Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ole Wæver om dansk forskning: »Vi er på vej til at tabe tyve år, vi ikke kan få tilbage«

Universitetslov — Hvis ikke politikerne gør op med den »ekstreme topstyring« på universiteterne, vil dansk forskning lide så alvorlig skade, at det vil tage årtier at rette op. Advarslen kommer fra Ole Wæver, der sammen med en håndfuld kollegaer er klar med seks forslag, der skal vende kurven.

Advarselslamperne blinker på de danske universiteter.

Forskere bliver tromlet på deres institutter, talenter opgiver jagten på faste stillinger, ledere tager elendige beslutninger, og massive satsninger springer ud af politiske buzzwords.

Hvis kursen ikke lægges om, vil dansk forskning tage alvorlig skade. Ikke i den fjerne fremtid, men allerede om fem til ti år.

Sådan lyder analysen fra Ole Wæver, statskundskabsprofessor på Københavns Universitet og formand i det forskningspolitiske udvalg under Videnskabernes Selskab, der står bag en aktuel såkaldt hvidbog om ledelse og styring på danske universiteter. Eller som udvalget skriver: Den »enstrengede« og »ekstremt topstyrede« ledelse på de danske universiteter.

I hvidbogen præsenterer forskerne seks anbefalinger, der kan modvirke skredet: Evaluer universitetsloven, giv forskerne mere indflydelse og tryggere ansættelser, realiser universiteternes selvstyre i højere grad, lad internationale forskerprofiler udgøre flertallet i bestyrelserne, og gør institutlederen ansvarlig over for forskerkollektivet.

Spørger man Ole Wæver, er forslagene simple og pragmatiske – eller »ekstremt realismestyrede«. Forskerne har bevidst undladt at beskrive, hvordan det ideelle universitet ser ud, men de har holdt luppen over konkrete problemer, der ifølge Wæver kan løses, uden at man nærmer sig det gamle, medarbejderstyrede universitet, som angiveligt er et skræmmebillede for mange politikere.

Til gengæld er det helt afgørende, at politikerne lytter til forslagene, hvis dansk forskning skal bevare sin kvalitet i de kommende årtier.

»Ellers vil der snart komme en meget mere udbredt forståelse af, at vi har skabt nogle gevaldige problemer, som vil tage mange år at rette op på,« advarer Ole Wæver.

Militæret og fiskefabrikken

Roden til de gevaldige problemer finder man i år 2003. Dengang vedtog Folketinget, med videnskabsminister Helge Sander (V) i spidsen, en ny universitetslov, der afskaffede det interne selvstyre og indførte bestyrelser med et flertal af medlemmer uden bånd til universitetet.

Problemet var ikke, at man lavede en ny lov, siger Ole Wæver, for det gamle system havde sine skavanker. Det kunne være ineffektivt, indspist. Problemet var, at politikerne drejede på samtlige knapper i ét dramatisk ryk.

LÆS OGSÅ: Helge Sander forandrede universiteterne totalt og fortryder intet

»Danmark gik meget langt og omlagde til et system, der er enstrenget top down. Internationalt set gik vi fra at ligge i den ene ende af spektret til at ligge helt i den modsatte ende målt på medarbejderindflydelse og forskningsfrihed.«

»Politikerne elsker at sige, at man driver universiteterne som en privat virksomhed, men det er jo ikke rigtigt. De fleste private virksomheder har flere checks and balances, end universiteterne har.«

Hvis man føler, at man bliver kørt over, har man ingen appelmuligheder. Der er ingen steder, hvor man kan fremføre sin kritik sikkert.
Ole Wæver

Ledelsessystemet i dag har snarere et slægtskab med militæret, siger Ole Wæver, og det er ikke ment positivt:

»De fleste videnstunge virksomheder ved godt, at de rigtige beslutninger ikke kan træffes uden medarbejderne. Jeg ved ikke nok om fx fiskefabrikker, så der er måske steder, der kan ledes meget top down, men systemet virker malplaceret på et universitet.«

Det er et system, hvor bestyrelse ansætter rektor, rektor ansætter dekan, dekan ansætter institutleder, og alle kigger op. Det betyder angiveligt, at institutlederen ikke føler sig ansvarlig over for det forskerkollektiv, der ifølge Ole Wæver er ved at splintre, men i stedet forsøger at please de øvre dele af hierarkiet.

Imens må medarbejderne spejde forgæves efter den indflydelse, som bestyrelsen ellers skal sikre ifølge universitetsloven. Den bliver trynet under vægten af et massivt ledelseslag med stabe af kommunikations- og HR-folk, der har løsrevet sig fra resten af universitetet.

