. Men arbejdet var nedslåendende, fordi det ikke gjorde nogen forskel, og en dag blev han trukket til side af en indisk professor.

»Han fortalte, at de ikke manglede viden. Det var ikke årsagen til at folk sultede. Det var den politiske og økonomiske situation, deres kastesystem og så videre, der var problemet,« siger Wegener.

»Det fik nogle ting til at falde på plads for mig. Man frelser ikke verden med god vilje. Det var nok en velment reprimande. Gå hjem for fanden og dygtiggør dig. Piss off.«

Oplevelsen ledte til to nye opdagelser for Wegener. Hvis han skulle gøre en forskel i Indien, måtte han blive ekspert inden for sit specifikke område. Og hvis han ville skabe langsigtede forandringer, skulle hans viden påvirke dem, der sidder med beslutningerne.

Det har han taget med sig i sit arbejde som forsker og som leder. Wegener kalder sine arbejdsopgaver som rektor for wicked problems, fordi det oftest er udfordringer uden nogen perfekt løsning for alle.

»Hvis en gruppe skal have det ideelt, skal en anden gruppe ofte have det meget værre. Derfor er det, lidt kynisk sagt, ledelsens rolle at fordele graden af mismod jævnt over hele butikken.«

Han nævner december måneds studenterblokade på Institut for Psykologi som et eksempel på en sag, han hverken kunne eller ønskede at gå synligt ind i.

»Hvis jeg gik op på ølkassen og sagde noget heroisk om, at de studerende skulle gå hjem, eller at jeg forstod deres frustration, så ville begge dele blive brugt og misbrugt hæmningsløst. Det ville ikke komme en løsning nærmere.«

Det er, lidt kynisk sagt, ledelsens rolle at fordele graden af mismod jævnt over hele butikken.

Rektor Henrik C. Wegener

Gælder det også politiske sager?

»Nej, men jeg er stor tilhænger af samarbejde med politikerne og ikke råbe ad dem gennem aviserne. Jeg mødes jo med alle politiske ordførere løbende, og jeg taler med konkrete politikere om konkrete sager, men det foregår selvfølgelig bag lukkede døre.«

Tror du, at nogle ansatte på universitetet savner at vide, hvor du står?

»Ja, det tror jeg. Men jo skarpere jeg står offentligt, desto mere polariserende bliver jeg som person. Derfor er det en konkret afvejning af, hvad der er bedst for universitetet, og hvordan jeg gør mig selv spilbar. At jeg ikke melder firkantet ud på andet end de ting, som virkelig er kardinale.«

Og det er ikke fordi, du er berøringsangst?

»Nej, gud fader bevares. Men lortesager skal også løses, og det er min opgave. Man skal ikke være bleg for at stå i lort til halsen, men i langt de fleste sager, skal jeg jo hjælpe mine medledere ud fra devisen om at løse sagen gennem dem. Jeg kan ikke løse sagerne for dem.«

I Sorgenfri er Wegener gået i kælderen efter en kort gåtur med hunden Emma, som i øvrigt er det eneste familiemedlem i glas og ramme på rektorkontoret. Op kommer han med et okkergult stamtræ, han slår ud som en harmonika over egetræsbordet. Han har lige fortalt, at efternavnet Wegener stammer fra en tysk værthusholder på Fyn med en veludviklet evne til at producere brændevin. Nu vil han vise den nøjsomt håndskrevne række af forfædre, der går helt tilbage til de første vikingekonger, fordi hans oldefar giftede sig med komtesse Nathalia Nielsine Cathrine Ahlefeldt-Laurvigen.

Familiekrøniken på farens side indeholder både en rigsarkivar, en solodanserinde på Det Kongelige Teater, stifteren af Rødding Højskole og en malermester fra Odense. Foruden en mand med det højstemte navn Ægidius Hennings. Wegener peger på våbenskjoldets centrale symbol.

»Det er egentlig uklart om Wegener er tysk for vægt eller vej,« siger han.

»Men vores våbenskjold viser en vægt, som jo havde en stor magt før i tiden. Den står for balance og ordentlighed. Det forsøger jeg også selv at efterleve,« siger han.

