Boligjagt er for de fleste det, der fylder allermest ved studiestarten i København.

Nogle er heldige at lande et kollegieværelse til under 2.000 kroner om måneden, andre kan fortælle vaskeægte gyserhistorier om kælderværelser i gamle parcelhuse i Hvidovre.

Uniavisens journalister har også haft deres del af både heldige fund og mindre heldige boligoplevelser.

Her fortæller vi om vores første hjem i København – og opfordrer dig til at gøre det samme i vores nye serie Min studiebolig.

Camilla startede i et skab på Amager

Jeg var 20 år gammel, da jeg flyttede til København. Året var 2015. Jeg havde lige været på højskole, og alle mine nye venner skulle herover, så jeg ville med. Jeg fik med kort varsel job på en restaurant i byen og skulle derfor pludselig finde bolig på en måned.

Det foregik fra computeren hjemme i Nordjylland, hvor jeg med stor entusiasme oprettede en bruger på både findbolig.nu og boligportalen.dk. Jeg skrev mig vist også på et par dyrt betalte ventelister, men fandt på bagkant ud af, at de havde +10 års ventetid.

Så skrev jeg til cirka alle vi søger roomie-opslag, jeg kunne finde på Facebook. Der blev sendt mails, private beskeder og en enkelt gang forsøgte jeg vist også at Krak-e mig til et telefonnummer.

»Hej! Jeres bofællesskab lyder megafedt! Jeg er sød, renlig, sjov(-ish?), stille og rolig, men ikke kedelig (haha), respekterer en lukket dør – men elsker også at feste (hvis altså, det er noget vi skal?). Har ikke dyr – men elsker, hvis I har. Ryger ikke – medmindre altså, det er en vigtig del af det sociale fællesskab, så count me in, jeg er med på det hele. Har selvfølgelig også grænser. Jeg er normal – lover!!!! I vil elske mig som roomie!!!«

Jeg fik ikke super mange tilbud den anden vej. Meget mærkeligt. Heldigvis viste det sig, at min mor havde en kollega, som havde en datter, som boede i et bofællesskab på Amager, der med jævne mellemrum udlejede et lille ekstraværelse (der måske oprindeligt var tiltænkt at fungere som skab) på cirka otte kvm. Og der fik jeg lov til at bo i tre måneder, hvis altså jeg kunne have min adresse et andet sted.

Værelset var perfekt. Det kostede meget lidt, og jeg tænkte, at man jo egentlig ikke behøver meget andet end en seng og en kommode. Efter kort tid flyttede en af lejlighedens faste beboere ud, og jeg fik lov til at rykke op på et af de rigtige værelser. Det betød, at jeg kom på lejekontrakten og det hele – et stort øjeblik.

De efterfølgende måneder var en lidt blandet fornøjelse. Vi hyggede os, spiste vafler i køkkenet og så Girls hver uge, men min ene roomie havde en kæreste, der kom hjem meget fuld og vred om natten, og det var ærligt talt ikke særlig fedt. Der var også lidt knas med skimmelsvamp i lejligheden.

Efter et år udløb vores lejekontrakt, fordi lejlighedens ejer ville sælge den – det var en andel på 100+ kvm, og købsprisen lød på 40.000 kroner. Jeg syntes, det lød dyrt, og tænkte mig narrer I ikke, så jeg takkede nej til at købe lejligheden og flyttede i stedet sammen med min kæreste i en lille taglejlighed på Frederiksberg, som vi var så heldige at få lov til at fremleje af min venindes forældre.

Efter syv års bopæl år i København, landede vi endelig en ubegrænset og betalelig lejelejlighed. Det skete, fordi jeg havde spammet en administrator fra et stort udlejningsfirma igennem et år. Tip videregivet.

Maria fandt bolig i veganerfællesskab

Min første bolig i København var et lille værelse i en lejlighed på Thorsgade, Nørrebro. Fra Hovedbanegården tog man 5A ud ad Nørrebrogade forbi stop med håbefulde navne: Elmegade, Peter Fabers Gade, som jeg kendte fra et Thomas Buttenschøn-nummer.

Jeg lærte, at min nye vej var den med den snurrende sukkertop på hjørnet, række efter række af grønt og rødt og hvidt og gult slik, sukkerdyppede skumfiduser, lakrids så hårdt, at man kunne knække en tand på det.

Det var i 2013, dengang Facebook stadig var fedt. Jeg var blevet først vegetar, så veganer, længe før det blev moderne, og jeg havde fundet boligopslaget på en gruppe for ligesindede.