»Set nedefra har man ingen steder at gå hen. Hvis man føler, at man bliver kørt over, har man ingen appelmuligheder. Der er ingen steder, hvor man kan fremføre sin kritik sikkert. Fordi de valgte organer som de akademiske råd nærmere er elevråd end organer med reel magt.«

»Institutlederen er gået fra at være en del af det lokale til at være det første, man møder i det her store ledelseslag. Man kigger bare op på en kæmpe pyramide over sig, og loftet kommer længere og længere ned.«

Resignation og frygt

Forskernes position er altså svækket.

Økonomien på universitetet er i voksende grad afhængig af bevillinger fra offentlige og private fonde, og det betyder, at mange forskere får tidsbegrænsede stillinger, der rinder ud sammen med pengene. Hvis de da overhovedet orker at bevæge sig ind på en karrieresti, der er præget af intens konkurrence og usikkerhed.

Og når de endelig får faste stillinger, erfarer de, at de stadig kan fyres uden overbevisende grunde, og så risikerer de at strande med en højt specialiseret viden, der er svær at omsætte til værdi på arbejdsmarkedet.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Forskerne har ikke tenure, altså sikkerhed i ansættelsen, sådan som det forstås på topuniversiteter uden for landets grænser. Det er, siger Ole Wæver, et ord, vi bare bruger, fordi »vi kan lide det«.

»Ordets indhold, derimod, det bruger vi ikke her til lands,« siger han.

I den virkelighed har forskerne ikke bare svært ved at få indflydelse på deres egen arbejdsplads, de holder helt op med at række ud efter den. Hvis de er uenige med ledelsens beslutninger eller strategier, råber de ikke op, men klapper i.

Det gør de af to årsager, siger Ole Wæver: resignation og frygt. De tænker: Ledelsen er så egenrådig, at det alligevel ikke nytter noget at råbe højt. Og de tænker: Når jeg sidder så løst på kontorstolen, må jeg nok hellere lade være med at stikke snuden for langt frem.

Topforskere flygter fra de danske universiteter, unge talenter opgiver forskerkarrieren, og det er svært at rekruttere fra udlandet.
Ole Wæver

Der er ellers nok at råbe op om, mener Wæver.

Ledelser lancerer »fluffy bullshitstrategier« og »tåbelige satsninger« – det kunne være et center om klima eller kunstig intelligens – uden at inddrage forskernes viden. De lader de politiske vinde sætte kursen, og forskerne må rette ind for at sikre deres fremtid.

Det kan frarøve Danmark de helt store gennembrud, siger Ole Wæver:

»Den virkelig revolutionerende forskning, der kan gøre Danmark til verdens centrum på et givet felt, er per definition noget, vi ikke ved, hvad er endnu. Som ikke optræder i de der sloganagtige strategier. Så hvis vi i stigende grad sætter vores dagsordener ud fra, hvad man kan forstå på ledelses- og politikerniveau, så kan vi være helt sikre på, at vi falder bagud.«

»Klima og kunstig intelligens er oplagt vigtigt, men netop derfor skal dansk forskning bidrage med andet og mere end at løbe efter de overskrifter, der længe har sat dagsorden i andre lande.«

Det handler om at udvide rummet for den frie forskning, siger Ole Wæver:

»Rummet til at lave mærkelige ting som forsker er blevet mindre. Og det er helt katastrofalt, for det er de mærkelige ting, der kan vise sig at være helt afgørende.«

LÆS OGSÅ: Ikke alle deler kritisk syn på uniloven: »Jeg blev egentlig lidt provokeret«

Er det ikke bare klynk?

Her er det måske oplagt at spørge: Klynker forskerne ikke bare?

Brokker de sig ikke kun, fordi samfundet trænger ind på deres støvede kontorer og kræver noget for den årlige milliardinvestering – noget, der er lettere at måle og veje end »mærkelige ting«?

Eller sagt på en anden måde: Føler forskerne sig ikke bare for store og vigtige til at blive bestemt over?

Ole Wæver griner i telefonen: »Jeg forstår udmærket, hvis nogen tænker det.«

Det havde også været rigtigt, hvis man havde sagt det for 25 år siden, fortsætter han. Men forskernes selvbillede har ændret sig siden da:

»I dag har vi forskere en grundlæggende forståelse af, at det ikke er vores eget private område, men at vi er til for samfundets skyld. Vi skal gøre det bedst muligt, fordi uddannelse og forskning er så vigtigt for samfundet.«

»Derfor er det legitimt at stille spørgsmål til, om vi gør det rigtigt i dag. Og her må man bare sige, at detailstyring er uforeneligt med dybt specialiseret frontforskning, som i sagens natur ikke kan være alment forståeligt for enhver.«

Underforstået: Det er kun universalgenier, der kan detailstyre et universitet og slippe godt fra det. Universalgenier, der hverken eksisterer på ledelsesgangene eller på Christiansborg – hvis nogen steder.