Stamtræet med de obskure navne og stillingbetegnelser har han været fascineret af siden barndommen i et andet af Sorgenfris rækkehuskvarterer. Hans mor var hjemmegående men uddannet pædagog og faren boghandler på Valby Langgade. Det var en fast lørdagsrutine i familien, at faren kom hjem fra arbejde med en kasse ikkesalgbare bøger, som de fire børn kunne kaste sig over.

»Jeg var lidenskabeligt optaget af dyr. Jeg sad og læste opslagsværker om pattedyr, fisk og fugle, og jeg kunne dem nærmest udenad inklusiv de latinske betegnelser.«

Besættelsen blev fysisk i rækkehuset, ligesom drømmen om eventyr og verdensfred ville blive det i ungdommen, og molekylærbiologien blev det i forskertilværelsen. Da fascinationen toppede, havde han 16 akvarier med alverdens fisk og voliere i haven fyldt med væverfugle. På drengeværelset var der terrarier med slanger, gekkoer, sump- og landskildpadder, bure med marsvin og et par papegøjer. Han sad klinet til fjernsynet, når Dr. Lieberkind nasalt og i sort/hvid fortalte om ravne eller kaniner, og han kastede sig ned i verdenshavene med Jacques Cousteau.

»Der var en dyreforretning på Virum Torv, hvor jeg var fast inventar i mange år. Det var jeg meget optaget af, indtil jeg kom i den alder, hvor jeg skulle invitere piger med hjem på værelset, og jeg så deres undren.«

Området var en konsekvens af 1960’ernes økonomiske opsving, fortæller Wegener. Der var børn allevegne og plads til dem. Husene var nye, skolerne var nye, selv forældrene var nye. Lærerne på den lokale skole var i overgangsperioden mellem de gamles sporadiske lussinger og de unge progressives rundkredsundervisning. Men både boghandlen og forældrenes ægteskab skrantede, og kort efter forældrene blev skilt, gik boghandlen rabundus.

»Det var en af de første familier, som blev skilt i området. Det var ikke skandaliseret, men det skabte uro i hjemmet. Min far forlod butikken, fik en ny familie og forsvandt mere eller mindre ud af mit liv.«

Han var 11 år gammel på det tidspunkt, og fra den dag var han den ældste dreng i søskendeflokken, hvor pengene var knappe for en enlig forsørger med en pædagogløn. Det blev hans job at reparere morens 2CV. Nogle gange med intet andet end ståltråd og et par gode hænder. Han malede huset, når der var behov for det, og han lavede simple elektriske installationer, når der ikke var penge til en håndværker.

»Jeg blev familiens praktiske gris, fordi det var nødvendigt, hvis vi skulle blive boende i huset,« siger han.

»Og da jeg skulle konfirmeres, fik jeg et valg. Ville jeg have en gave eller en konfirmationsfest? Jeg valgte selvfølgelig at få et tilskud til en knallert. Så måtte gæsterne komme en anden dag.«

Wegener kan tale i timevis om de tekniske udfordringer ved sygdomsopsporing, det politiske pres han har mødt og den effekt hans forskning udgjorde nationalt og globalt.

Han mindes engang en tidligere fødevareminister råbte hovedet af ham lillejuleaften, fordi hans statistiske beregninger vurderede, at fire personer ville dø over de næste 100 år, hvis man lovliggjorde hård økologisk ost af upasteuriseret mælk. Ministeren ville have en sikkerhedsrisiko på nul, og selv om han forklarede, at det i forskersprog var nul, kunne den tidligere minister ikke med ro i sindet ændre en lov, der statistisk kunne have døden til følge.

»Ministeren flejnede, men kan man ikke stå imod en smule politisk pres, er man en akademisk sissy,« siger han.

Wegener fik sit første job på Statens Veterinære Serumlaboratorium dagen efter sit specialeforsvar på bromatologi, en tidlig udgave af fødevarevidenskab. Med nye molekylærbiologiske teknikker foretog han såkaldt dna-fingeraftryk af bakterier. Hans dengang nye forskningsmetoder kunne bruges som sygdomsdetektiv og spore, hvordan infektionssygdomme hopper rundt mellem dyr og mennesker, og hvilke fødevarer sygdommene kommer fra.

»Jeg blev klart frarådet at tage jobbet af mine medstuderende, fordi det blev set som en søvnig institution med klare hierarkier,« siger han.