Jeg var lige kommet hjem fra et au pair-ophold i Irland, en måned holdt jeg ud, jeg imponerede hverken mig selv eller min værtsfamilie, men jeg var forelsket og havde hjemve og så spændende var det heller ikke på landet i silende regn.

Lejligheden var et mini-kollektiv, vi boede tre. Der var ikke mange regler, men dem, der var, skreg ydre Nørrebro i 2013.

Vores husholdning var vegansk, en gang om ugen blev der lavet en stor, fælles portion bønnepostej. Til gengæld gjaldt reglerne ikke helt på skraldeture, og vi boede tæt på Lagkagehuset og Irma, som delte en ulåst gård, hvor vi hentede kanelstænger og rugbrød og frugt med skrammer.

Der var oprindeligt ikke bad i lejligheden, men der var sat en bruseniche i plastik op i et gennemgangsrum. På et fællesmøde diskuterede vi, om det var okay at barbere sine ben i badet, dels på grund af undertrykkende, patriarkalske skønhedsidealer, dels fordi det stoppede afløbet.

Jeg flyttede ind med et par kufferter. Her var alt det, jeg skulle bruge, og ellers dukkede det op. Den tidligere lejer havde efterladt en hjemmebygget køjeseng. Her var mennesker med en omgangskreds, jeg kunne læne mig ind i. Fællesspisninger i Bumzen, Bikewars i Ungdomshuset, koncerter i Dødsmaskinen.

Jeg gik med en vens ven forbi genbrugsstationen på Møllegade og fandt en kommode til mine ting. Vi trillede den hjem ad Guldbergsgade ovenpå en vakkelvorn kontorstol.

Det var ikke mit liv, det var en mellemstation, inden jeg måneder senere skulle begynde på Journalisthøjskolen i Aarhus, men jeg nød at være på besøg. Jeg tog 5A til Amager for at besøge en mand, som jeg forsøgte at overbevise mig selv om holdt af mig. Klokken 6 om morgenen cyklede jeg gennem byen, for at møde på mit job i en legetøjsbutik i lufthavnen, hvor jeg demonstrerede magiske tusser og talende dyr for fædre i jakkesæt med dårlig samvittighed.

Jeg forsøgte at lære at ryge hash, mens min roomie forsøgte at lære at spille guitar. Jeg ved ikke, om nogen af os rigtig lykkedes med det. Jeg lærte, at Vegeta, den blå pose med det gule krydderipulver, som vi købte i halve og hele kilo i grønthandleren, fik alting til at smage både bedre og meget mere af kopnudler.

Da jeg fire måneder senere pakkede mine kufferter for at rejse til Aarhus, lod jeg kommoden fra Møllegade stå.

Malthe vandt boliglotteriet… Og fik en knirkende papvægslejlighed

Som 21-årig fik jeg tilbuddet, som – tør jeg næsten sige – alle studerende går og drømmer om: Andelsboligen.

Spoler man tiden et halvt år tilbage, var jeg netop vendt hjem til Danmark efter det obligatoriske sabbatårseventyr, som for mit vedkommende foregik i Nordspanien. Jeg landede af uransagelige årsager et yderst velbetalt fuldtidsjob, som jeg på ingen måder var kvalificeret til, og det fik pustet liv i min opsparing og fik min månedlige indtægt til – på overfladen – at se fornuftig ud. I hvert fald i øjnene på hende, som endte med at blive min bankrådgiver.

Tilfældighederne ville, at jeg blev tilbudt andelsboligen, netop som min økonomi havde pustet sig op til voksenstørrelse.

Jeg fik mit boliglån, skrev under på købsaftalen og overtog kort efter en etværelses lejlighed i udkanten af København: Herren være lovet.

Målt op mod det københavnske boligmarked anno 2026 kunne prisen på andelen ligne en afrundingsfejl – den kostede 590.000 kroner (nej, der mangler ikke et nul). Prisen afspejlede dog meget godt lejlighedens stand.

Gulvet knirkede. Og nej – ikke et enkelt gulvbræt eller to. Gulvbrædderne i stuen var som tangenter på et klaver. Hver havde sin helt egen lyd.

Køkkenet i lejligheden var … modent.

Terrazzo-bordplade, korkfliser på gulvet og frit udsyn til madrester, som var faldet ned i kløften mellem køkkenbordet og det fastboltede komfur.

Selv om lejligheden trængte til en (meget) kærlig hånd, priser jeg mig stadig lykkelig over, at boligguderne valgte at lade vinden blæse i min retning.

