Retræterum er ikke islamiske - de er lavet til noget, der hedder tværreligiøsitet

Efter 12 års upåagtethed er det tværreligiøse retræterum på Søndre Campus blevet del af en national kontrovers. Det skete, da folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Marie Krarup erklærede, at lokalet – og tilsvarende rum – var »reelt islamiske.«

Det satte gang i en diskussion af, hvorvidt denne type rum overhovedet bør være tilladt i offentlige institutioner, eller om man burde lukke dem, fordi de muligvis kan repræsentere en skjult islamisk dagsorden eller blive anvendt af radikaliserede muslimske studerende til at udøve social kontrol over andre studerende (for eksempel ved at sørge for, at de beder bønner i undervisningstiden).

Diskussionen fandt tilsyneladende sit zenit under en debat i Folketinget den 21. februar.

Det væsentligste problem ved ovennævnte tilkendegivelser om bederum er, at de bunder i synspunkter i højere grad end fakta; og hvad fakta angår, har Jyllands-Posten (som det primære eksempel) skrevet om en sag om radikaliserede islamister, der brugte lokalet på University College Capital.

I Folketinget sagde socialdemokraten Mattias Tesfaye, at han havde fået at vide af lokale skoleledere fra den københavnske vestegn, at de havde lukket bederum på deres institutioner på grund af problemer med muslimske studerende, der pressede andre til at bede.

Men bederum, eller multifaith spaces som de kaldes i den engelskprogede litteratur, har faktisk også været undersøgt af forskere, hvilket har kastet en del videnskabelige artikler af sig.

Hvis forskerne har ret, er en form for tværreligiøsitet eller multireligiøsitet – ikke islam – blevet mainstream-religionen i Europa. Og et forbud mod tværreligiøse lokaler i Danmark ville blot forstærke spændinger mellem grupper og individer over religion.

Fra reflektionsrum til tværreligiøse kapeller

Multifaith spaces er en ret ny opfindelse. Som Terry Biddington, forsker ved University of Manchester, skriver i artiklen Towards the Theological Reading of Multifaith Spaces, blev det første erklæret altomfavnende Andachtsraum (Tysk: bøn- eller tilbedelsesrum) først åbnet i 1988.

Det er svært at definere lokalerne entydigt, ikke mindst fordi de bliver kaldt noget forskelligt fra sted til sted, alt fra ‘reflection lounges’ til ‘inter-faith chapels’ – eller, i Københavns Universitets tilfælde, stillerum og retræterum. (For mere herom se onlineudstillingen af projektet Multi-Faith Spaces: Symptoms and Agents of Religious and Social Change).

Generelt kan de beskrives som lokaler beregnet til, at folk, hvad enten de er religiøse eller ikke-religiøse, kan meditere, dyrke deres spiritualitet, reflektere eller slappe af.

Lokalerne blev i sin tid etableret både efter græsrødders indsats, og fordi ledelser rundt om af egen drift besluttede at oprette dem. Men efterhånden begyndte også forskellige europæiske statslige organisationer at anbefale åbningen af tværreligiøse lokaler, (fx her eller her).

Der findes ikke nogen fast skabelon for indretningen af et ‘multifaith space’, men Andrew Crompton, der leder arkitektskolen ved the University of Liverpool, inddeler i artiklen The Architecture of Multifaith Spaces: God Leaves the Building rummene i to kategorier, hhv. negative og positive.

Negative rum, (og det er den typiske form for multifaith space i Europa), er »den arkitektoniske version af baggrundsstøj«. Denne udgave er ofte et upåfaldende lokale »med et par religiøse tekster på en hylde, og hvor de religiøse genstande, når de ikke er i brug, er stuvet væk i nogle kasser.«

Selv om bederum er en praktisk løsning for mange muslimer, er deres behov sjældent den primære motivation for at indrette den type lokaler.

Positive rum, er derimod kendetegnet ved »enhed gennem inklusion,« og her er de troende artefakter synligt fremme i lokalet, og det er tydeligt, at flere grupper gør brug af stedet.

Tværreligiøse rum på Københavns Universitet, dvs. lokaler på Søndre Campus, City Campus og Nørre Campus, er alle indrettet efter den negative designmodel. Uniavisen beskrev lokalet på Søndre Campus på en måde, der stemmer fuldkommen overens med Cromptons negative variant:

»Der er et vævet tæppe på gulvet foruden nogle hynder og en lille bunke måtter, der kan bruges til meditation. På et par hylder findes et udvalg af religiøse og filosofiske tekster fra diverse religioner, heriblandt en enkelt uoversat koran.«

Europæerne holder stædigt fast i troen

Multifaith spaces er et resultat af forskydninger i den religiøse del af Europas befolkning i de senere år (se fx denne Pew Research Center analysis). Men det vil være en forsimpling at hævde, at lokalerne alene skyldes en stigning i antallet af europæiske muslimer. Selv om bederum er en praktisk løsning for mange muslimer, er deres behov sjældent den primære motivation for at indrette den type lokaler.

Faktisk vil jeg hævde, vi må finde rummenes oprindelse et andet sted. Tværreligiøse rum eksisterer på grund af en kombination af globalisering og delvis sekularisering.

Selv om europæere i stort antal forlader de traditionelle religiøse strukturer, vedbliver de stædigt at tro på noget. Som en WIN-Gallup International poll viste i 2012, udgør de såkaldt ikke-affilierede, altså dem, der ikke identificerer sig som medlemmer af en bestemt kirke eller religiøs retning, over halvdelen af Europas befolkning. Men flertallet af dem har stadig en form for religiøs overbevisning (ifølge en Pew Research Center poll), og 77 procent tror på en form for åndelig virkelighed (se Eurobarometer).

