Mange kvindelige forskere overvejer at forlade Københavns Universitet 

At konkurrencen om eksterne forskningsbevillinger er benhård og har tendens til at ramme kønnene skævt, er efterhånden en gammel nyhed.

Det nye er, at et stigende antal af de kvinder, der har valgt en forskningskarriere, frygter så meget for deres fortsatte ansættelse, at de overvejer at søge job uden for universitetet.

Den velkendte fortælling om leaky pipeline – at det akademiske rørsystem ’lækker’ kvinder – har fået en ny krølle med en analyse fra Tænketanken DEA, der viser, at kvindelige forskere oplever mere usikkerhed end deres mandlige kollegaer.

I runde tal svarer 45 procent af de kvindelige forskere på Københavns Universitet, der medvirker i undersøgelsen, at de føler sig utrygge i deres ansættelse, og hele 76 procent af dem overvejer helt at forlade universitetet. De tilsvarende tal for mandlige forskere er henholdsvis 35 og 69 procent.

KU har svært ved at holde på kvinderne

DEA’s seneste undersøgelse viser, at forskellen på mænd og kvinder bliver mere udtalt, jo højere et akademisk niveau, de opnår.

»Der har været meget fokus på, at vi mister de kvindelige forskningstalenter på vej op ad karrierestigen, blandt andet på grund af faktorer som barsel, og fordi karrieren typisk tager fart i en periode i livet, hvor man etablerer sig med familien,« siger DEA’s Jon Eilenberg til Uniavisen.

»Men det tyder på, at problemet ikke stopper, selv når kvinderne når til tops. Her er det stadig svært – også for Københavns Universitet – at holde på dem,« tilføjer han.

Tabet af kvindelige talenter kan være problematisk i en ligestillingssammenhæng, men det er også et tab for de universiteter, der gerne vil sikre en vis bredde i dansk forskning ifølge Jon Eilenberg, der også bemærker, at der i 2024 blandt rektorerne på landets otte universiteter kun er én kvinde.

Det er ikke kvinderne, der er tabere

Anna Haldrup, institutleder på Institut for Fødevarevidenskab på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på KU, siger, at vi skal passe på, at vi ikke gør kvinderne til ofre i fortællingen:

»Det er nemlig ikke kvinderne, der er tabere. Det er universiteterne, der går glip af talentmassen, når dygtige kvinder og mænd opgiver en forskningskarriere på universitet,« siger hun.

Anna Haldrups egen karriere er også at finde i statistikken, der fodrer data til leaky pipeline-metaforen. Hun skiftede nemlig selv forskningstilværelsen på KU ud med en stilling som Director of Research Support på Carlsberg. I dag er hun dog tilbage på universitetet, selvom både løn og arbejdsforhold var bedre hos Carlsberg.

Som arbejdsforholdene er på universitetet i dag, vil hun dog fraråde de fleste at forfølge en forskningskarriere, fordi konkurrencen efterhånden er blevet »helt urimelig,« siger hun:

»Det har jeg også sagt til min egen søn, der overvejer at gå i mine fodspor. Forskerne skal i dag bruge store mængder af deres tid på at søge om forskningsmidler, og det er et stort pres, hvis man har et forskningsteam, som er direkte afhængig af ekstern finansiering. Det er en kæmpe usikkerhed at skulle arbejde i.«

Det er et job, som for mange kan være mere end svært at forene med et helt almindeligt familieliv, siger Anna Haldrup, for:

»Samtidig med at forskerne konstant skal søge midler, skal de også udgive artikler, undervise og rejse jævnligt for at pleje det udenlandske netværk. De skal være gode til at formidle deres forskning og være gode ledere. Det krydspres må man bare konstatere, at der er flere kvinder, der ikke trives i,« siger institutlederen og tilføjer:

»Derfor går universiteterne glip af en masse talent.«

Anna Haldrup tilføjer, at der i de yngre generationer er et stigende antal mænd, der også ønsker at prioritere familien. Hun betoner, at de akademiske ansættelsesforhold er blevet så prekære, at det kan være svært at overbevise sin bank om et boliglån, hvis man er ansat på en af de midlertidige kontrakter, som universiteterne i stigende grad gør brug af.

Derfor håber Anna Haldrup, at universiteter og politikere vil samarbejde om at skabe større sikkerhed i ansættelserne, for det kræver det, hvis det skal være attraktivt at arbejde på et universitet.

En umoden sektor

Prorektor for forskning David Dreyer Lassen erkender, at universitetsmiljøet er konkurrencepræget.

»Universitetet skal være et attraktivt sted at arbejde, også for de nye generationer, der prioriterer nogle andre ting. Det skal ikke bare være hårdt og slidsomt, men også et rart sted at være. Det konkurrenceparameter bliver universitetet nødt til at tappe ind i. Og der er vi lidt umodne som sektor.«

At folk søger væk fra universitetet, kan man ikke forhindre, siger han, men det skal ikke være kønnet, der er afgørende:

»På den måde er jeg helt enig i, at der er en udfordring. Vi får flere og flere eksterne midler. De går – også efter dialog med de forskningsfinansierende fonde – i overvejende grad til at ansætte i midlertidige stillinger som ph.d.-studerende og postdocs. Vores basisbevillinger ligger fast, og indtægterne fra uddannelse er svagt faldende, og det giver ikke flere faste stillinger. Snarere tværtimod. Sandsynligheden for at få en stilling på universitetet er blevet mindre. Der er hård konkurrence om at få fast ansættelse på universitetet, for der er mange om buddet.«

Prorektor David Dreyer Lassen kender kapløbet om forskningsmidlerne fra begge sider af bordet. Om sine erfaringer som formand for Den Frie Forskningsfond (2019-2021, red.), siger han:

»Da jeg selv var formand, kunne vi se, at kvinder søgte lidt mindre end mænd. De søgte generelt sjældnere, hvor mange mænd søgte på alt, hvad der var. Og hvis du så er en af dem, der får mange midler på en gang, står du anderledes end kvinder, som i højere grad søger midler til ét projekt, og når de er færdige med det, så søger de til et andet projekt.«

Spørgsmålet er, om »vi er gået lidt for langt på den eksterne finansiering«. Det er prorektor selv, der formulerer spørgsmålet. Han overvejer, om universitetet fremover bør tone helt rent flag for dem, der står og overvejer, om de skal gå forskervejen:

»Der er mange usikre ansættelser forbundet med ekstern finansiering. Måske skal vi være bedre til at sige til folk fra starten, at der ikke er penge til en fastansættelse på langt sigt. Hvis de vil have en mere eller mindre fast ansættelse, skal de selv ud at hente pengene.«