»Det var det også et stykke ad vejen. Akademikerne spiste for sig på et bestemt tidspunkt og laboranterne for sig på et andet. Der var mange overlægetyper, som mødte ind klokken 10 og gik klokken 14, fordi de også havde privat klinik ved siden af. Men min gruppe var en ny tværfaglig satsning med mig, nogle ingeniører og en biolog.«

Faktisk har Wegeners gamle kollegaer frarådet ham jobbet som både prorektor på DTU og rektor på KU. De kunne ikke simpelthen ikke se fornuften i at stoppe en strålende forskerkarriere.

Men der var en modernisering i gang på Statens Veterinære Serumlaboratorium. Han skrev ph.d. om staphylococcus hyicus. En bakterie, der forårsager hudsygdommen sodeksem, der slår smågrise ihjel, fordi »huden popper af som ved en tredjegradsforbrænding.« Og han kom for alvor i vælten, da han offentliggjorde et stort salmonellaprojekt, hvor de fandt ud af, at man ikke fik bakterien fra kyllinger, som man hidtil troede, men i overvejende grad fra grise.

»Og så var fanden løs i Laksegade, for det syntes svineproducenterne jo ikke var så godt,« siger han.

»Jeg blev interviewet på flow-tv om ’den farlige mad’, og jeg fik utallige slagteridirektører i røret, som bandede mig til helvede. Men når følelserne lagde sig, kunne vi finde fælles fodslag. Selv om landbruget i begyndelsen betvivlede mine metoder og min forskning, fordi det var så nyt. Jeg tror ikke, at det er en overdrivelse at sige, jeg var en pioner.«

Sammen med en række kollegaer fik han etableret Dansk Zoonosecenter, hvor han skulle stå i spidsen for den systematiske overvågning af sygdomme hos mennesker og koble dem til dyr.

»Det omkalfatrede hele svineindustrien med forskellige slagtelinjer, dekontaminationsområder og systematiserede undersøgelser. Vi tjekkede millioner af prøver og fik tidlige robotter til at lave dele af opgaverne.«

»På den front var jeg meget aktiv, og derfor var jeg også en del af det videnskabelige, politiske og samfundsmæssige krydspres.«

Nogle uger senere på rektorkontoret i Nørregade fortæller Wegener, at han er anderledes erfaringsramt end mange tidligere rektorer. Han er ikke »født og opvokset inden for hjemmets fire vægge,« men har arbejdet under en mere direkte politisk indflydelse gennem sit arbejde med ministerier og styrelser, Den Europæiske Kommission, Verdenssundhedsorganisationen og så videre.

»Det har givet en irriterende indsigt i, hvordan økonomiske, politiske og civile systemer fungerer. Man skal forstå spillereglerne for ikke at rende sig selv for mange staver i livet. Ingen er almægtig. Heller ikke mig.«

Størstedelen af Wegeners arbejdsliv har været i den ’anvendte’ forskning. Et udtryk han for resten ikke kan fordrage, fordi det er en måde at opdele videnskab på som henholdsvis fin og mindre fin. Forskning for forskningens egen skyld er en myte. Der findes kun forskning og anvendelse af forskning, siger han, det har Pasteur også engang sagt.

Skal han svare på, hvilke visioner og mål han havde for KU, da han tog stillingen, væver han en smule.

»Jeg syntes ikke, at KU stod så stærkt i samfundet, som universitetet fortjente. Jeg ville gerne gøre KU tydeligere på, hvorfor vi er uundværlige som en af de ældste samfundsinstitutioner. Hvorfor vi er uundværlige, når der skal træffes gode beslutninger i samfundet og en oplyst dialog om det nye og det gamle. Og så selvfølgelig, at vi som institution uddanner til det højeste uddannelsesniveau og samtidig insisterer på at levere kandidater af den allerhøjeste kvalitet til det danske arbejdsmarked.«

Det er jo meget idealistisk. Hvad er dit primære mål for universitetet?