Til gengæld kan jeg stadig til tider tænke over, hvilke oplevelser, jeg ville have haft, hvis det havde været anderledes.

Mit luksusproblem er, at jeg ikke kan tage del i den fælleserfaring, de fleste i min omgangskreds har: Facebookgrupper med mærkelige single-mænd, roomie-samtaler, kollegier, rengøringsweekend, fortsæt listen…

Bagsiden er desuden, at once in a lifetime-muligheder har det med at have en slags magt over én. Når man ved, at det, man har, ikke kommer igen, hvis man giver slip, er man villig til at ofre meget for at holde fast. Tørrer man lige op efter mit overprivilegerede klynk, kan man vride et positivt budskab ud af den våde klud, som måske kan opmuntre boligprekariatet. Utilgængeligheden ved boligmarkedets goder er på samme tid en frigørelse fra dets onder. Den korte lejekontrakt og de usikre omstændigheder gør det naturligvis svært at slå rødder, hvis det er det, man ønsker, men det gør på samme tid, at man ikke gror fast.

Johanne flyttede ind i sin fætters kælder

Jeg var 20 år gammel, et halvt år inde i mit coronaramte sabbatår og kedede mig dødhamrende meget i Vestjylland, hvor jeg var vokset op på en gård ude midt i ingenting.

Jeg havde drømt om at flytte til København, siden jeg var teenager, og efter at have arbejdet et halvt år på et skisportssted med at gøre hytter rent i Norge (ikke en specielt nævneværdig succes under corona), kunne det kun gå for langsomt med at flytte til byen.

Jeg havde ikke noget job, ikke noget at tage mig til og heller ikke helt noget sted at bo. Men det viste sig, at min fætter – som er 15 år ældre end mig og har kone og børn – havde et kælderværelse, som han overvejede at leje ud i familiens lille parcelhus i Skovlunde. Det var godt nok ikke København, det var jeg med på, men jeg tænkte, at alt måtte være bedre end Vestjylland.

Min fætter sagde ja til at leje værelset ud til mig, og en iskold vinterdag i januar pakkede mine forældre og jeg bilen med alle mine ting og satte kursen mod København.

Kælderværelset var ikke lige så skummelt, som det lyder. Der var lysindfald fra et lille vindue, jeg havde egen indgang og badeværelse, og min fætter havde udstyret bryggerset med køleskab og elkedel, så jeg havde fornemmelsen af at have stedet lidt for mig selv. En gang om ugen spiste jeg aftensmad med familien, og jeg blev gode venner med deres lille hund Viggo.  Men Skovlunde var bestemt ikke så sindsoprivende, som jeg havde troet, det ville være, og så føltes det ovenikøbet lidt (gisp) provinsielt.

Jeg brugte vinteren i Skovlunde på at gå rundt om en lille mose, som lå i nærheden. Jeg fik job på et plejehjem og begyndte at læse tysk som enkeltfag for at have noget at give mig til. Jeg tænkte, jeg måske kunne få nogle venner på den måde, men corona betød skærmtid, og det er svært at lære folk at kende over en skærm.

Mine to søstre boede heldigvis i København allerede, så vi fordrev tiden med at stå i kø til fastelavnsboller hos Andersen Bakery sammen med resten af København og vandre igennem en lukket by.

Jeg kedede mig, men jeg bildte mig selv ind, at jeg kedede mig mindre, end da jeg boede i Vestjylland.

Da foråret kom, åbnede landet op. En mild forårsaften mødtes jeg med en af mine søstre og hendes studiekammerater på en bar på Vesterbro for at fejre, at der endelig var åben for udeservering igen. Byen summede pludselig, og det satte skub i min søgen efter værelser som lå mere centralt. Og en dag i starten af maj, da kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård var sprunget ud, pakkede jeg mine ting og flyttede ind hos en roomie, fundet på Facebook, i en lille lejlighed i Nordvest. Endelig kunne det rigtige Københavnereventyr begynde.

Martin landede i midten af en kæmpe fest

Jeg var 27 år, da jeg flyttede ind i min første lejlighed i København. Jeg læste på Journalisthøjskolen i Aarhus, og jeg skulle i praktik efter ferien, og København virkede som det oplagte sted at tage hen.