Men I skriver selv i hvidbogen, at dansk forskning har det fremragende i dag målt på ranglister og publikationer i toptidsskrifter. I det lys har den øgede styring, som universitetsloven indførte, vel været en succes?

»Jeg siger jo heller ikke, at loven fra 2003 bare var en fejl. Vi mener ikke, at vi bare skal genindføre det gamle ledelsessystem, men derimod finde en balance.«

»Når vi klarer os godt internationalt, skyldes det også delvist, at universiteter også bliver ledet håbløst i mange andre lande. Det er bare ikke et godt argument for at have en suboptimal ledelsesform.«

Tyve tabte år

Wævers pointe er samtidig, at de negative effekter endnu ikke har vist sig til fulde. Universitetet er en notorisk langsom supertanker, og når man omkalfatrer hele ledelsessystemet, som man gjorde i 2003, slår den nye virkelighed kun gradvist igennem over ikke bare år, men årtier.

Det er først nu, her på kanten af 20 års-jubilæet for universitetsloven, at de reelle konsekvenser begynder at stå klart for forskerne:

»Man kan sige, vi er halvvejs i årsagskæden. Vi ser nu nogle sociale mønstre, som vi ved har negative virkninger på længere sigt,« siger Ole Wæver med henvisning til frygten og resignationen på forskergangene.

»Vi har skabt miljøer, der har de her dårligdomme. Og samtidig oplever vi eksempler på, at topforskere flygter fra de danske universiteter, at unge talenter opgiver forskerkarrieren, og at det er svært at rekruttere fra udlandet.«

»Alt det her kan man ikke se på publikationsstatistikkerne i dag, for det går enormt langsomt. De beslutninger, vi træffer i dag, kan man først mærke om ti og tyve år, men hvis vi fortsætter på den her måde, kan det gøre ondt til den tid. Og så vil vi have tabt tyve år, som vi ikke kan få tilbage.«

Politikere, tag ansvar

De seks forslag i hvidbogen skal ses som modgiften til det skred, der ifølge forfatterne er ved at trække tænderne ud af dansk topforskning.

Magten ligger på Christiansborg, og det første politikerne bør gøre er at lytte til anbefaling nr. 1, siger Ole Wæver: Evaluer universitetsloven. Nedsæt et udvalg, der kan kortlægge de effekter, loven har haft.

Måske vil det munde ud i en rapport, der viser, at Wæver og co. maler fanden på væggen, indrømmer han. Eller måske vil rapporten tilskynde politikerne til at følge de fem øvrige anbefalinger i en fart.

Ole Wæver fremhæver to af forslagene, som han mener politikerne bør overveje, allerede inden evalueringen ligger klar, ja, ifølge professoren kan de til dels indføres af universiteterne selv inden for den eksisterende lov:

For det første bør de ændre sammensætningen af universiteternes bestyrelser, så der er et flertal af medlemmer med international forskningserfaring. Det vil give større pondus til de bestyrelser, som har vist sig at være for svage, siger han. I et citat fra hvidbogen lyder det sådan her:

»Mange menige eksterne bestyrelsesmedlemmer ser (med gode grunde) sig selv som ikke kompetente nok til at gå aktivt ind i bestyrelsesarbejdet, og resultatet bliver – som i mange private virksomheder – at en duo af bestyrelsesformand og rektor langt hen ad vejen kan ’køre’ universitetet.«

For det andet bør institutlederen gøres ansvarlig over for forskerkollektivet, så lederen ikke kun kigger opad i hierarkiet, men sørger for at tale medarbejdernes sag. Det kan man ifølge Wæver sikre ved at ændre valgprocessen, så institutlederen både udpeges af dekan og menige forskere.

Problemet er, at forskerne ikke skal overbevise sig selv om det demokratiske underskud. Det har de allerede gjort. Peter Harder har sagt det. Eske Willerslev har sagt det. Utallige kandidater til bestyrelsesvalget har sagt det.

LÆS OGSÅ: Hvis Peter Harder skulle gøre karriere i dag, var han ikke blevet forsker

Opgaven er at overbevise politikerne og befolkningen om, at der er et problem:

»Det er nok den helt store hurdle. Det er jo ikke, fordi vi vil tegne et billede af, at det er synd for os forskere. At det er for vores skyld, der skal laves om på det her,« siger Ole Wæver.

Hans pointe er, at det er for samfundets skyld. Ifølge Wæver vil vi ganske enkelt få mere for skattekronerne, hvis vi giver forskerne mere indflydelse og udvider rummet, hvor de kan forfølge deres (skæve) ideer.

»Det vil resultere i bedre forskning og bedre undervisning, hvis man tager højde for de her ting. Og det burde vi kunne få politikerne til at forstå.«

Hele hvidbogen Ledelse & styring af danske universiteter kan læses her.

Seneste