»Det bliver meget højtragende, når man sidder i så stor en butik. KU er ekstremt blandet med et hav af fagligheder, og vi skal blive endnu bedre til at vise, hvorfor de videnskaber bor sammen. Hvad er det, de kan give hinanden for at belyse og besvare de ekstremt komplekse problemstillinger, der er i verden. Det tænder mig at være et sted, hvor man kan gøre en forskel og har et ansvar for fremtidens forskning og uddannelse.«

Der skal helst være noget på spil for Wegener, og sådan har det egentlig altid været. Som dengang han som doven og genert folkeskoleelev måtte spænde hjelmen for at blive erklæret egnet til gymnasiet. Eller da han som forsker skulle overbevise verdensledere om at stoppe vækstfremmere i husdyravl af frygt for antibiotikaresistens med dødstrusler og milliardstore sagsanlæg til følge. Eller som nu, hvor han skal sikre et universitet i den internationale top omringet af misinformation, besparelser og udflytning. Uanset tidspunktet eller emnet har Wegener det bedst med guillotinen dinglende over hovedet, fortæller han, og vender flere gange tilbage til ’vækstfremmersagen’.

I årtier var der blevet givet antibiotika til raske dyr, så landmanden kunne drive sine dyr til hurtigere vækst og dermed tjene flere penge. Til gengæld steg antallet af antibiotikaresistente bakterier hurtigere, end man kunne opfinde ny antibiotika.

Jeg var ret aktivistisk som forsker.

Rektor Henrik C. Wegener

»Det var og er et kæmpestort problem. Da vi fremlagde vores forskning, truede den globale farmaceutiske industri med sagsanlæg både personligt og som institution for alle deres nuværende og fremtidige tab. Jeg sad på kontoret og kiggede i min tegnebog, hvor der var 400 kroner, og foran mig lå en trussel om søgsmål for milliarder af dollar,« siger han og tilføjer, at det var en af de mest arbejdstunge perioder i hans liv.

»Der var et år i den periode, hvor der blev indført arbejdstidsregistrering. Den første måned havde jeg 170 overarbejdstimer. Derfra registrerede jeg det ikke længere, for det kunne systemet ikke klare.«

Der gik 11 år før EU-Kommissionen indførte et forbud mod vækstfremmere. I den periode talte Wegener for det amerikanske Senat og Kongressen. Han formidlede sin forskning til politikere, interesseorganisationer og fagfæller i World Health Organisation.

»Det videnskabelige fællesskab syntes, at et forbud var det eneste rigtige. Alligevel benyttede den globale farmaceutiske industri sig af intimidering i enhver forstand. De hyrede professorer til at sige, at det var ’junk-science from Denmark not to be trusted’. Jeg har også flere gange oplevet, at en mand er listet op på siden af mig efter en konference for at sige, at hvis jeg ikke stoppede, så ville jeg blive nakket. Det er sket i både USA og Mexico.«

Var du ikke frustreret eller forarget over, at man ikke tog din forskning mere seriøst eller forsøgte at stoppe den?

»Jeg var ret aktivistisk som forsker, og nogle vil måske sige mere politisk end akademisk, fordi jeg var indigneret over den manglende handling. Men videnskabens rolle er at informere politikere, så de kan tage beslutninger på et oplyst grundlag. Forskningen viste jo et reelt problem, og jeg tænkte da også, at det fandeme ikke kunne passe. Men jeg har også forståelse for de andres ageren, uanset hvor mange prygl de har givet mig.«

Det endelige sagsanlæg var dog ikke rettet mod Wegener selv men Europa- Kommissionen, og i stedet blev han kaldt til EU-domstolen i Luxembourg for at vidne.

»Landmænd fra hele Europa var blevet hyret til at køre til Luxembourg i traktorer. De skulle sidde i domstolen og se sultne og armodige ud, fordi vi tog den livsvigtige medicin fra dem. Det var et kæmpe skuespil, vældig sjovt, men også hyper intenst.«

»Men det er aldrig blevet ulovligt i USA eller Kina. Der misbruges stadig uendelige mængder antibiotika til ingen verdens nytte. Så bliver bakterierne resistente, og mange flere folk vil dø unødvendigt.«

Til sin tiltrædelsestale foran bestyrelsesmedlemmer, studerende, venner, familie og forskere sagde Henrik C. Wegener, at en rektor er del af et større økosystem. Rektor er et nyttedyr, der spreder frø og nektar. Et skaffedyr, som finder finansiering. En tolk mellem folkevalgte politikere og universitetet. Og til sidst en ørn, der flyver højt og ser langt.

Det har han forsøgt, om end ikke uden kritiske røster fra blandt andet den mangeårige fællestillidsrepræsentant for HK, Ingrid Kryhlmand. I december 2020 var hun på forsiden af Uniavisen, hvor hun talte åbent om et dårligt samarbejdsklima i Hovedsamarbejdsudvalget på grund af den ny ledelsesstil, der fulgte med Wegener. Medarbejderne blev ikke hørt nok og nægtede blot at rette kommaer i ledelsens færdige plan, lød kritikken blandt andet.