Det er tal, der stiller spørgsmålstegn ved, om vi er ved at blive sekulariserede. Og af den årsag har Peter L. Berger – anerkendt forsker og en af sekulariseringstankens forhenværende fremførere – skiftet synspunkt og på det seneste argumenteret for, at »moderniteten ikke nødvendigvis er i færd med at sekularisere, snarere er den ved at pluralisere.«

Begrebet multifaith eller tværreligiøsitet blev politisk signifikant, fordi (som Andrew Crompton hævder), »det erstatter kristendommen som det synlige tegn på offentlig religion i Europa.« Men den gængse tværreligiøsitet bevarede et af sekulariseringens karakteristika: at man foretrækker privat religionsudfoldelse frem for offentlig religiøsitet (se også her).

Dermed passer tværreligiøsitet bedst til uafhængige eller ikke-affilierede religiøse borgere, hvilket igen kan vække andres vrede eller mishag.

Multifaith er en slags multiværtøj

Skønt multifaith spaces blev undfanget i en pluralistisk ånd, synes de omgærdet af misforståelser. På den ene side bliver de lovprist som ‘et nyt niveau af religiøs harmoni’ for deres rolle som facilitatorer af religiøs udfoldelse, tolerance og (en rimelig) afvejning af religiøse og sekulære krav (se fx her).

Men på den anden side kan de også fremkalde lige så stærke negative reaktioner. Lokalerne er ofte blevet beskyldt (også før den igangværende danske debat) for at være ‘skjulte moskeer’, der ‘gør deres snigende indtog i det offentlige rum iklædt politisk korrekte paroler’, både i kristendommen og sekulariseringens navn (se The Economist).

For nogle år siden nægtede en gruppe muslimer på The City University i London højlydt at bede i et multifaith-lokale, idet de forlangte deres eget bederum. (Se BBC News).

Måske skyldes problemerne, at man læner sig op ad det, som Adam Dinham har kaldt det rodede ‘multifaith-paradigme’ i artiklen The Multi-faith Paradigm in Policy and Practice: Problems, Challenges, Directions. To modsatrettede forståelser af religion gemmer sig bag navnet. På den ene side betragtes religionerne som sammenhængskraftens helte, der kan bringe sociale grupper sammen, mens de på den anden udlægges som skurke, der radikaliserer individer. Dermed har multifaith-paradigmet og dets ledsagende aktiviteter et dobbelt formål: at bruge religioner til at skabe tolerance og en følelse af sammenhængskraft, og til at bekæmpe religiøs udfoldelse til fordel for en mere privat form for tro.

Det kommer særligt til udtryk på universiteter, hvor holdningen til religion typisk er ret velfdefineret. Jonathan D. Smith, ph.d.-studerende ved The University of Leeds, foreslog i sit review of MFSs at the British Universities en model, hvor universitetspolitikker om multifaith-lokaler kan målt langs to akser. Den første akse er graden af pragmatisme, dvs. graden med hvilken ‘best practises’ bliver anvendt udfra ‘careful timetabling, consistent management and regular consultation with users’. Den anden akse angiver graden af offentlig religion, og måler den generelle holdning til religion på en skala fra uønsket i campusmiljøet til et positivt udtryk for diversitet. Smith skriver, at tværreligiøse rum fungerer bedre, jo mere i den positive ende af skalaen, vi befinder os på begge akser.

Så dommen lyder …

Københavns Universitet synes at ligge på minus-siden af begge akser. Dets tværligiøse lokaler er åbne for enhver, men stort set uorganiserede. Og som den nylige debat i Folketinget viste, lader der ikke til at være megen plads til at udtrykke religiøs diversitet i danske offentlige institutioner. Ikke mindst i sammenhæng med deres udpræget ‘negative’ indretningsdesign, giver sådanne lokaler på Københavns Universitet indtryk af en stærk præference for ‘skjult religiøsitet’.

Det betyder så også, at retræterummene på campus gør muslimer og deres bønner – i lighed med andre religioner og deres udøvere – til noget privat snarere end offentligt. Der findes altså ikke nogen særlig opbakning til islam. Ulig visse britiske universiteter har Københavns Universitet ikke indrettet særlige rum til muslimer eller nogen form for kønsopdeling.

Multifaith-lokaler kan kun anses for at være en fare for kristenheden, hvis man går ind for politisk kontrol og offentlig sanktionering af religion. Faktuelt er den form for lokaler et resultat af – ikke en årsag til – den gradvise tilbagegang for den kristne kirke.

Opgaven i dag er at finde en bedre og mere inkluderende måde at huse tværreligiøse rum på. Som Crompton og Hewson, der begge arbejder på et af de største igangværende multifaith-forskningsprojekter, argumenterer, er tværreligiøs indretning (for nuværende) »et resultat af ad hoc-beslutninger og kasuistik snarere end syntese. Selv om målet er lige muligheder, kan brugernes behov aldrig blive ligeligt tilgodeset.«

Det er nok her, man kunne lægge kræfterne: at finde et rum, der er inkluderende, sådan som de negativt indrettede lokaler er, men som giver mulighed for en personlig positiv religiøs udtryksform.

Artiklens forfatter studerer Religious Roots of Europe på Det Teologiske Fakultet, KU. De refererede forskningsartikler er alle frit tilgængelige eller søgbare for KU-studerende og -ansatte i REX.