Tre andre fra studiet skulle også i praktik i hovedstaden. En af dem fandt en lejlighed på Amagerbro på nettet, og vi havde ikke lang tid til at beslutte os. Så vi slog hurtigt til og endte med et sted, hvor vi alle fire kunne bo. Det var rart at flytte ind med nogen, jeg kendte, og som stod i præcis den samme situation som en selv. Vi skulle alle begynde på nye arbejdspladser, finde os til rette i København og vænne os til, at hverdagen nu handlede mere om praktik end om undervisning.

Vi havde travlt på vores praktiksteder, så det var ikke fordi, vi så meget til hinanden. Alligevel var det dejligt at have de andre omkring sig. Vi kunne dele oplevelsen af at være nye i praktikken, og jeg slap for at komme hjem til en tom lejlighed efter en lang dag. Det gjorde på en eller anden måde store København lidt mindre.

Vi flyttede ind i juli, midt i EM-sommeren i 2021. Den dag, jeg flyttede ind, spillede Danmark kvartfinale mod Tjekkiet om aftenen, hvor vi jo vandt. Efter kampen endte jeg sammen med en flok venner til en kæmpe fest på Nørrebros Runddel med tusindvis af andre mennesker. Det blev en ret vild første aften som københavner, og jeg kan huske, at jeg ret hurtigt følte, at jeg var landet det rigtige sted.

Chefredaktøren har været uforskammet heldig hele vejen

Jeg var i Amsterdam, da jeg fik brev med besked om, at jeg skulle begynde på danskstudiet på KU i 1991. Jeg var flygtet fra ungdommens provinsby mod større horisonter, jeg læste H.C. Andersens Mit livs eventyr og følte mig stærk og modig, fordi jeg i modsætning til mit litterære idol rejste ud i verden uden reb og katastrofetanker.

»Lykken står den kække bi,« plejede min mormor at sige, når jeg delte mine drømme med hende. Og jeg var så heldig, at den første seng jeg ramte i Amsterdam, tilhørte en fyr, jeg forelskede mig i, som tilbød mig logi. Vi talte aldrig om husleje, jeg bidrog blot med en stor rengøringsiver, der klædte lejligheden, som lå på første sal i byhus, hans professorfar havde købt til sine tre børn. Allerede dengang var det svært at komme til i de store europæiske studiebyer, hvor kodeordet er netværk. Eller penge.

Nogen nem beslutning var det ikke at afbryde mit eventyr for at tage hjem til Helsingør og forberede mig på mit nye studieliv i København. Der findes tilfredse pendlere i Kystbanen, men for mig var der ingen vej tilbage til teenageværelset i Pipkvarteret efter hverdagen i De Pijp.

Heldigvis havde jeg en god ven, Asger, der havde fået fingre i en treværelses i den mørke ende af Nordre Frihavnsgade. Jeg kunne da leje et værelse, sagde han, der var ved at uddanne sig til møbelsnedker og havde strippet hele lejligheden ned til de bare mursten. Han havde bare hverken tid eller økonomi til genopbygningen nu og her, hvorfor indeklimaet – host, host – var virkelig dårligt.

Min far er faglært maler, og vi fik hurtigt sat skik på mit lille rum med sandspartel, filt og pastelfarvet maling. Jeg duppede en mørkere nuance af vægmalingen på med en malersvamp, så der blev dannet små ’skyer’, en (u)æstetisk halvfemsertendens, der skal hvile i fred. I den rå fællesstue stillede jeg et petroleumsblåt spisebord og -stole jeg havde arvet fra oldefar, og jeg elskede at være vært for min nye læsegruppe. Her kunne vi danse til Prince hele natten, men kun, hvis vinduerne var åbne – ellers fik vi tør hoste. Det var godt, at vi levede af rugbrødsmadder med brie, for køkkenet, hvor brusekabinen også stod, var hverken egnet eller udstyret til madlavning.

Jeg kan ikke huske, hvad jeg betalte i husleje, men jeg husker, at jeg brugte tre timer hver mandag eftermiddag på at gøre rent hos en pensioneret lærerinde på Frederiksberg og fik 120 kroner og en plade Ritter Sport i betaling. Efter et lille år hos Asger fik jeg 52 eksklusive kvadratmeter op under neglene et par gader væk. En advokatven af familien havde erhvervet en investeringsejendom, hvor jeg lejede to værelser med køkken og skabstoilet (og brusebad i kælderen) for 1.200 kroner om måneden. Et år senere avancerede jeg til en treværelses hjørnelejlighed i samme karré, hvor jeg bor på 33. år. I dag koster de 86 kvadratmeter mig 6.000 om måneden inklusiv forbrug. Tsk!