»Det er faktisk ligegyldigt, om vi er en margarinefabrik eller et universitet med den måde, vi bliver ledet på i dag,« sagde hun dengang og påpegede, at det dårlige samarbejde blandt andet skyldtes et entourage af vicedirektører og mellemledere i mange lag.

LÆS OGSÅ: Top-tillidsrepræsentant: Universitetet bliver ledet, som om det var en margarinefabrik

Den forside husker Wegener tydeligt. I særlig grad fordi avisen udkom lige før nedlukningen af Danmark, og han derfor så den hver dag på vej til frokost i et halvt år. Han nikker »en smule« genkendende til, at der dengang var et dårligt samarbejdsklima. Han mener dog, at det er blevet bedre siden.

99,9 procent af alle ledelsesbeslutninger er delegeret ud til andre.

Rektor Henrik C. Wegener

»Men jeg accepterer faktisk, at Hovedsamarbejdsudvalget ikke nødvendigvis er et sted, man skal stryge hinanden med hårene. Der sidder ledelsen over for fællestillidsrepræsentanterne på det højeste niveau. Vi kan aldrig blive et team, når vi sidder over for hinanden til forhandlinger. Det ville være mærkeligt, hvis det var et rum helt uden konflikt. Når det er sagt, har jeg sikkert ændret mig til det bedre ifølge dem, og jeg vil sige, at de forstår mig bedre.«

Der er også mange, der taler om topstyring …

»Ja, det hører jeg også. Jeg må sgu indrømme, at jeg synes, det er helt vildt, fordi 99,9 procent af alle ledelsesbeslutninger er delegeret ud til andre. Det er ufatteligt få beslutninger, der træffes centralt. De fleste fakulteter er vidtgående selvledende. Kerneopgaverne er i ekstrem grad delegeret der.«

Kritikken lyder ofte, at det er mere formel end reel inddragelse?

»Det vil jeg være lodret uenig i. Hvis det er sådan, har vi virkelig store problemer. Det kan føles rituelt at sidde i et udvalg og kigge på et instituts budgetter, regnskaber og strategier. Men det er lige der, indflydelsen er. Det er, når vi sidder og taler om, hvor vi skal hen de næste fire år. Hvis ikke det er indflydelse, så ved jeg ikke, hvad der er. Man må gerne synes, at ledelsens endelige beslutning er fuldstændig idiotisk, men nogle gange er der bare wicked problems uden nogen ideel løsning.«

Wegener forklarer sig ganske roligt i sit kontor, selv om han ikke synes, kritikken er berettiget. Han savner faktisk mere konstruktiv dialog, selv om han bliver kritiseret for at have et entourage omkring sig, der umuliggør netop det.

»Jeg tror nogle gange, at vi dyrker mere kamp end dialog. Kamp er ikke forbudt, men det er sjælendt konstruktivt i længden,« siger han så.

Kommer kampen ikke netop af manglende samarbejde?

»Det er jeg ikke altid sikker på er tilfældet. Kampen kan også komme af, at man ikke altid får sin vilje i et demokrati, hvor flertallet vil noget andet.«

Men Wegener ved også, at der altid vil blive skudt opad. Det har han også selv gjort som forsker. Og som prorektor på DTU mæglede han ofte mellem diverse udvalg og rektor. Dengang var det dog nemmere, fordi man altid kunne sende ansvaret videre til hjørnekontoret. Nu sidder han selv for enden af forhandlingsbordet og skal samarbejde med alle. Studerende, forskere, dekaner, det tekniske administrative personale, virksomheder, fonde, bestyrelsen. Men i høj grad politikere og særligt den nye uddannelses- og forskningsminister, den 10. på blot 11 år.

»Jeg håber, at vores ministerium får en reel indflydelse i den regering vi har, og at ministerposten får den respekt og anerkendelse, den fortjener. Det er gledet alt for langt ned i hierarkiet af ministre,« siger han.

»Jeg havde gerne set, at det var den ministerpost Lars Løkke og Jakob Ellemann havde sloges om, når nu de ikke blive statsministre. Det burde det være.«