Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Studerende giver gratis førstehjælpskurser

Livgivende — En gruppe medicinstuderende fra Københavns Universitet underviser andre studerende i førstehjælp og hjertemassage. Kurserne, der er støttet af TrygFonden, er gratis for KU-studerende.

Et førstehjælpskursus koster normalt 3-6.000 kroner. Men hvis du er studerende på KU, kan du tage det helt gratis. En gruppe medicinstuderende på KU tilbyder nemlig gratis førstehjælpkurser for deres medstuderende.

»Vi så en undersøgelse fra TrygFonden om, at universitetsstuderende sjældent havde taget førstehjælpskurser. Derfor lavede vi projektgruppen Student2student og søgte midler til at lave gratis førstehjælpskurser. Målet er, at flere studerende skal have muligheden for at redde liv, hvis det bliver aktuelt,« siger Theo Walther Jensen, der er en af de studerende, der har været med til at starte Student2student.

Støttet af TrygFonden

Projektet har modtaget 140.000 kroner fra TrygFonden, hvoraf størstedelen er gået til udstyr og instruktørkurser. Det sidste års tid har de 12 certificerede undervisere afholdt i 18 kurser for studerende fra Fysik, Veterinærmedicin, Antropologi og Psykologi på KU. Et kursus varer fire timer, og hvert hold består af mellem tre og seks studerende.

»Vi har i hvert fald haft de første 100 studerende igennem. Det er kropslig læring, så man skal være få på holdene, for at alle kommer til at prøve hjertestarteren. Mange arbejdspladser vil gerne have, at man har det, og det er også lovpligtigt, hvis man skal have kørekort, så man kan spare en del penge i forhold til, hvis man selv skulle betale for et kursus til flere tusinde kroner,« siger Theo Walther Jensen.

Efter bestået kursus modtager deltagerne et elektronisk certifikat i førstehjælp (basic life support), som er gyldigt i fem år. Hvis man er interesseret i at komme på et kursus, kan man melde sig til på Student2student.sats-kbh.dk.

Seneste