Universitetloven fylder 20: Der er kun én ting manden bag loven fortryder

Nogle knuselsker den for skabe et tiltrængt nybrud i universitetsverden. Andre beskylder den for at være kapitalistisk og for at have trukket både bureaukrati og topstyring med ind på landets universiteter.

I denne uge har den seneste udgave af Universitetsloven fødselsdag. I 2003 fik loven nemlig en ordentlig overhaling. Nu skulle forskningen bruges til noget. Den skulle gøre nytte, og universiteterne skulle åbnes op for folket. Manden bag var herningborgmesteren Helge Sander, der netop var blevet udpeget som minister for videnskab, teknologi og udvikling af daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Planen var, at viden i højere grad skulle opfattes som en vare, der kunne styrke den danske konkurrenceevne. Sander brugte sloganet »fra tanke til faktura«, og formålet med forsknings- og uddannelsesresultater var nu »at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet«.

”Jeg har ikke selv gået på universitetet,« fortæller Helge Sander. »Og da jeg tiltrådte som minister, oplevede jeg universiteterne som meget lukkede.«

Universitetet som en virksomhed

Den allerstørste forandring, der fulgte med den nye lov, var, at universitetets største og øverste organ blev afskaffet. Det såkaldte konsistorium, der bestod af medarbejdervalgte undervisere, studerende og TAP’er (teknisk og administrativt personale) blev erstattet af en bestyrelse, hvor halvdelen af medlemmerne ikke kom fra universitetsverden, men fra erhvervslivet og andre institutioner.

Selvom beslutningen mødte megen kritik, er Helge Sander overbevist om, at universiteternes bestyrelser er kommet for at blive.

»Min oplevelse er, at universitetsledelserne er meget tilfredse med, at de, der skal aftage de kandidater og forskningsresultater fra universiteterne, sidder med i bestyrelserne. Hvis man ville have haft det anderledes, kunne man jo have lavet det om i løbet af de sidste 20 år. Det har man ikke gjort. Og det bliver heller ikke lavet om. Det tror jeg simpelthen ikke det gør,« siger den tidligere minister.

Men det fjernede vel noget magt fra universitetsfolk?

»Det kan man sige. Men det er jo fuldstændigt ligesom i alle andre bestyrelser, uanset om det er bestyrelsen for en virksomhed eller en institution.«

Helge Sander, når du ser på de danske universiteter i dag, synes du så, I er lykkedes med projektet om at få åbnet universitet mere op for resten af befolkningen? 

»Ja. Det vil jeg sige stort ja til«.

Du har før sagt, at du ikke fortryder noget af dit arbejde med Universitetsloven. Gør du stadig ikke det?

»Jo. Der er én ting«.

»Vores fokus var jo meget udpræget rettet mod forskningen. Men når jeg ser på kandidaterne, der bliver uddannet i dag, så er der jo langt flere, der går til det private end til ph.d., forskning og det offentlige. Det burde man indtænke meget mere i alle uddannelsesplaner. Det var jeg absolut ikke god nok til. Det havde jeg ikke øje for dengang, og det var en stor, stor fejl. Så det synes jeg, man skulle forsøge at rette op på i dag«.

Alting kommer med en pris

Som minister investerede Helge Sander massivt i forskningen. Da han kom til, lå det offentlige forskningsbudget på omkring 13 milliarder kroner, og da han forlod posten i 2010, var beløbet steget til over 18 milliarder. Det afgørende ryk kom med en globaliseringsaftale fra 2006, der gav et voldsomt økonomisk løft af forskningen: Der kom flere forskere, en større pulje penge til forskningsprojekter og ekstra penge til strategisk forskning, hvor man sigter efter forskningsresultater, der kan anvendes til noget konkret.

For mange kom de nye midler dog med en langt højere pris. Den politiske kritik spændte bredt. Magrethe Vestager, der på det tidspunkt var næstformand for Radikale Venstre, mente, at man nu »fjernede muligheden for demokrati som styrelsesprincip« og ødelagde »en frugtbar proces, som var i gang i det danske universitetsmiljø«. Fra Dansk Folkepartis kritiserede Jesper Langballe, at forskning nu blev en »stangvare« leveret på bestilling.

Helge Sander, i dag mener flere kritikere fra universitetsverden at Universitetslovens fokus på vækst skaber bedre præmisser for forskning indenfor tekniske fag end indenfor humaniora. Er det ikke problematisk?

»Det kan det godt være, men vi er også bare nødt til at se på, hvilke fagretninger der har størst afsætning i samfundet«.

Men det er jo netop den markedstankegang, hvor man ser forskning og uddannelse som et produkt, der stadig kritiseres i dag.

» Indenfor de humanistiske fag, er der bare flere og flere, der får jobs, som ikke lægger i naturlig forlængelse af det uddannelsesforløb, de har haft«.

”Jeg medgiver, at det humanistiske område ikke er et af de steder, der er blevet tilført flere midler de seneste år. Så selvfølgelig skal de ude på KUA kæmpe for deres forkærlighed for humanistisk forskning. Men det må jo også være et spørgsmål om, at det, der efterspørges i resten samfundet er det, der skal skabes på universiteterne. Så jeg synes bare ikke rigtigt, at humanisterne har noget at have kritikken i. Det er måske lidt uforskammet at sige, men jeg ser ikke, at der er politisk forståelse for deres synspunkt.«

Det er vel bare en grundlæggende uenighed om, hvorvidt uddannelse nødvendigvis skal reguleres efter arbejdsmarkedet?

»Ja, det er det vel nok.«

Bisætninger og enkelte kommaer

Grundet kritikken bliver Universitetsloven nu kigget efter i sømmene. Det er Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR), der indenfor det kommende år vil komme med en vurdering af, hvor universiteterne står og er på vej hen efter ændringen af loven i 2003.

Tror du stadig, vi har den samme universitetslov om 20 år?

»Ja. De ændringer, der er blevet lavet af de 7 – 8 ministre på området, siden jeg forlod posten i 2010, og de ændringer, der lægges op til nu, er jo kun bisætninger og enkelte kommaer i forhold til de fundamentale ændringer, vi foretog i 2003. Så ja, Universitetsloven kommer også til at fejre 40-års fødselsdag. Det tror jeg helt bestemt.«