Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Aldrig har jeg overvejet så meget at forlade forskningen

En personlig fortælling — Jeg elsker at undervise, læse og forske. Men de fleste dage spekulerer jeg over, om universitetet er tabt, og om jeg burde lægge min tid og energi i noget andet. Jeg ved, jeg ikke er den eneste forsker, der har det sådan her.

Dette debatindlæg blev oprindelig postet på LinkedIn. Uniavisen bringer her en let redigeret version.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

I løbet af de seneste uger har jeg kunnet fejre mange gode nyheder. For nylig har jeg skrevet en bog og fået udgivet en forskningsartikel, og snart starter jeg et nyt forskningsprojekt, der giver mig mulighed for at forske ved det prestigefyldte Stockholm Resilience Centre.

Det er alt sammen godt og dejligt, men sandheden er, at jeg har kæmpet med livet som forsker i et stykke tid nu. Jeg elsker at undervise, jeg elsker at læse, jeg elsker at skrive. De fleste dage synes jeg endda, at jeg er god til det. Ikke desto mindre har jeg aldrig overvejet mere alvorligt at forlade den akademiske verden, end jeg har gjort det seneste år.

Burde jeg lægge min energi i noget andet?

Jeg vil ikke lyde forkælet. At forske på et universitet er på mange måder et kæmpe privilegium. Det er prestigefyldt, det er godt betalt, og det indebærer en unik grad af frihed. Det er jeg taknemmelig for.

Jeg har kæmpet med livet som forsker i et stykke tid nu

Men samtidig oplever jeg, at mange universiteter udviser begrænset hensyn til deres ansattes og studerendes mentale helbred. De fortsætter med at investere i og støtte virksomheder, der er involveret i folkedrab. Og de gør ikke meget for at reducere deres eget klimaaftryk på trods af et nært forestående økologisk sammenbrud. Læg hertil den øgede forekomst af stress og udbrændthed blandt mange af mine kolleger og de systemiske problemer med sexisme og chikane.

LÆS OGSÅ: Hun gik forrest i kampen mod forskningstyveri. Nu forlader hun KU

Der findes stadig lommer af modstand inden for universitetets mure og modige kolleger og studerende, som forsøger at redde det gode, der er tilbage. Men de fleste dage kan jeg ikke lade være med at føle, at vi kæmper forgæves, ​​at universitetet måske er tabt, og at jeg hellere burde lægge min tid og energi i noget andet.

Ønsket og uønsket på samme tid

Denne følelse forværres af en voksende erkendelse af, at der højst sandsynligt ikke er noget fast job til mig i universitetsverdenen alligevel. Selvom jeg har gjort stort set alt, hvad der kunne forventes af mig: Jeg har publiceret i prestigefyldte internationale tidsskrifter, jeg har undervist med fremragende evalueringer, jeg har formidlet min forskning til en bredere offentlighed, jeg har påtaget mig lederroller, og jeg har indhentet eksterne midler til nye forskningsprojekter.

Jeg har publiceret i prestigefyldte internationale tidsskrifter, jeg har undervist med fremragende evalueringer, jeg har formidlet min forskning til en bredere offentlighed

Der er bare stort set ingen job. Der er skåret kraftigt i finansieringen til de offentlige universiteter de senere år, især inden for de samfundsvidenskabelige og humanistiske områder, hvor faste stillinger er ekstremt sjældne. I de tre år, der er gået, siden jeg afleverede min ph.d., er jeg stødt på en håndfuld akademiske jobs, heraf kun ét i Danmark, som har virket relevante for en med min forskningsprofil.

LÆS OGSÅ: Giv løstansatte forskere bedre vilkår

Før sommer fik jeg afslag på en fast stilling ved et af ​​de få institutter i Danmark, hvor jeg kunne se mig selv arbejde. Jeg nåede ikke engang til interviewrunden. Jeg talte med en professor, som tidligere havde arbejdet ved instituttet, og som fortalte mig, at det måske handlede om, at jeg ikke havde den rigtige baggrund.

Man taler meget om behovet for tværfaglig forskning, hvis vi skal løse fremtidens komplekse udfordringer. Og når jeg søger nye forskningsmidler, er min tværfaglige profil og erfaring med praksis-partnerskaber i høj kurs. Men når det kommer til faste universitetsansættelser, er de fleste institutter stadig opdelt i gamle disciplinære siloer.

En ensom følelse, jeg ikke er alene om

Men det egentlige catch, som er blevet kilde til en daglig indre kamp, ​​er det her: Hvis jeg vil forblive ‘konkurrencedygtig’ og have nogen chance for en dag at lande et akademisk job – i det usandsynlige scenarie, at den rigtige stilling dukker op – bliver jeg nødt til at gøre flere af de ting, jeg er mindst begejstret for, nemlig at søge om eksterne midler og publicere i videnskabelige tidsskrifter, som kun bliver læst af andre forskere. Ironisk nok er det, jeg allerhelst vil bruge min tid på, netop det, der plejede at være kerneaktiviteterne på universitetet: At undervise studerende og skabe original forskning.

Ironisk nok er det, jeg allerhelst vil bruge min tid på, netop det, der plejede at være kerneaktiviteterne på universitetet

Det er en trist situation. Først og fremmest for mig, selvfølgelig. Men jeg synes også, det er trist for vores samfund, at universiteterne, som før var (eller hævdede at være) spydspidser for viden og oplysning, i stigende grad er blevet bastioner for en gammel verden, der hastigt eroderer, og hvor citationer og ekstern finansiering betyder mere end folks trivsel og faktisk at lave interessant forskning.

LÆS OGSÅ: Nyt initiativ: Venlighed skal være nøgleord i god forskningskultur

Selvom de her tanker nogle gange kan få mig til at føle mig ensom og isoleret, ved jeg, at jeg ikke er alene. Flere og flere forskere, ansatte og studerende går i dag sammen og råber op om problemer og strukturelle uretfærdigheder inden for den akademiske verden. Det er en vigtig sag. Med alt det, der sker i verden for tiden, er kampen for at bevare et rum for fri og uafhængig tænkning vigtigere end nogensinde.

Seneste